Viser opslag med etiketten Huset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Huset. Vis alle opslag

mandag den 14. oktober 2019

Fotografen

Fotografen, der skulle fotografere hus og have til salgsannoncer, skulle komme mellem 12-14 i dag.
Han ringede kl. 9, for han havde fået et afbud om formiddagens fotoseance af et andet hus - det var blevet solgt i går. Gode nyheder.
Så han kunne da godt komme her med det samme.
Han var utrolig sød og hjælpsom, og sagde pænt tak til kaffe og resterne af gårsdagens kage.
Det er jo fint, at der er god tid til en snak. Hans arbejdsdag er også pænt presset, fortalte han.
Han hjalp med at flytte alle mine kommunale hjælpemidler rundt, for de skal ikke med på billederne.
Han hundsede også med mig... jeg skulle bevæge mig op på førstesal, så han i ro og mag kunne fotografere hele stueetagen. Jeg skulle også bevæge mit legeme væk fra en stol, der står foran vinduet på 1. sal, for han skulle fotografere udefra og op.
Når han er færdig her, ender han alle billeder til et firma, der billedredigerer (de laver bl.a. blå himmel), og så bliver der sendt link til ejendomsmægler og mig.
Jeg synes, at jeg havde været ret god og fået flyttet alle de ting, som ikke gør sig godt på billeder, men han var ikke helt tilfreds, så det flyttede vi også.
Jeg hører bestemt ikke til i kategorien ordensmenneske - ville dog ønske jeg var det af og til - og jeg må nok indrømme, jeg synes her er temmelig tomt.
Mon man kan vænne sig til det - simple living?
For det drømmer jeg om at have i min nye bolig....
Jeg drømmer også om et par dage i fred og ro.
På torsdag skal jeg på besøg på sygehuset, og så kommer min mægler og hendes kolleger (dem der skal sælge huset), mens jeg har rengøring. De har selv nøgle. Det bliver jo skønt at komme hjem til et rent hus og mæglerbesøget overstået. Så må der gerne blive et par fredelige dage mere - det er tiltrængt.
Det er helt uhørt, men jeg har kun strikket 2 omgange på en bluse i den sidste uge....

torsdag den 10. oktober 2019

Tilstanden

I går brugte jeg 5 timer på "kontor"arbejde i forbindelse med salg af hus.
Tihi, og jeg troede lige jeg var pensionist. Det føltes lidt som at have en hjemmearbejdsdag.
Alt har en begyndelse og alt har en ende.
Der er meget papirarbejde med salg af hus.
Ejendomsmægleren var her i tirsdags og vi skrev "kontrakt".
Allerede i går kom der mail fra firmaet, der skal lave rapporter over huset. Jeg skulle bestille tid.
Der var en ledig tid i dag kl. 12, ellers først den 23.10.
Der fulgte også et spørgeskema med til tilstandsrapporterne - 1 times arbejde.
De kommer lige om lidt, og det varer ca. 2,5 time.
På mandag kommer fotografen.
Så er det hele vist også ved at være på plads.
Jeg har også fået besked fra udlejer om, at det ikke er noget problem med handicap"overkørsel" ved gadedøren.
Jeg har også fået svar på at ALLE hårde hvidevarer er med i lejemålet. Både opvasker, vaskemaskine og tørretumbler og selvfølgelig kogeplade indbygningsovn, køl/frys.
Hvis noget går kaput, er det jo bare at ringe til en vicevært. Det bliver da den rene fryd.
Jeg tror nok, at jeg mentalt allerede er flyttet ind.

tirsdag den 8. oktober 2019

Ejendomsmæglerbesøg

Ejendomsmægleren har været på besøg i dag, så nu
ER MIT HUS SAT TIL SALG.
Jeg har i hvert fald underskrevet en aftale med dem om det.
Så jeg krydser fingre for at det bliver solgt hurtigt, og jeg selv kan få underskrevet lejekontrakt ….

mandag den 7. oktober 2019

Op ad bakke??

Jeg skulle underskrive lejekontrakt på min nye lejlighed i dag.
Men jeg har stillet nogle spørgsmål til udlejer, som er afgørende for om jeg skal have nyt domicil dernede på havnen.
Bl.a. om der er indgang fra gadeplan eller om der er et lille trin, og om kommunen må etablere handicap"overkørsel".
Så nu går der vist et par dage mere, før jeg underskriver eller ikke...
Det er tungt og op ad bakke, og min tålmodighed bliver sat på en alvorlig prøve.
Nu har jeg lige ringet til ejendomsmægleren og aftalt at de kommer i morgen og så sætter jeg mit hus til salg.
Glipper det med lejligheden, er jeg helt sikker på at ejendomsmægleren godt kan hjælpe med at finde en bolig, om det så bliver ejer eller andel, må tiden vise.
Under alle omstændigheder har jeg fuld gang i oprydningen - det er også en tung affære, sådan rent fysisk. Fordi jeg har stadig gode kræfter i overkroppen, men når benene - specielt det højre - har svært at bære min vægt, skal tingene jo transporteres på rollatoren. Heldigvis er det mest bløde ting, jeg kasserer fra min førstesal, så de bliver puttet i lukkede poser og smidt ned af trappen, og så er det bare at samle op og bære ud til affald eller genbrug.

søndag den 6. oktober 2019

En tur på havnen

Jeg har været en tur på havnen i Køge i dag.
Det bliver nok mit nye "domicil".
Jeg har da i hvert fald fået tilsendt en lejekontrakt, jeg skal skrive under på senest i morgen (og indbetale depositum).
Jeg skulle jo se prøvelejligheden og snakke med "en af folkene".
Det fik jeg gjort.
Og jeg kan konstatere, at jeg følte "feel good" ved at være i området. Heldigvis er min fantasi og forstillingsevne helt i top, så det var ganske nemt at forestille sig, hvordan det vil blive at bo på havnen. Der er ca. 2-300 meter ned til vandkanten. Soveværelse vender mod øst og stue/altan mod syd/vest.
Jeg har kigget temmelig meget i "plantegningshæfterne" for både første etape og anden etape.
Jeg kunne godt vælge etape 2, der er dog først indflytning september 2020, og jeg orker bare ikke en havesæson mere, selvom jeg har hyret en havemand.
Så jeg holder fast i min første beslutning om lejlighed i etape 1, hvor indflytning finder sted i marts 2020.
Så håber jeg at ejendomsmægleren er god og hurtig og kan få solgt mit hus hurtigt. Heldigvis har vi vist lagt os fast på en pris, der rammer "almindelige indkomster", og her er mulighederne ret store.
Det var også ret vigtigt at få målt elevator, så min forhåbentlige snart nye crosser kan komme ind i den, for den skal med op i entreen, fordi der er ikke mulighed for at den kan blive ladet op ved indgangsdøren. Også vigtigt at kommunen må etablere handicapvenlig indkørsel ved hoveddøren.
Jep, og det at køre bil er snart en sagablot - min svigersøn kan og vil heldigvis overtage min bil.
Det bliver dog lidt vemodigt - efter at have ejet en bil siden jeg var 17 år. Ja, jeg betalte afdrag på min Finn og min fælles bil, da jeg startede min karriere i arbejdslivet i 1964. Det er faktisk 55 år.
Det er også lidt sjovt at tænke på, at jeg har forestillet mig, at jeg skulle bo her på matriklen i 2020, for så bliver mit hus 100 år, og jeg er kun den tredje ejer. Det kommer jeg så til. 45 år bliver det til.
Selvom mit nye domicil er på 92 kvm, skal der en ganske stor oprydning til. Jeg er ganske godt i gang, og glæder ret ofte mennesker jeg kender med ting og sager. Skønt at vide, at tingene kan bruges andre steder.


søndag den 16. juni 2019

Store oprydning

Jeg er i gang med den helt store oprydning i hus og have.
I går var jeg på besøg hos en veninde og hendes mand, og jeg havde bl.a. en Kluk-Maren fra Holmegård med til manden, som er medlem af et "snapselaug". Jeg har sjældent oplevet mage til glæde. Og masser af kort - de fleste produceret af en penneveninde i Holland for flere år siden - til veninden, og lidt andet guf, som jeg vidste at de godt kunne bruge.
Hvor er det dog dejligt at kunne glæde andre mennesker med ting, de virkelig sætter pris på.
Mit barn har udtalt afskillige gange, at når jeg en gang er død, vil hun sende et eller andet "firma" ind og rydde tingene væk. Hun har dog peget på flere ting hun gerne vil have, og når jeg giver hende dem mens jeg stadig er i live, er det noget andet - det skal dog stadig blive stående hos mig.
MEN, der er jo altid et men, ikke? Jeg har bl.a. to lamper, som hun er meget glad for, og da de var på besøg i dag, fik hun den ene lampe med hjem. Stor var hendes glæde.
I går kom jeg i tanker om en karaffel i fint krystal, jeg har arvet fra min mor. Jeg bruger den aldrig, og var ret sikker på at jeg havde givet den til min niece. Har tjekket efter i dag, og jeg har den endnu. Den skal ud til veninden og hendes mand - de samler på den slags.
Gud fader bevares - en masse "ragelse" man har samlet sammen igennem et langt liv. Jeg har stadig en lille smule tilbage fra min mands tid - primært ting i udhus.

fredag den 14. juni 2019

Nyslået græsplæne - alle vegne

Min nyfundne havemand kom på besøg i dag, og han var sandelig en snaksalig gut.
Efter en snak på 10 min sagde han, skal jeg lige slå græsset?
Ja tak, halvanden time på fuld knald, og jeg er mere end dybt taknemlig for hans gode arbejde.
Han fik betaling - yderst rimelig pris.
Vi aftalte, at jeg bare skal sende en SMS til ham, når han skal komme igen og slå det.
Ole kom og slå mit græs!!! Han ved, hvor slåmaskinen står og benzinen ligeså. Han var ret betaget af min slåmaskine - det er jeg også selv, og jeg passer også godt på den.
Nu er det i hvert fald til at holde for mig selv et lille stykke tid.
Desværre er han i et vadested lige nu, for han er tidligere tømmermester og efterfølgende en læreruddannelse. Han kan ikke holde arbejdsforholdene ud på skolen (mangel på kvalificerede lærere osv osv), så det har han sagt op.
Han elsker haveservice, men det giver ham jo ikke mad på bordet om vinteren, så han er også i gang med at retablere sin tømmervirksomhed.
Guderne skal vide, at der er mangel på tømrere. Jeg har bestilt nyt tag til mit udhus for 1,5 måned siden, accepteret tilbuddet, og er sat i venteposition.... Nå pyt bare det bliver lavet inden vinter, og inden jeg skal sætte matriklen til salg.

torsdag den 2. maj 2019

Ny affaldsordning

Vi har endelig fået ny affaldsordning her i kommunen.
Et beholder med 4 rum og en beholder med to rum, de to rum er til restaffald og bioaffald.
For et par år siden deltog jeg i en arbejdsgruppe i kommunen, hvor vi diskuterede den nye ordning. Det var ret givende. Og mange af de spørgsmål, der kom op, og som vi fandt en løsning på - dem har kommunen tacklet fuldstændig som vi blev enige om.
De har gjort det godt, min kommune.
Vi har fået tilbudt at beholde den gamle beholder til papir og glas og kan bruge den til haveaffald, som så vil blive hentet forår og efterår.
Jeg havde tænkt mig at beholde min, men men men - skraldemændene bytter lidt rundt på beholderne, så den jeg har stående nu, er simpelthen så grim, så nu har den fået mærkatet "Tag mig med".
4-rumsbeholderen - til papir, plast, glas og papir - er på 370 liter, og selvom jeg har gode armkræfter, har jeg svært ved at løfte låget. Og når jeg nu kun er mig selv på matriklen, har jeg bedt om at få en på 240 liter.
2 beholdere må være tilstrækkeligt. Det skal jo heller ikke ligne en affaldsstation lige derude ved min hoveddør.
Jeg har to kompostbeholdere, og de komposterer rigtig godt. Der kommer næsten alt mit økologiske grøntaffald i, og græsafklip bliver komposteret i baghaven. Jeg har godt nok bioklip på min slåmaskine, men det virker ikke rigtig på min plæne. Ellers er der jo også mulighed for at komme det i klare sække og køre på genbrugspladsen med det.

Og nu noget helt andet. Jeg har fået zoneterapi for mit svage højre ben 2 gange, og det kan godt være, at det er noget jeg bilder mig selv ind, jeg synes at mit svage ben er blevet noget stærkere. I går og i dag har jeg gået 4 km, og benet ekser ikke. Førhen var max km 3,5 og benet eksede...
Min moster havde nervebetændelse i kæberne, og havde vanvittige smerter. Hun fik zoneterapi og blev helbredt.
Min zoneterapeut er min yogalærer, så tilliden er i top. Jeg har desværre set en hel del plattenslagere i mit liv, så jeg er mega på vagt udi den alternative verden.
Jeg synes, det er så skønt, at jeg kan gå rundt med min slåmaskine … ligesom jeg går tur med min nys indkøbte rollator, for jeg har overhovedet ikke lyst til at falde mere.

tirsdag den 19. februar 2019

Nærmest lykkelig

er titlen på en sang TV2 synger.
Jeg var også nærmest lykkelig i morges, for i et par dage har jeg kredset om min forholdsvise nye støvsuger.
Den ville ikke suge, og lød temmelig mærkelig i maskinrummet.
Jeg havde fundet brugsanvisning og garantibevis frem (der er 5 års garanti på den), for jeg ville jo gerne have den repareret - hvis der altså var noget galt med den
Hvem kan dog leve uden en støvsuger?
Der er et afsnit i brugsanvisningen, der hedder blokeringer, og anvisning på hvordan man skiller den ad - dernede ved slangen.
Jeg kunne dog bare ikke få den fleksible slange af. Så har jeg heldigvis en radiatorbørste på 1 meter og den er temmelig bøjelig. Jeg fik den igennem, og stor var min forbavselse, for der sad en blokering!!!
Det var en banderole fra et garnnøgle - hvordan pokker den er kommet ind i støvsugeren, er en kilde til undren. Men jeg tænker, jeg har tabt den ind under sofaen!!!
Nu suger støvsugeren igen som den drøm den er, og jeg var nærmest lykkelig.

For nogle uger siden havde en due forvildet sig ind under terrassetaget, og den var ret forvirret - eller panisk. Jeg gætter på, at det var Viggo der var på færde. Viggo er genboens kat, og han vil gerne have min matrikel som sit andet hjem. I hvert fald - duen fandt vej ud igen og på sin vej ud ramte den et foderrør, som jeg har haft i mindst 30 år. Det faldt ned og gik i mange stykker. Det er jo ikke til at undvære foderrør, vel? Nærmest lykkelig var jeg, da jeg fandt et magen til ude hos min trælast i dag. Der kom to med hjem. Fuglene her er storspisende.

Ligeså gammel som foderrøret er vandsparerne på mine vandhaner i køkkenet. Jeg har lige kalket dem af (har sådan en sjov dut til at trække op over), og bagefter kom der kun en lille tynd stråle ud. Ved besøget hos trælasten kom der også en ny vandsparer med hjem. Den gamle skulle jo af, og den må være rustet fast, jeg har i hvert fald ikke nok kræfter til at få den af. MEN mine bestræbelser gjorde, at der nu kommer vand ud i rimelig mængde.

Sidste reparation i denne omgang bliver at skifte gammel bruser ud med ny.
Jeg kan godt lide at være gør-det-selv, kvinde!!!

fredag den 18. januar 2019

Nye låse

Jeg har haft besøg af låsesmeden idag.
Han har sat nye sikkerhedslåse på mine døre.
Så jeg skal have nye vaner, for jeg skal bruge nøgle både indefra og udefra.
Jeg kan heller ikke komme til at smække mig ude....
Jeg tror også at mit forsikringsselskab bifalder de nye låse.
Jeg bestilte låsesmeden, fordi jeg ikke kunne dreje nøglen i den ene lås.
Lidt symaskineolie hjalp på den sag.

tirsdag den 10. april 2018

Tålmodighed

Gad vist om jeg bliver testet i tålmodighed for øjeblikket?
Jeg fik mail fra mit forsikringsselskab om, at min vandskadesag var afsluttet.
Jeg kontaktede dem straks, og sagde, at det var den altså ikke.
Elektrikeren mangler stadig at sætte en loftdåse op  - han kunne ikke få den i trælasten, så han satte en anden slags op og lovede at komme igen, når den var kommet på lager. Det er snart en måned siden.
Han kom allerede i går eftermiddags, og kommer igen i dag, fordi tømreren havde lavet hullet i loftet for stort, så der skal en dækplade under.

Jeg fik også besked i e-boks, om hvornår jeg skal besøge neurologerne på Roskilde sygehus.
Den 4. juni! Og de gjorde meget ud af at fortælle, at der er 30 dages garanti"et eller andet" for mit besøg, og jeg kan kontakte dem for at blive henvist til et andet sted.
Jeg beholder tiden den 4. juni.
Og mit barn vil gerne med, for som de skriver 2 hører bedre end 1.

fredag den 9. marts 2018

Næsten færdig

Tirsdag morgen ankom der en tømrer for at isolere køkkenloft og sætte profilbrædder op.
Han kom også onsdag morgen for at sætte lister op og en plade over køkkenskabene.
Kl. 12.50 kom maleren lige forbi - han ville lige grunde profilbrædderne.
Han skulle skynde sig, for jeg skulle gå kort efter - arbejdet kaldte i det grønne hus.
Der gik ikke mange øjeblikke, så var det loft grundet.
Maleren kom igen torsdag morgen, og et par timer efter var han færdig.
Han forsøgte at få fat i "mester", men han var optaget på telefonen.
Han ville bare få ham til at sende en elektriker, der kan lave lampeudtaget og sætte lampe op.
Jeg har endnu ikke hørt fra dem.
Det lykkedes mig at finde en lampe i tirsdags, jeg kunne lide.
Jeg havde forelsket mig i "værkstedslampen" ved et besøg i Magasin, men da jeg var på bytur ville jeg ikke bære rundt på en lampe.
Tænkte, at det måtte være muligt at få den i Køge.
Nix, jeg fik at vide hos lampemageren, at den nu kun sælge af designeren i Silkeborg, som har trukket alle sine agenturer hjem.
Det er i hvert fald skønt at jeg kan opholde mig i køkkenet igen - husets hjerterum.

onsdag den 28. februar 2018

Gråt er godt

Lige et enkelt billede af min flotte plastikdør ud til mit køkken.
Her er godt nok koldt, selvom der er vintermåtter i loftet.
Nå det får vel en ende...
Jeg er næsten i konstant bevægelse, det giver en god varme.

Gråt er godt - var sidste års tema for adventsgaverne fra min datter.
Men
lilla er bedre - sluttede det med.
Et kilo skøn alpaca.

Hver en stump garn er strikket, og der er god brug for det hele i disse dage.
Jeg lagde ud med en poncho med manchetter.
Så blev det en hue med KVAST, og huen er lang nok til at rumme min hestehale.
Og til slut en cowl - eller på godt dansk et langt, langt halstørklæde der er syet sammen i enderne.
Det kan nå tre gange rundt om halsen, og det er meget passende i denne kulde, samtidig med at det også dækker det meste af underansigtet.

fredag den 23. februar 2018

Skimmelsvamp

De gode skimmelsvamp folk gjorde et godt og hurtigt arbejde.
Der er nu renset for skimmelsvamp i loftet, og der er taget prøve, der sendes til et laboratorie.
Hvis den viser, at der stadig er svamp, skal processen gentages.
Jeg bød dem velkommen i det kolde køkken, og det fik en af dem til at udbryde, hvorfor er der ikke sat vintermåtter op?
Det kunne jeg jo ikke svare på, men han kørte fluks til trælasten og købte vintermåtter.
De har også sat en affugter op, som skal virke en, to eller tre uger.jeg håber på een uge, for den larmer som en kraftig støvsuger.
Jeg må vist flygte ud i det virkelige liv.
Eller skrue ekstra op for musikken, så det kan overdøve affugteren.
Der skulle meget gerne blive varmere i køkkenet, så jeg kan opholde mig derude igen. Det er jo mit foretrukne sted at være.

torsdag den 22. februar 2018

Endelig sker der noget...

jeg blev ringet op i formiddags af Lars, som kunne fortælle at skimmelsvampmanden kommer og ordner loftet i morgen. Der kommer også en tømrer med, som tage en plade ned.
Der bliver renser overalt, og så bliver der sat en affugter op.
En uge med affugter....
Så der er håb ude i den nærmeste fremtid om at livet kan blive nogenlunde normalt igen.

onsdag den 21. februar 2018

Frosset ned...

Jeg er frosset ned ...
For laaannng tid siden var her nogle tømrere for at hive køkkenloft og isolering ned.
Der kom temmelig meget vand ned.
De ville bestille fugttest mand, der skulle komme og måle loft og vægge - og bryggers, om der også var vandskade der.
Jeg ventede og ventede.
Jeg havde heldigvis fået dem til at sætte et stykke plastik for udgangen ned til køkkenet (der er ingen dør), ellers havde det været svært at holde varmen i resten af huset.
Der er 12-14 graders varme i køkkenet. Når solen står på, er der dejligt varmt at være. Solen er jo kun en sporadisk gæst på denne årstid.
Lidt køligt, så madlavning foregår ret hurtigt.
Et par dage efter tømrerne havde sat plastikken op - jeg opholdt mig i stuen - lød der en lyd ude fra køkkenet. Det var plastikken, der bevægede sig hen over gulvet. Jeg sad helt stiv, og turde ikke rigtig bevæge mig. Da der var gået noget tid, kom jeg til mig selv og bevægede mig ud for at undersøge sagerne.
Det blæste ret kraftigt udenfor, og trykket fra vinden blæste til plastikdøren 6 meter inde i huset. Næste dag - i dagslys - blev plastikken forkortet, så den ikke slæbte hen over gulvet.
Der er jo kun en vandfast finerplade og noget tagpap og åbent ud til det fri i den ene side, så vinden har gode betingelser for at blæse på det hele.
Der gik en uge, før fugttest manden ankom. Han målte alle vegne, og konstaterede nogle sorte pletter, som han ville bestille en test af - om der er skimmelsvamp.Så jeg venter - stadig - på en mand, der skal komme og teste, rense, forsejle osv osv.
Bagefter skal der komme en affugtermaskine, som skal stå og virke - i endnu en uge.
Så kan tømrerne ankomme og retablere.
Behøver jeg at sige, at jeg er rimelig TRÆT af at have vandskade?
Må sige, at jeg bruger stue og førstesal temmelig meget, når jeg nu ikke kan opholde mig i køkkenet, hvor det meste plejer at foregå.
Planlagte besøg er aflyst, for det er jo ikke til at have gæster, når her er koldt/køligt.
Jeg er stor ynder af at sige, at der er en mening med alt. En gang imellem kan det være pokkers svært at se meningen med VANDSKADE. Andet end lige jeg føler mig låst og frosset ned....

onsdag den 7. februar 2018

Alt i orden igen

I sidste uge gik mit toilet totalt i udu.
Ingen vand ind og derfor heller ingen vand ud.
VVS-manden kiggede forbi onsdag formiddag og reparerede det.
Det er bare så skønt at kunne trykke på knappen, og der bliver skyllet.
Værsågod at skylle.
Lige pludselig bliver en selvfølgelighed lige pludselig ikke en selvfølge.
Heldigvis kan en spand fyldt med vand også skylle ud, selvom det er en anelse besværligt.

Onsdag - samme dag som VVS-manden kom - kom tagpapmændene og læssede materialer af.
Og kørte igen, fordi det regnede og man kan ikke lægge tagpap på, når det regner.
Torsdag morgen kom de forbi igen, og kørte 4 timer senere.
Og nu er jeg den glade og lykkelige indehaver af en total tæt terrasse.
Livet føles atter i vater.

Så skal de øvrige håndværkere bare have tid og komme og lave det indvendige....

tirsdag den 30. januar 2018

Bytur

I dag havde jeg en aftale med en veninde om en bytur.
Vi skulle shoppe en anelse - det kunne jo være, at der var noget vi absolut ikke kunne leve uden - og ud at spise frokost, OG slentre rundt i det københavnske.
Vi mødtes tidligt og vandrede over i Magasin. Det var så intet på restudsalget at komme efter.
Bortset fra et skønt sportssæt til hendes mand - med 50%. Det er der noget ved....
Jeg fik en lysestage i julegave fra Georg Jensen - i mat stål.
Den skulle være i blankt stål, så jeg havde taget den med i tasken, og sandelig jeg var heldig at de gerne ville bytte den i G.J.s stand i Maga. Selvom der ikke var byttemærke på.
Ih, hvor er jeg glad for den - for den passer nu til det andet jeg har.
Herefter vandrede vi hen i Dalle Valle og spiste skøn mad - der er masser på buffeten for sådan en som mig.
Og lige pludselig var kl. 14.30, og vi tog afsked.
8 km og nogle skønne timer sammen.
Det var skønt at mærke på mit højre ben, at det ikke slæber hen ad jorden mere, så min ihærdige træning i et par uger har hjulpet.
Jeg nåede lige i morges at ringe til VVS manden, og han kommer i morgen.
Peter, tagpapmand, har skrevet til mig, at han også kommer i morgen, hvis vejret tillader det.
Så må jeg jo bare udsætte mit besøg hos min niece og hendes nyfødte søn.
Jeg mangler kun en søm på lukkekanten til sønnens patchwork legetæppe og sy et stort M. Han skal nemlig hedde noget med M. den lille nye Fledelius.

mandag den 29. januar 2018

Toilet - og en nytårskoncert

Lige nu er jeg ret ked af at der kun er et toilet her i huset, for det eneste ene er gået i udu.
Der kommer ingen vand i cisternen. Og lige på VVS området har jeg absolut ingen viden eller erfaring, så første ting at gøre i morgen er at ringe til VVS manden.
Heldigvis er der da vand i hanerne, så jeg kan fylde en spand og hænde i kummen...
Suk.
Du glade husejer = mig.

I går eftermiddags var jeg inviteret til Nytårskoncert på Teaterbygningen her i byen af en veninde. Det var et festfyrværkeri af skøn musik - både klassisk, opera og pop.
Det var primært med lokale kunstnere.
Søde Julie Bertelsen var konferencier. Hun sang bl.a. en sang hendes far havde skrevet - og hun sang selvfølgelig på grønlandsk.
Koncerten sluttede af med Pomp and Circumstances - ganske festligt.

mandag den 22. januar 2018

Endelig... og skat

Rengøring af hytten min har været på et absolut minimu, siden jeg havde vandskade i køkkenet.
Der er absolut ingen grund til at bruge energi på rengøring, når der skal komme håndværkere og rode.
Jeg har ventet pænt længe, og i torsdags var jeg bare nødt til at gøre rent (gæstebud...)
Jeg var lige færdig, så ringede de til mig.
I dag kom den rare tagpapmand og besigtigede terrassen.
Den sidste vandskadeudbedring fra 2014 kunne han hurtigt benævne klamphuggere....
Han klager over det og jeg har gjort det samme.
Om det hjælper ved kun guderne.
Men jeg har bestilt helt nyt gulv på den terrasse, og jeg får fine skinner hele vejen rundt og ved dørene.
Ih hvor jeg glæder mig, for jeg er ret så træt af vandskader.

Jeg har også fået en ny årsopgørelse fra det danske skattevæsen for 2016. Bare fordi jeg har meldt mig til at få grøn energi hos mit el-selskab, giver det et skattefradrag, og en hund ind på nem-kontoen.
Tak for det.