Jeg vil ikke hjem

For et stykke tid siden blev jeg inviteret til det jyske af et vennepar.

Vi skulle bo hos hans søster i Hadsund.

Vi skulle også besøge Hvidsten kro for at spise frokost.

Æggekage - og for mit vedkommende en vegetar en af slagsen.

Den var skøn, og det samme var Marius øllen dertil.

Det var et besøg der havde et præg af historiens vingesus.

Efter frokosten kørte vi til Hadsund, og jeg fik anvist et værelse i nederste etage, og værtsparret beklagede, at der var trapper til øvre etage.

Intet problem, jeg bor jo selv i et hus med trapper, og trappetræning er godt for folk med svage ben og lamme fødder. Tihi lammefødder i et ord betyder noget helt andet.

Vi var 3 kvinder og 2 mænd.... og de 3 kvinder strikker, syr og alt med håndarbejde, så vi fik en lystig snak om dette og hint. 

Dagen derpå - udflugt fra Hadsund til.....

Vi kørte først til Aalborg, og da H. har sejlet med Springeren (ubåd der er udstillet i Aalborg) synes han det kunne være interessant for mig at se ubåden.

Han kunne fortælle, og han er en eminent fortæller....

Jeg kom op ad trappen og ind - det går bare lidt langsomt - i det første rum, som rummer torpedoerne. H. har været torpedovagt i de 3 år han sejlede med ubåden, så han vidste lige præcis alt om det hele.

Vi kom lige ind igennem døren (se billedet herover) og et lille stykke ind, så måtte jeg give op, for min klaustrofobis lille ansigt viste sig, og jeg måtte ud i den friske luft.

Men men men

Der var 33 man på den lille bitte ubåd, og man skal i hvert fald ikke lide af klaustrofobi for at være der.

Køjerne var sandelig ikke ret store, og vi lavede lidt sjov med, at her kunne H vist ikke være på i dag. Kroppen har det jo med at forandre sig fra ungdommen til alderdommen.

En vis volumen for visse.

På vej hjem til Hadsund kørte vi over Øster Hurup, hvor H er født og opvokset.

Vi skulle lige besøge et galleri, hvor en af søsterens barndomsveninder boede.

Vi blev hilst hjertelig velkommen, og hun viste alle sine skønne billeder og vi fik også en rundvisning i hendes meget specielle hjem - og vi sluttede af med en kølig i haven.

Der blev snakket barndomsminder, hyggeligt at lytte til.

Vi skulle desværre forlade vores logi og vores værter her til morgen.

Jeg havde flere gange sagt, at jeg ville ikke hjem. Et udtryk for at jeg følte mig ekstrem godt tilpas og velkommen. Værtsparret var/er også yderst gæstfrie.

Jeg må have opført mig pænt, for jeg blev inviteret til at komme igen en anden gang.

Jeg må dog nok indrømme, at min latter har lydt temmelig meget i de par dage.

Vi skulle have været en tur til kunstmuseet i Aalborg, men jeg foreslog, at vi tog til Aros i Aarhus.

Den ide blev hilst velkommen, og som sagt så gjort.

Vi så det meste af udstillingen, og endte med at spise frokost i deres restaurant.

Et skønt besøg.

Lad billederne tale for sig selv.

Når jeg er ude, står min telefon på lydløs, for jeg er nærværende, der hvor jeg nu befinder mig og vil ikke forstyrres af telefonopkald eller lignende.

På vej til færgen var der et opkald fra et nummer jeg ikke umiddelbart kunne genkende.

Der var indtalt en besked, og det var fra Muskelsvindfonden.

De har sendt en invitation til nogle seminarer for folk med den diagnose lægerne har givet mig.

Jeg er IKKE interesseret i at deltage, men stemmen sagde, at de ville ringe en anden dag.

Jeg bliver jo nødt til at samarbejde med dem, for sygehuset - uagtet de har et hel team af kostvejledere, fysser, psykologer og en hel masse andet og kun guderne ved hvem de er til glæde og gavn for - har henvist til Muskelsvindfonden. De har i hvert fald været gode til at lave en rapport der er det mest sortseende jeg har været ude for i mit nuværende liv.

Det hele  - diagnose, rapport og sorte huller - er begravet og arkiveret ude under banelegemet, der ligger tæt på min matrikel

En tur til udlandet

Jeg er blevet inviteret på en rejse til "et eller andet sted i Europa".
Tårerne stod op i øjnene, må jeg nok indrømme.
Der er jo bare lige det, at med min diagnose: kan og må jeg rejse?
Så jeg har haft kontakt til mit forsikringsselskab, og jeg er fuldt dækket med hjemtransport und alles, hvis jeg skulle komme til skade under ferien.
Hos mit forsikringsselskab kan/skal man tage en forhåndsgodkendelse, og jeg blev godkendt.
Jeg får jo ingen medicin andet end min daglige vitaminpille, og forhåndsgodkendelsen går mest ud på sygdomme som kræft, hjerte- og lungesygdomme (samt gravide, der er besværet...).
Indtil videre er jeg kun plaget af en dropfod(slignende tilstand).
I den kommende week-end er jeg også blevet inviteret på en tre dages udflugt til det jyske.
Vi skal spise frokost på Hvidsten kro, bo hos "søsteren" i Hadsund et par dage, og på udflugt til Aalborg for at se kunstmuseet. Jeg bliver da også nødt til at se min nieces nyerhvervelse af en lejlighed i Nørre Sundby.

Udflugt og min fod

I går var en veninde og jeg på heldagsudflugt til Klint ved Nykøbing S.
Vi skulle høre om foredrag om bl.a. livskraft.
Klint er en skøn plet på Danmarkskortet. Vi gik - så godt vi nu kunne, vi er begge lidt handicappede i benene - ned til stranden og stornød alle de skønne strandplanter, og der er mange forskelligartede.
I september 18 var jeg på madlavningskursus deroppe, og en af dagene kom en naturvejleder og tog os med til stranden og fortalte alt om de på det tidspunkt brugbare og spiselige planter. Han er for øvrigt leverandør af strandplanter til flere kroer og hoteller.
Det blev en skøn og lang dag - og jeg var passager, som jeg virkelig nyder.
I dag har jeg været hos fyssen. Hvor er jeg glad for min fysse, James, han giver mig noget at arbejde med, så jeg kan få liv i min fod igen.
Den ene fysse, som besøgte mig for nogen tid siden sammen med en sygeplejerske fra en "fond", sygehuset samarbejder med, synes, at jeg skulle have en formstøbt skinne i stedet for det den jeg har nu. Den formstøbte fastlåser foden i ankelledet, så det bliver ubøjeligt. Hun synes også, at jeg skulle tage alting meget stille og roligt - og det passer dårligt til mit temperament. Jeg hører ikke til den kategori, der sætter mig hen i sofaen og synes, det er synd for mig.
Nix, det er bare med at træne, så alt vender tilbage til normale tilstande. James er enig.
Dame fyssen sagde bl.a., at det er gammeldags at bruge vippebræt.
James siger det modsatte og forklarede hvorfor. Så jeg købte et nyt vippebræt, og træner efterfølgende hver dag.
I dag fik jeg sat strøm til benet, og der er følelse HELT ud til hver en tå.
Hvor der er håb, er det glæde, og der er jeg.
Mandag havde jeg besøg af en meget sød dame fra hjælpemiddelteamet i Køge kommune. Jeg er på forhånd bevilget hele pakken af hjælpemidler..... Jeg har kun sagt ja til en rollator med store hjul (har selv købt en transportabel med små hjul), fordi den kan køre på min græsplæne - og så ja tak til en badebænk, fordi en gang imellem er det som om fødderne suger sig fast til gulvet i brusekabinen, og det er ikke smart.

På besøg hos notaren

I går var på besøg hos notaren i Roskilde.
Jeg har skrevet nyt testamente efter min bror døde tidligere på året.
Notaren ville gerne se noget offentlig billedlegitimation, og jeg gav hende mit kørekort.
Jeg bemærkede dog, at jeg synes jeg så lidt anderledes ud på billedet end jeg plejer.
Jeg fik det hurtigt tilbage med bemærkning, du hedder da vist ikke Poul Erik.
Stor var min forvirring???
Så kom jeg i tanke om en episode i et supermarked for nogle uger siden. Jeg skulle have mit dankort ud af pungen for at betale, og der falder noget på gulvet. Der lå mit kørekort - nede på gulvet. Jeg samlede det op og puttede det i pungen.
Mærkeligt tænkte jeg - de kort sidder ellers godt fast, og dankort og kørekort har hver sin lomme.
Jeg måtte straks kigge i pungen efter mit eget kørekort og det lå fint i sin lomme.
Jeg tænker og gætter på, at Poul Eriks kørekort har hængt fast i et eller andet ved kassen, og jeg har nok lænet mig ind imod det, og så er det røget på gulvet.
Men episoden udløste latter - selv hos den alvorlige notar....
Så skulle jeg betale retsafgift, og fik tastet forkert nummer - det var til en forretning i Tappernøje.
Jeg fik betalt til det rigtigt nummer, og på vej hjem ringede jeg til forretningen, som straks tilbagebetalte pengene. Og det var ikke første gang hun havde modtaget penge til retten i Roskilde.
Jeg havde også en fuldmagt med til mit barn, men den måtte notaren ikke skrive under på. Mit barn skal have fuldmagt til at handle på mine vegne i alle forhold. Hun har det meste i forvejen, men det ku jo ske at mit hus skal sælges uden at jeg selv er i stand til at varetage det hele, så er det rart med en stedfortræder, som også er enearving.
En skøn veninde var chauffør for mig, og vi var også på shopping i Køge - sluttede shoppingen af med en skøn smoothie på yndlingsrestauranten.
Hun kom med hjem og vi hyggesnakkede i et par timer.
Ved "arbejdsdagens" ophør ringede min læge til mig. Han ville bare fortælle mig, at han gik 3 uger på ferie. Han havde været ved at få tyggegummiet galt i halsen, da han havde fået rapport om min diagnose. Vi fik en god og skøn snak. Skulle jeg få brug for en praktiserende læge, er der andre læger i lægehuset, som står klar til at hjælpe. Min læge hører til den gode slags - meget empatisk og holistisk.

Tandlægebesøg

Jeg havde en aftale med min søde og skønne tandlæge i dag. Hendes klinik ligger på førstesal i en af Køges gamle ejendomme - og trappen er lige så gammel.
Det lykkedes at komme op af alle trapperne og også ned igen.
Hendes nabo har en stolelift - den kiggede jeg langt efter, og gad godt at jeg kunne bruge den. Det kan jeg så ikke.
En time på langs - det var en større behandling i dag.
Bagefter følte jeg for at lige sidde lidt i venteværelset, og tandlæge-Britt kom med en lunken kop kaffe. Det var helt OK.
Besøget indebar også en snak om hvad der er galt med mit ben, og selvfølgelig adskillige gode grin.
Uden grin er det et dårligt besøg.
Heldigvis kunne tandlægen henvise mig til en anden klinik med gode tandlæger - hun har selv arbejdet der - som har handicapindgang. Når det altså kommer dertil, hvor trapper er uoverstigelige.
Det var skønt at gå rundt i Køge by igen - det er ret længe siden, jeg har været der.
Jeg havde bl.a. et tilgodebevis til en af skobutikkerne, og fik indkøbt 2 par nye handicapvenlige sko.
Et besøg i banken for at hæve kontanter til fødselarerne i morgen.
2 x 70 års fødselsdag hos gode gamle venner.
Jeg bliver hentet og bragt fra den ene dør til den anden - af Flextur fra Movia. Det er den rene fornøjelse. Eneste minus er at sidste tur med Movia er kl. 23, men så er min energi for den dag - og den næste også brugt.

Oslo

En ungdomsveninde fylder 70 år til efteråret, og hun vil ikke holde noget - har hun sagt.
Men det er vist ved at fyldt godt op på rejseplanerne.
Hun vil til Nice med sin mand, og så tager 2 vennepar med.
De 2 tanter i familie (søster og svigerinde) og mig - vi er inviteret på en tur til Oslo.
Jeg måtte synke en ekstra gang inden jeg sagde ja tak.
Jeg synes slet ikke om vand - andet end at sidde at kigge på.
Jeg ser det også som en mulighed for at komme lidt af min vandskræk til livs. Jeg har da lov at håbe.
Der er masser af andre rejseplaner på bedding hos veninden og hendes mand.
Så hun bliver fejret godt og grundigt.

Ud at spise

Det er lille bitte smule trist og vemodigt at tænke på, at jeg kunne have haft hele huset fyldt med familien i dag.
Jeg var blevet enig med min lillebror om at aflyse familiesammenkomsten, hans datter og svigersøn skulle til det jyske til familien, og det blev for meget for de to små rollinger med flere begivenheder i samme week-end. Og lillebror var jo indlagt.
Nevø og kæreste er så rejst til Wien på kærestetur - meget fornuftigt.
MEN min datter og svigersøn ville komme med nybagte boller og så har min svigersøn inviteret os ud at spise - så var vi fri for at lave al det mad.
Smukt træk af ham.
Min datter har haft en ret dårlig nattesøvn, så hun ringede i formiddags og sagde, at hun ville forsøge at få en times søvn, så de kunne være her til den aftalte tid.
Ikke tale om!
Hun skal få sovet så meget hun kan - hun var vågnet efter 3 timer helt af sig selv og var godt udhvilet.
Så vi mødes da bare inde i byen til skøn mad.
Og bagefter hjem til mig - så kan jeg guffe bollerne i mig de følgende dage. Elsker min datters boller.
Gætter på at vi nok skal få os et godt grin. Min svigersøn ejer nemlig en evne, der kan få min mave til at boble.

Kontraster

Dagen i går var en af de ubehagelige gode, omend den endte med at blive behagelig god. Kontrastfyldt.
Min allerkæreste lillebror har været indlagt et stykke tid på den palliative afdeling, og indtager næsten ingen mad eller væske. Han bliver pumpet med morfin og en hel masse andet. Han er gået ind i en fase med delirium. Han kan godt kende os... på et tidspunkt sagde han til mig, årh hold kæft og forsøgte at trække på smilebåndet. Jeg ejer vist en evne til det ret positive, selv i denne meget triste situation, og få humøret til at stige et par grader.
Hans kæreste er hos ham i døgndrift, og ganske heldigt har hun en fortid i plejen.
Jeg oplevede også sygepleje på mega højt niveau. Og tid til alle spørgsmålene, som blev besvaret med et stort smil.
Jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme på besøg igen, der er langt herfra til sygehuset.

Dagen sluttede hos min datter og svigersøn - de bor ikke så langt fra sygehuset.
Jeg er jo ret glad for hunde, og Kenzo - sort labber - bor jo godt hos dem, så det kære kræ fik lige muntret mig op.

I dag skulle jeg selv til lægen for at høre resultatet af blodprøve for stofskiftet. Det er fint, så først kontrol igenom et år. Lægen sagde, at hvis jeg var gravid, skulle jeg have medicin. Både lægen og jeg fik ondt i maven af grin, for den tid er da vist ovre for længst. Godt for både læge og patient med et godt og sundt grin. Som lægen sagde, han har også godt af et godt grin. Jeg tror nok at min latter er ret smittende.

Vi snakkede for øvrigt gravstene i går - niecen, nevøen og mig. Hvis jeg ellers skal have en gravsten, hvad jeg ikke skal have, skulle der stå på den:
Hun døde af grin.
Mit barn spør af og til om hun skal hjælpe mig på vej.
I dag er en dag af de behagelige gode.

Fælles glæde

Det sker, at de fysiske ting opgiver ævred efter at have tjent os mennesker i få eller mange år.
Min datter og svigersøns vandvarmer er gået kaput (efter 40 år) - selvfølgelig fredag eftermiddag, og bad er ret så vigtig.
Jeg har varmt vand - en styks gennemstrømningsvandvarmer i gasfyret.
Så jubiii jeg får besøg af mennesker, der skal bade.
For nogen tid siden, da min fod var godt forstuvet, kom de to skønne forbi og havde købt ind. Jeg er jo nem, for jeg er grøntsagsspiser og spiser al slags grønt.
De havde købt ind for mig - ca. 24 kilo frugt og grønt. Der var til et par dage.
For lidt siden fik jeg en SMS om de skulle købe ind for mig igen, når de kigger forbi til et bad.
Så jeg har svaret ja tak, og overrask mig …
Barnet vil gå amok i det grønne (hun er grøntsagsspiser også)
Jeg har været i operabio i dag og se
CARMEN af Bizet
en fantastisk forestilling med skønne sangere og en dirigent for orkesteret, der var så skøn, at stod han overfor mig fik han et kys og et stort kram.
Men jeg er bare træt i dage - specielt mit højre ben, og der slæber pænt hen over jorden.
DET kan ikke afholde mig fra at være i køkkenet. Heldigvis er der intet problem i at stå op - og lave mad og lignende.
Muslibarer (opskrift fra DGI) og vege forårsruller skal lige produceres.

Lumbalpunktur

Sygehusbesøg i går - jeg skulle have lavet en lumbalpunktur.
En sød og kær veninde havde tilbudt at være chauffør for mig. Lige da vi ankom til neurologisk, var der en anden bilist der forlod parkeringspladsen, så det var jo ganske nemt at parkere - uden at vi skulle køre rundt for at lede efter en plads.
Når jeg har været på sygehuset på egen hånd, er jeg kørt med toget - netop pga manglende p-pladser.
Jeg havde fået forklaring om, hvad lumbalpunktur er, og de bivirkninger det kan give.
Ind til lægen og sygeplejersken, og jeg blev sat godt til rette.
Lægen snakkede som et vandfald...
Jeg er vist af den slags, der helst er fri for al den snak. Jeg har da fået vænnet min tandlæge af med at fortælle, hvad hun nu gør. Bare gør det, siger jeg.
Jeg blev lokalbedøvet.... og mærkede absolut intet, før nålen ramte en nerve, der gav et sjov jag ned i højre ben - det varede ca. 1 sekund.
Jeg var altså ved at falde i søvn, for det var en søvndyssende stilling jeg sad i.
Men vi fik da alle tre snakket både om tandlæger og frisører og en del andet.
Lægen var absolut helt tavs, da hun talte dråber, der kom ud af rygraden.
Så var det overstået, og jeg fik besked på at gå hen i blodbanken for at få taget blodprøver.
Suk, der er langt.... jeg blev tilbudt en portør, ja tak, det var skønt at blive transporteret.
En times ventetid på blodprøver - de er ved at tilrette nyt it system, og undskyldte mange gange.
Jeg gik i det skønne vejr tilbage til veninden. Hun havde siddet og strikket. På vej hjem overtog jeg hendes strikketøj (tæppe til RK børnene). Vi skulle hjem til mig og have en kop kaffe og en masse ost.
Jeg var ret opmærksom på om jeg fik den mindste hovedpine, for så skulle jeg bare lægge mig ned.
Jeg var i vertikal position og intet skete.
Absolut ingen bivirkninger her. Heller ikke i dag.
Jeg så min egen spinalvæske - den er lige så flot som en diamant. Helt klar.
Jeg havde ellers drømt natten forinden at den var koboltblå...
Nu er det hele sendt til analyse, og jeg skal til samtale om en eventuel diagnose den 20. marts - samme dag som min kæreste lillebror skal have svar på vævsprøver af den ene af hans kræftsvulster og om de kan tilbyde behandling på nogen måde.
Gad vist hvad der er i vejen hos mig????

Store sygehusdag for hele familien - og stadig uden diagnose

I dag skulle jeg på besøg på Roskilde sygehus til samtale om den omhyggelige undersøgelse, jeg var til for 2 uger siden.
Min datter skulle på Riget til sin 3 måneders kontrol.
Min bror skulle på Herlev for at få taget af vævsprøve af kræftknuden han har i maven. Endelig sker der noget....
Min datters besøg varede 4 minutter, alt er så flot hos og med hende.
Så hun kunne lige nå at komme til Roskilde, for hun ville da gerne være pårørende og lytte med. Det plejer jo at være omvendt.
Den unge (dårligt dansktalende) læge kunne overhovedet ikke give mig en diagnose. Martin, lægen der foretog undersøgelsen af mine nervebaner, havde blot fundet frem til, at der er forbindelse i mit nervesystem, men nerverne leder (eller lider, som den unge læge udtalte) ikke ret godt.
De foreslog, at jeg fik udtaget noget spinalvæske fra rygraden, for at undersøge om der er bakterier deri, som ikke skal være der. Herefter vil jeg atter blive indkaldt til samtale med EN EKSPERT på lammelser.
Det var spild af god tid, både hos sygehuset og hos mig. Det ville have været fint for mig om jeg var blevet ringet op om resultatet og de kommende tiltag.
Åh, som jeg nød at blive kørt til stationen af min svigersøn. Han ville køre mig helt hjem, det var nu ikke nødvendigt, bus og tog kører lige til døren.
Men jeg må nok indrømme, at jeg er noget skuffet, for det havde været rart med en diagnose, så jeg kan komme videre i mit liv.
NU skal jeg have en dropfodskinne, så jeg kan gå nogenlunde normalt igen, og ikke kun nøjes med 2,5 km om dagen. Alt for lidt for mig, der har ….. i bagdelen.

Adriana

Tidligt i morges fik jeg samling på mig selv og mine eksede ben.
Tihi, sætter man et s foran eksede får ordet en hel anden betydning.
Jeg skulle til staden til Imperial for at opleve operabio, Francisco Cileas Adriana Lecouvreur. Desværre ingen happy end - det kan jeg jo bedst lide. Opera er som regel drama på højt plan. Heltinden bliver forgiftet og dør....
Det var en sjælden skøn morgen, og der var stille endnu i byen.
Buschaufføren fik en tumbs up af mig (som han besvarede) fordi han først satte gang i bussen, da jeg havde fået bænket mig. Skønt.
Mine opera veninder holder meget af at læse om operaen vi skal se inden forestillingen. Imperial er så venlige at udlevere handlingen til alle der har interesse i det. Jeg er så modsat - og ikke Rasmus modsat - for jeg sætter mig bare til rette i de skønne sæder og lader mig underholde.
Stor var min overraskelse, da ANNA NETREPKO toner frem på skærmen.
Hun er intet mindre end fantastisk og sikke en stemme. Som hun kan holde en ren tone - længe - og samtidig er hun også i besiddelse af en sjælden vibrato. Det er vist kun ganske få, der kan det.
Robin Gibb fra Bee Gees kunne også.
Det giver altså gåsehud …. hos mig (og veninderne).
Det sker at vi går ud at spise efter forestillingen, dog ikke i dag.
Det ville have været skønt at gå en tur i Tivoli, der er altså ikke ret langt - normalt. Intet er dog normalt p.t. på gåfronten for mig. Suk.
Så vi skiltes nede på stationen.

Undersøgelse

I går var jeg til undersøgelse på sygehuset - neurofysiologisk undersøgelse.
Nervebanerne i højre ben skulle undersøges.
Mangel på parkeringspladser på sygehusets matrikel gjorde, at jeg fandt bus- og togforbindelse. Fra min matrikel til Roskilde St. 36 minutter. Det kan ikke gøres meget hurtigere i bil.
Men men men, jeg skal gå en god km fra stationen til neurologisk afdeling, og med den fart jeg skyder for tiden - tager det tid. 1 km tager 33 minutter. Tempoet er sandelig sat ned...
Hellere gå forsigtigt end at falde - endnu en gang.
Lægen startede med at fortælle, at han regnede med at have et nogenlunde resultat til mig, når undersøgelsen var overstået.
Først blev det raske ben undersøgt - nerver og muskler, så benet med den lamme fod. Både over og under knæet.
Så ville lægen gerne undersøge min højre arm - nerver og muskler.
Og til slut nerver og muskel i halsen - den muskel der bærer hovedet - på forsiden af halsen. Fordi - det er de nerver og muskler, der ligger længst væk fra den lamme fod.
Der kom af og til en bemærkning: det var s.....
Jeg blev aldrig klar over hvad det var der var s....
Men en lille forklaring om at det kan være et helt andet sted i kroppen, der er noget, der ikke rigtig fungerer som det skal.
Hele undersøgelsen tog halvanden time, og jeg har det indtryk, at den var meget omhyggelig og grundig.
Og ingen resultat, og lægen var ret glad for, at jeg først skal til opfølgningssamtale den 21. februar, for så har han god tid til at "stykke puslespillet sammen".
Det skal da nok blive spændende om de gode læger kan finde en diagnose og hvad det evt. kan gøres ved det.
I hvert fald skal jeg snart have en dropfodskinne, så jeg kan gå normalt igen. Det er da til at blive skør af at løfte benet en halv meter i vejret for hvert skridt.

Udflugt i kørestol

Mit allerkæreste afkom og svigersøn har inviteret mig ud at spise.
Jeg bliver hentet, og med sig i bilen har min svigersøn - foruden skønne Kenzo hund - også en kørestol. Et levn fra dengang mit barn havde svært ved at tage luft ind.
Jeg knækkede sammen af grin, da min datter sagde det.
Jeg kan altså godt se det fornuftige i det - jeg bliver transporteret fra a til b i bil, og fra bil til restaurant i kørestol. Lidt doven har man vel lov til at være.
Det skal nok blive mega hyggeligt.
Jeg har været ude at gå i dag - bare en lille bitte tur, det gik langsomt, men det gik.
Det gik også at finde et par sko, jeg kunne få på - foden er stadig pænt farvet og hævet.
Det er "noget for sig selv" at skulle tænke over hvert et skridt jeg tager. Gåfunktionen er jo fuldautomatisk (normalt) - ligesom åndedrættet og hjerteslaget. Noget fuldstændigt selvfølgeligt. Når det selvfølgelige bliver til noget der ikke er en selvfølge længere, giver det gode tanker til refleksion.

Et år

Sidste nye skud på stammen i familien, født 3. Januar 2019.

Han skal hedde Tristan.

Skøn baby.

Hans storebror, Milan, fejrede fødselsdag i går.

Et år.

Det blev holdt langt ude på landet hos mormor.

Min bror var så sød at køre en lang omvej for at hente mig - og køre mig hjem igen.

Drengenes farmor og farfar og onkler og tanter kom fra det jyske (Rold skov), så mormors sted ligger godt for os alle sammen,

Det var en skøn dag, med lillebitte Tristan og 3 børn på et år.

Det er lige en alder for mig, for så kan jeg kommunikere med dem, og få en masse kys og kram, og det fik jeg.

Se lige de små fødder. De er ca 8 cm lange.

Lille Lulu hund får ikke samme opmærksomhed som for et år siden... med ti “brødre” i huset 

Nytårskur

Røde Kors holder nytårskur hvert år i januar.

Det bliver holdt i kulturhuset i Borup - et skønt lokale.

I år var vi 105 personer fra alle afdelinger i Køge og omegn.

Alle grupper var repræsenteret...

Butikspersonalet, nørklerne, samaritterne, vågekonerne, besøgsvennerne, familievennerne, mmfl.

Menuen er ganske fast: 

Smørrebrød fra den lokale slagter og det er virkelig lækkert.

Ost og kaffe og lækre kransekage.

Og godt selskab - vi bliver godt blandet ved ....

I bunden af velkomst glasset står et nummer og det er det bord man skal sidde ved.

Kim Schwartz

Sanger og sangskriver

Køgeborger

Selvom han bor på den forkerte side af åen (på Stevns)

Kom og underholdt os i ca 3 kvarter.

Han er god .

Han har bla skrevet

Julesangen Bamse synger om Vimmersvej.

Nyt for mig.

En sang jeg synes godt om

Neurologien

Afsted til Roskilde sygehus (også kaldet Sjællands Universitetshospital) i dag.
Jeg må nok indrømme, at jeg bedre kan lide det gamle navn på sygehusene her i regionen:
RASK.
Der er en god værdi i det navn.
Da jeg lige have låst bryggersdøren, ringede min bror.... han var i Køge for at hente smykket til sin datter, og han ville så gerne vise mig det. Han kunne lige nå at komme og hente mig og køre mig til stationen.
Det er så smukt og virkelig UNIKA det smykke.
Brormanden var vist lidt nede i kulkælderen i dag - to dage, 2 besøg på sygehuse (Riget og det lokale), og stadig ingen behandling tilbudt, bare fordi han har to kræftdiagnoser.

Jeg har hele mit liv godt kunne lide at være i god tid, sådan også i dag. Mit tog ville ankomme til Roskilde 11.45 og jeg havde en tid hos neurologen kl. 13. Strikketøjet var med i tasken...
Heldigvis jeg var i god tid, for den adresse jeg havde fået opgivet var ikke sådan lige til at finde.
Hen til Informationen, der kunne oplyse, at jeg skulle dividere husnummeret med 2 - 11 i stedet for 22.
Jeg vandrede rundt på i en hel time for at finde stedet, og der var altså langt fra Informationen til nr. 11.
Så jeg fortsætter med at være i god tid.
Og der var masser af parkeringspladser i den ende af sygehuset.
Jeg har da været på den afdeling før - med en veninde der har svært sclerose - hun skulle have en gangtest....
Den søde og rare neurolog kunne fortælle, at de endelig havde fået "puklen" af mange patienter ned på et normalt niveau, så de kan overholde den der garanti....
Jeg blev undersøgt - kranienerverne er helt intakte, det samme med arme, koordination og ben.
Samtlige reflekser er også helt i orden.
Værre er det min lamme højre fod.
Hun måtte lige hen at konferere med overlægen, og vendte tilbage... at det er altså ikke en normal dropfod jeg har. Der er noget helt andet i vejen.
Jeg måtte altså udbryde, det er sådan noget der gør arbejdet udfordrende, ikke?
Hun kiggede forundret på mig....
Hun havde for øvrigt aldrig været ude for en patient, der grinte så meget som mig under undersøgelsen.
Jamen, jamen, det har jeg jo lært fra barnsben - af min mor, der ofte udbrød, når jeg brokkede mig: grin af det.
Og når man bliver kildet under fødderne, må jeg altså grine.
Overlægen og neurologen blev enige om, at de kunne ikke sætte en diagnose på min fod, så jeg skal til neurologisk-fysiurgisk undersøgelse.
Tak.
Det håber jeg at kunne komme til så hurtigt som muligt....
Og det er også en god ide at aflyse besøget hos bandagisten, så længe jeg er under udredning - som det jo hedder i disse dage.

Skøn morgenstund

Det var en ganske særlig skøn morgenstund i morges.

Helt stille vejr, og der var også stille i byen, frostklart og den skønneste solopgang.

Det var meget svært at løsrive sig fra naturens vidunderligheder.

Billedet er taget på "toppen" at Køge Station.

Der er bygget en meget bred gangbro over banelegemet.

Der er mange trappetrin op (og ned igen).

Der var næsten 20 minutters ventetid på S-toget, så jeg bevægede mig op ad alle trapperne.

Jeg skulle med toget til København, for operabioen startede kl. 10. i Imperial biograffen.

Vi så 

Marnie

en forholdsvis ny opera.

Den var meget moderne, musikken i første akt var næsten ikke til at holde ud at høre på.

Det blev mere melodisk i andet akt.

Det er i hvert fald ikke en, vi gider se igen.

Vi fortrækker alle 3 at se de gamle operaer.

For et par dage siden var jeg i biffen for at se

HAPPY ENDING

med

Birthe Neumann og Kurt Ravn.

Skøn film med god brug af lattermusklerne og en overraskende slutning.

Impulsivt besøg

Min kære lillebror ringede til mig kl. 9 i morges og spurgte om jeg havde dagen ledig?
Han var nemlig "blevet smidt ud hjemmefra" - forstået på den måde, at hans samlever skulle have kursister på besøg, så det ville være godt, at han opholdt sig uden for fælles hjem.
Tihi - det passede mig ganske fint, for så kunne jeg droppe mit planlagte besøg i LOOP. Jeg gider det ikke rigtig, kun fordi jeg SKAL og ikke fordi jeg har LYST. Væsentlig forskel.
Der gik en halv time, så var han her.
Vi blev enige om at tage til torvedag i Køge, og vandre rundt i byen i det skønne næsten forårsagtige vejr.
Jeg bor jo så skønt for busforbindelser til nord og syd, så vi vandrede hen til bussen.
5 minutter efter var vi i byen og rundede torvet og torvedagen.
Så spurgte lillebror hvor kan vi få en god kop kaffe?
Centralhotellet.
Som ligger på samme matrikel som Det Grønne Hus, og de gir den sandelig også i økologi.
Kaffe og en af deres skønne boller med en hel del valgfrit tilbehør, så det minder om en minibrunch.
Vi sad lææænnnnge over den kop kaffe og nød stemningen, samværet og en god snak.
Hans datter er jo lige nedkommet med søn nr. 2, og lillebror vil meget gerne give hende et smykke.
En fars kærlighed til sin datter (og hun er virkelig hans livs kærlighed) og hendes to børn.
Vi var i et par guldsmedebutikker, og der var absolut intet - som hverken lillebror eller jeg faldt for eller synes egnede sig til min niece.
På vej mod den sidste af byens guldsmede kom vi forbi en ny guldsmedebutik med UNIKA smykker.
En guldsmed, der designer egne smykker - lidt i den rå stil.
Vi gik ind og så hvad de kunne tilbyde.
Ekspeditricen fangede lige med det samme hvad lillebror var ude efter - godt akkompagneret med snak af hans søster....
Vi faldt begge for et smykke i rødguld, som bestod af 3 sammensmeltede hjerter (og kan godt ligne et agern lidt), og det er muligt at sætte 2 diamanter ind og så skal det laves i hvidguld.
Kæden blev også valgt.
Utroligt og sandt - alt kunne lade sig gøre.
Og det bliver færdigt om en uge.
Vi sluttede byturen af med en dejlig is hos Frellsen, bus hjem til mig og en kop kaffe.
Og mere snak og godt sam- og nærvær...
Og i mellemtiden fik vi SMS med invitation til 1 års fødselsdag hos Milan, og det skal holdes hos MORMOR.
Jamen som alt dog kan flaske sig.
Netop den dag skal jeg se La Traviata (billetten er købt), i morgen skal jeg se opera Marnie, og selvfølgelig tager jeg min billet med til biografen og får den godtgjort, for jeg skal da til fødselsdag.

Puccini

Jeg har stor glæde af at gå i OPERABIO - i Imperialbio med 2 veninder, jeg deler glæden med.
I dag var det tid igen.
Vi så PUCCINIs
The golden girl (frit oversat fra italiensk).
Meget mærkeligt - vi blev alle overrasket, for operaen havde happy end.
Ingen af dem døde, selvom der var mega meget drama hele vejen igennem.
Sådan er de fleste af de gamle operaer jo bygget op, så det var en "nice surprice".
Vi kom ikke i Tivoli i dag eller ud at spise, for en af veninderne har fødselsdag, og den anden skulle med her til aften.
Det passede mig svært godt, for jeg var en smule træt efter selskabelighed her eneste dag hele ugen.
Da jeg kom til Køge, var der noget ventetid på bussen, så jeg kunne da lige bevæge mig hen i den nye gågade og købe en julegave.
Ih, hvor var det sødt og kært, det jeg fik købt.
Dejligt, når ønske og indkøb kan finde harmoni.