mandag den 25. februar 2019

Nethandel contra handel i fysisk butik

Der foregår vist meget handlen på internettet.
Det er jo skønt at sidde i fred og ro hjemme ved sin computer og bestille varer.
Lige fra barnsben har jeg elsket at købe ind. Jeg løb ærinder for min mor og andre damer i kvarteret.
Kærligheden til at købe ind har fortsat ind i voksenlivet.
Jeg fik lige pludselig en ide om "noget at sidde på", når jeg laver havearbejde, bare fordi jeg er en smule hæmmet pt.
Skønt er det jo med internettet at kunne søge på så godt som alting - det er bare at finde det rette navn.
Jeg har fundet en haveskammel som lige passede i højden osv og som ikke synker ned i den bløde muld, når jeg sætter mig på den.
Lige for tiden bruger jeg en letvægtstol på 4 ben, og den kan godt lide at synke dybt ned i jorden. Og så morer jeg mig over det....
Det er jo så genialt, at man kan se om objektet er på lager i ens lokale butik. Det var min haveskammel, så efter besøget i LOOP i dag kørte jeg til den trælast, der skulle have den på lager.
Det havde de altså bare ikke.
Men jeg fandt en skøn stige med 2 trin, som er dobbelt så brede som normale stiger.
Det var jo skønt at have sådan en på lager, når fødderne nægter at samarbejde om at stå på tæer.
Jeg vil jo også tro, at min højde er skrumpet lidt.... så jeg måske er lidt kortere end 168, som var min ungdomshøjde.
NU har jeg bestilt haveskamlen via webshoppen og kan glæde mig til den kommer på lager og bliver leveret til pakkeshoppen.

søndag den 24. februar 2019

Hjertespind og lidt tvist

En af julegaverne fra min datter var opskrift og garn til model
Hjertespind fra Hjelholts spinderi
til denne poncho
Den har været skøn at strikke - mønster på hver eneste pind.
Det var dog "bare" drejet ret og vrang, slå om og 2 sammen.
Det skulle jo bare gerne gøres i rigtig rækkefølge.
Den krævede opmærksomhed fra maske nr. 1 til den sidste.

Den vejer 224 gram og da jeg jo er uldsart, var jeg spændt på, om jeg kan holde ud at have den på.
Det kan jeg, for jeg har den jo en bluse under.
Julegaven fra mig til mig var Hanne Falkenbergs model
TVIST
Garnet er bomuld/hør og det snor sig helt vildt.
Det hjælper dog lidt på det, når jeg har nøglet på garnholderen.
Egentlig er jeg ikke tilhænger af at strikke topdown, og ærmer på rundpind....
og denne model strikkes lige præcis sådan.
Ærmerne er noget af en udfordring, for garnet er for glat til de ærmerundpinde jeg har.
Det går dog nogenlunde med brug af 2 små rundpinde.
Magic Loop er ikke et hit her...


fredag den 22. februar 2019

Mere effektivitet

jeg er sandelig lige blevet ringet op af sygehuset der havde en tid til mig den 25. April ....
men de har kunnet “trylle” så jeg har fået tid til den 28. Februar.
Altså til det der i gamle dage hed rygmarvsprøve - det hedder noget andet nu som jeg ikke kan huske ...

Effektivt

NU vil jeg have en dropfodskinne.
Hvordan og hvorledes gør man så?
Jeg har jo en væsentlig funktionsnedsættelse, så kommunen måtte være første skridt, om der var hjælp at hente.
Sådan en skinne koster fra 1500-6000 kr.
Opringning til hjælpemiddel i kommunen, 10 min efter ligger der et ansøgningsskema i min e-boks. 10 min efter ligger det i kommunens mailboks.
Kommunen skal indhente oplysninger fra læge eller sygehus, herefter tager de stilling til om det er ja eller nej til bevilling.
Så kan jeg kontakte bandagisten, og sagsbehandleren og jeg var meget enige om at bruge den lokale - i stedet for at tage til København. Alternativt er at tage sydpå - til Næstved.
Det var skønt med lidt effektivitet.
Der er pt ingen ventetid på bevilling eller ej i hjælpemiddel i kommunen.
Jeg tænker jeg skal dagdrømme lidt ude i solen i dag om hvordan det føles at gå normalt. Jeg kan godt dagdrømme med et strikketøj i hænderne.
Hanne Falkenbergs TVIST skal have et par omgange.

torsdag den 21. februar 2019

Store sygehusdag for hele familien - og stadig uden diagnose

I dag skulle jeg på besøg på Roskilde sygehus til samtale om den omhyggelige undersøgelse, jeg var til for 2 uger siden.
Min datter skulle på Riget til sin 3 måneders kontrol.
Min bror skulle på Herlev for at få taget af vævsprøve af kræftknuden han har i maven. Endelig sker der noget....
Min datters besøg varede 4 minutter, alt er så flot hos og med hende.
Så hun kunne lige nå at komme til Roskilde, for hun ville da gerne være pårørende og lytte med. Det plejer jo at være omvendt.
Den unge (dårligt dansktalende) læge kunne overhovedet ikke give mig en diagnose. Martin, lægen der foretog undersøgelsen af mine nervebaner, havde blot fundet frem til, at der er forbindelse i mit nervesystem, men nerverne leder (eller lider, som den unge læge udtalte) ikke ret godt.
De foreslog, at jeg fik udtaget noget spinalvæske fra rygraden, for at undersøge om der er bakterier deri, som ikke skal være der. Herefter vil jeg atter blive indkaldt til samtale med EN EKSPERT på lammelser.
Det var spild af god tid, både hos sygehuset og hos mig. Det ville have været fint for mig om jeg var blevet ringet op om resultatet og de kommende tiltag.
Åh, som jeg nød at blive kørt til stationen af min svigersøn. Han ville køre mig helt hjem, det var nu ikke nødvendigt, bus og tog kører lige til døren.
Men jeg må nok indrømme, at jeg er noget skuffet, for det havde været rart med en diagnose, så jeg kan komme videre i mit liv.
NU skal jeg have en dropfodskinne, så jeg kan gå nogenlunde normalt igen, og ikke kun nøjes med 2,5 km om dagen. Alt for lidt for mig, der har ….. i bagdelen.

tirsdag den 19. februar 2019

Nærmest lykkelig

er titlen på en sang TV2 synger.
Jeg var også nærmest lykkelig i morges, for i et par dage har jeg kredset om min forholdsvise nye støvsuger.
Den ville ikke suge, og lød temmelig mærkelig i maskinrummet.
Jeg havde fundet brugsanvisning og garantibevis frem (der er 5 års garanti på den), for jeg ville jo gerne have den repareret - hvis der altså var noget galt med den
Hvem kan dog leve uden en støvsuger?
Der er et afsnit i brugsanvisningen, der hedder blokeringer, og anvisning på hvordan man skiller den ad - dernede ved slangen.
Jeg kunne dog bare ikke få den fleksible slange af. Så har jeg heldigvis en radiatorbørste på 1 meter og den er temmelig bøjelig. Jeg fik den igennem, og stor var min forbavselse, for der sad en blokering!!!
Det var en banderole fra et garnnøgle - hvordan pokker den er kommet ind i støvsugeren, er en kilde til undren. Men jeg tænker, jeg har tabt den ind under sofaen!!!
Nu suger støvsugeren igen som den drøm den er, og jeg var nærmest lykkelig.

For nogle uger siden havde en due forvildet sig ind under terrassetaget, og den var ret forvirret - eller panisk. Jeg gætter på, at det var Viggo der var på færde. Viggo er genboens kat, og han vil gerne have min matrikel som sit andet hjem. I hvert fald - duen fandt vej ud igen og på sin vej ud ramte den et foderrør, som jeg har haft i mindst 30 år. Det faldt ned og gik i mange stykker. Det er jo ikke til at undvære foderrør, vel? Nærmest lykkelig var jeg, da jeg fandt et magen til ude hos min trælast i dag. Der kom to med hjem. Fuglene her er storspisende.

Ligeså gammel som foderrøret er vandsparerne på mine vandhaner i køkkenet. Jeg har lige kalket dem af (har sådan en sjov dut til at trække op over), og bagefter kom der kun en lille tynd stråle ud. Ved besøget hos trælasten kom der også en ny vandsparer med hjem. Den gamle skulle jo af, og den må være rustet fast, jeg har i hvert fald ikke nok kræfter til at få den af. MEN mine bestræbelser gjorde, at der nu kommer vand ud i rimelig mængde.

Sidste reparation i denne omgang bliver at skifte gammel bruser ud med ny.
Jeg kan godt lide at være gør-det-selv, kvinde!!!

lørdag den 16. februar 2019

Adriana

Tidligt i morges fik jeg samling på mig selv og mine eksede ben.
Tihi, sætter man et s foran eksede får ordet en hel anden betydning.
Jeg skulle til staden til Imperial for at opleve operabio, Francisco Cileas Adriana Lecouvreur. Desværre ingen happy end - det kan jeg jo bedst lide. Opera er som regel drama på højt plan. Heltinden bliver forgiftet og dør....
Det var en sjælden skøn morgen, og der var stille endnu i byen.
Buschaufføren fik en tumbs up af mig (som han besvarede) fordi han først satte gang i bussen, da jeg havde fået bænket mig. Skønt.
Mine opera veninder holder meget af at læse om operaen vi skal se inden forestillingen. Imperial er så venlige at udlevere handlingen til alle der har interesse i det. Jeg er så modsat - og ikke Rasmus modsat - for jeg sætter mig bare til rette i de skønne sæder og lader mig underholde.
Stor var min overraskelse, da ANNA NETREPKO toner frem på skærmen.
Hun er intet mindre end fantastisk og sikke en stemme. Som hun kan holde en ren tone - længe - og samtidig er hun også i besiddelse af en sjælden vibrato. Det er vist kun ganske få, der kan det.
Robin Gibb fra Bee Gees kunne også.
Det giver altså gåsehud …. hos mig (og veninderne).
Det sker at vi går ud at spise efter forestillingen, dog ikke i dag.
Det ville have været skønt at gå en tur i Tivoli, der er altså ikke ret langt - normalt. Intet er dog normalt p.t. på gåfronten for mig. Suk.
Så vi skiltes nede på stationen.

fredag den 15. februar 2019

Når benene ekser

Nårbenene ekser, og hovedet og resten at kroppen vil noget, benene nægter at samarbejde om?
What to do?
Så er det med at finde sin allerbedste kreativitet frem.
Efter en times tid i Loop - det første besøg i en måned - og en times solnydning på en lun terrasse, indbød den lune temperatur og solen til havearbejde.
Jeg kan desværre ikke sidde på hug - forhåbentlig kun lige pt - så jeg fattede en løvrive (den er ganske udemærket som støttefunktion med tænderne opad) og rev bede og lidt af græsplænen. Det er nemt at sitte på en stol og samle sammen.
Der er allerede flere sække til genbrugspladsen.
Det er den rene Lise for sjælen at være ude i det gode vejr.
Gad vist om det er naturens Valentines gave til os mennesker dagen derpå med sådan et smukt vejr.

torsdag den 14. februar 2019

En tur i biffen

For nogle dage siden var jeg i biografen for at se
FØR FROSTEN.
Biografklubben havde den på plakaten, og jeg havde slet ikke lyst til at se den, fordi det var barske tider i vores land i 1800 tallet.
Men veninden fik mig overtalt, så vi så den.
Det var stadig barke tider for de små husmænd....
Jesper Christensen havde hovedrollen, og han var eminent i den rolle.
Jeg så ham i Aftenshowet for nogen tid siden, hvor han fortalte om sin rolle. Han bemærkede bl.a. at der var mange situationer, hvor han kunne mærke sin alder... han skulle f.eks. have hjælp til at komme op at stå, og det var en yderst krævende rolle. Han spillede intet mindre end fantastisk.

De sidste par dage har jeg været ude i haven - selvfølgelig på havearbejde. Det bliver nok lidt sejt når det atter bliver havesæson igen - med det ben. Heldigvis er det muligt at foretage arbejdet siddende, så jeg ikke "vælter". I går blev det også til en times tid i solen - skærmet af terrassens tag og der var læ.

fredag den 8. februar 2019

Undersøgelse

I går var jeg til undersøgelse på sygehuset - neurofysiologisk undersøgelse.
Nervebanerne i højre ben skulle undersøges.
Mangel på parkeringspladser på sygehusets matrikel gjorde, at jeg fandt bus- og togforbindelse. Fra min matrikel til Roskilde St. 36 minutter. Det kan ikke gøres meget hurtigere i bil.
Men men men, jeg skal gå en god km fra stationen til neurologisk afdeling, og med den fart jeg skyder for tiden - tager det tid. 1 km tager 33 minutter. Tempoet er sandelig sat ned...
Hellere gå forsigtigt end at falde - endnu en gang.
Lægen startede med at fortælle, at han regnede med at have et nogenlunde resultat til mig, når undersøgelsen var overstået.
Først blev det raske ben undersøgt - nerver og muskler, så benet med den lamme fod. Både over og under knæet.
Så ville lægen gerne undersøge min højre arm - nerver og muskler.
Og til slut nerver og muskel i halsen - den muskel der bærer hovedet - på forsiden af halsen. Fordi - det er de nerver og muskler, der ligger længst væk fra den lamme fod.
Der kom af og til en bemærkning: det var s.....
Jeg blev aldrig klar over hvad det var der var s....
Men en lille forklaring om at det kan være et helt andet sted i kroppen, der er noget, der ikke rigtig fungerer som det skal.
Hele undersøgelsen tog halvanden time, og jeg har det indtryk, at den var meget omhyggelig og grundig.
Og ingen resultat, og lægen var ret glad for, at jeg først skal til opfølgningssamtale den 21. februar, for så har han god tid til at "stykke puslespillet sammen".
Det skal da nok blive spændende om de gode læger kan finde en diagnose og hvad det evt. kan gøres ved det.
I hvert fald skal jeg snart have en dropfodskinne, så jeg kan gå normalt igen. Det er da til at blive skør af at løfte benet en halv meter i vejret for hvert skridt.

søndag den 3. februar 2019

Google+ lukker (og blogspot.com?)

I december skulle jeg have fået et brev i min mailboks om, at Google+ lukker.
Det må have forbigået min opmærksomhed.
I dag lå der et brev fra Google igen, at de ikke vil vedligeholde Google+ mere, fordi der ikke er så mange brugere mere, og de tilhørende sider og konti lukker helt ned fra 1. april.
Allerede fra 4. februar skulle kommentarer på siderne blive slettet.
Som jeg læser det, vil min blog på domænet … blogspot.com blive lukket.
Og min google mailkonto.
Jeg vil da være ganske ked af at skulle forlade blogland.
Jeg må finde på noget andet.
Måske Wordpres?
Der skal vist downloades ganske meget data for de sidste 11 år her på/fra bloggen.

Sidste efterår fik jeg meddelelse fra TDC at de ville lukke min mailkonto. Den har mange år på bagen, og var tilknyttet ISDN-forbindelsen i tidernes morgen. Da jeg opsagde min fastnet telefon, fik jeg dog lov til at beholde kontoen - lige indtil sidste efterår. De vil have penge for min brug af den konto: 79 kr. om måneden.
Kontoen er endnu ikke lukket, men jeg har ændret mailkonto mange steder, når og hvis TDC lukker for den.
Jeg skal da finde på noget med en helt ny e-mail, for det er jo fuldstændig umuligt at være menneske i dag uden en e-mail.

fredag den 1. februar 2019

Ud at køre

Min bil har stået stille i 2½ uge, og det er jo altid lidt spændende om den vil starte - det er jo vinter, for jeg ville ud at køre i går.
Den startede fint, og jeg skulle blot stille uret, for bilens computer havde sendt data ud i det blå.
Det var altså rart at komme ud i det virkelige liv igen - jeg skulle bare ud at handle.
Men jeg overvejer ganske alvorligt at få leveret varer en gang eller to om måneden fra - måske COOP.
Det har faktisk været ganske rart at bruge af lageret, det sætter fantasien lidt i sving.
Jeg er stor tilhænger af stop spild af mad....
Jeg kom forbi LOOP i går og kiggede - må jeg nok indrømme - længselsfuldt derind. Jeg har sat abonnementet i bero i en måned. Jeg havde nemlig lige fundet motivationen frem, da jeg var et fjols med min fod....