Kenja

I går havde jeg bestilt tid til zoneterapi og massage af hele kroppen.

Det var første gang i mit liv jeg fik det, og jeg har bestilt tid til massage igen.

Det var noget af det bedste jeg har gjort i nyere tid.

Og Kenja var hjemme.

Hun er den skønneste lille labber pige på 3 år.

Hun er meget dygtig jagthund.

Hun klarer let 40-45 apporteringer i løbet af en jagt, og elsker det.

Tihi, jeg tænker på min Black, der bestemt ikke gad apportere - hans tidligere ejer kunne selv hente sit bytte.

Kenja skal have hvalpe til vinter, og jeg spurgte pænt om jeg måtte komme (næsten) daglig for at hilse på hvalpene. Meget gerne - for det er en del af socialiseringen af dem.

Livet kan være svært

Der sker mange ting i livet.
Ind i mellem kan det være svært.
Det er det i disse dage.
Min søde, kære, rare og skønne lillebror på 61 år har været ved sin hospitalslæge i dag og fået at vide, at han skal søge pension.
Hans kræft har bredt sig til hele bughulen. Det er jo ikke ret godt.
Kræften i hans lunger er for nedadgående. Heldigvis.
Min niece har termin omkring den 18. januar, og hun skal i hvert fald ikke have at vide, at morfar har det dårligt....
Puha, fars pige - ret stærke bånd mellem far og datter.
Suk - det liv og den død.

Udflugt

Når nu datterens og svigersønnens campingvogn er skrottet, og mens de venter på en ny, som kommer i 2018, hvad gør man så, når man har ferie?

Så lejer man da bare en hytte eller to.

Første hytte lejede de hos De hvide Svaner ved Karrebæksminde.

Og traditionen tro inviterede de på frokost.

Efter frokosten kørte vi en tur ud til Enø,

hvor vi fik is.

Kæmpeis

Årh, de smagte særdeles skønt.

Vejret var det skønneste.

Vi smuttede også lige forbi Fuglebjerg for at se på campingvogne.

Jeg kan konstatere, at mit liv som campist er definitivt slut - efter 45 år!

Stakkels Kenzo hund kiggede langt efter isene.

Han får kun sit allergivenlige foder, for den stakkels hund lider voldsomt af allergi.

Han får til gengæld mange klap og opmærksomhed.

Der er så pænt på Enø.

Arv og gavekort

I min forhave har jeg tre brøndringe, og da jeg fyldte flis på sidste år, blev planten i den ene brøndring klippet helt ned til jordhøjde, og der blev lagt et ordentligt lag flis på.

Rødderne skal jo graves op, for at der kan komme nyt liv i den.

Jeg har "arvet" en god og stærk vejgreb fra min Finn.

Han havde vist fået den "forærende" på en af sine arbejdspladser,  da han arbejdede som elektriker.

Jeg vil gætte på, at sandheden er, at han har byttet sig til den for nogle stikkontakter!!!

Flab!

I hvert fald har jeg STOR glæde af den, for den kan holde til næsten hvad som helst.

Jeg hamrer den godt ned i jorden - lige ned - vrikker lidt med den, og sætter mig på den.

Det gode gamle vægtstangsprincip virker rigtig godt, for de seje, godt sammenvoksede rødder rokker sig, og der skal kun en times tids arbejde til, så er det hele fjernet.

For jeg har indløst et fødselsdagsgavekort til Thyme - det lokale plantecenter, som ligger en lille kilometer fra min matrikel.

Jeg kørte på cykel derhen, fik fat i en gartner, for jeg ville gerne have lidt hjælp.

Planten til brøndringen skal være langsomtvoksende og kunne tåle benzinosen fra den vej, jeg bor på.

Det blev til denne blågran.

Den blev transporteret i cykelkurven hjem - jeg gik. Det var lidt for tungt for forhjulet, og jeg skal jo passe på ikke at falde i år, og blive fyldt med sår - et nytårsforsæt (ingen sår i år).

Der var lidt penge i overskud, så der kom også læggekartofler og stikløg med hjem.

De kan lægges og sættes, lige så snart jeg har fået sat noget katteværn op.

Efter Black hund har forladt livet, kommer alle kvarterets katte på besøg, og graver i mine højbede og andre steder.

Jeg tænker på at anskaffe mig en hund - bare en lille en - jeg kan lære at gå rundt i folks haver og grave. Helt ligesom en kat. Jeg bliver nok upopulær!!

Mine skønne logerende

Min datter og skønne Kenzo kom i går og bliver i nogle dage.
Mit barn og svigersøn skal have istandsat køkken-alrum, og så må barnet ikke være i sit hus.
Det er så hyggeligt at have dem boende - specielt at have hund igen for nogle dage.
Kenzo er snart to år, og fræk teen-ager. Han elsker at gå på opdagelse efter sko!! Han bærer bare rundt med dem i munden, og afleverer, når han får besked på det.
Vi går tur i min have, som jo heldigvis - i dette tilfælde - er stor.
Bare fordi der er mange - som i vildt mange - glasskår på den vej jeg bor på.
Jeg ville ønske, at folk ville lade være med at smide deres flasker ud af bilvinderne!!
Det er hverken godt for hundepoter eller cykeldæk.

Når der sker noget....

Når der sker noget ude i verdenen eller i privatsfæren, kan jeg godt lide at lægge mærke til min egen reaktion - fremfor at fokusere på begivenhederne.
Min svoger (Finns storebror) har fået kræft i endetarmen - jeg blev trist.
En veninde har haft voldsomme anfald (vistnok af nyresten) - jeg kunne mærke hendes smerte.
Min niece og hendes kæreste er gået fra hinanden - jeg blev meget trist.
Min datters hund kom voldsomt til skade - jeg var ganske rolig og tryg, for barnet er temmelig handlekraftig og hunden kom til dyrlægen omgående.
Et TV-program om børn på psyk og den unge pige, der led af anoreksi, og nægtede at spise og blev tvangsfodret - jeg underede mig meget over at jeg blev arrig over hendes reaktion.
Og den megakæmpekraftige dame, der satte sig på mig i S-toget. Jeg sad ved vinduet og der sad en mand ude ved midtergangen. Damen ville meget gerne sidde imellem os. Manden sov, så hun kunne jo ikke bede ham om at flytte sig. Men hun satte sig - først på mig med ½ kæmpelår, for siden af vrikke sit kæmpekorpus ned på plads. Jeg blev temmelig klemt - gad vist hvordan manden ved midtergangen følte det, nu han sov. Min bevægelsesfrihed var absolut ikke tilstedeværende. Min første tanke - kan du være der? derefter: det er da meget lettere at bede mig om at rejse mig, så du kan sidde behageligt. Jeg må nok indrømme, at jeg boblede lidt indvendigt over situationen, for den var ret komisk, og da vi havde kørt en enkelt station, lettede jeg bagdelen og forlod stillekupeen og gik ind i flexrummet, hvor der var et ledigt klapsæde.

De der hunde

Mille 8 år

Sjovt som livet kan forme sig.

Da jeg var barn, kom jeg/vi en del hos min moster og morbror i Rødovre. På vejen boede en irsk setter, og jeg var vildt bange for den.

I 1975, da min lille familie og jeg flyttede ind her på matriklen, ønskede 2/3 af familien en hund. Jeg HÅBEDE vildt og inderligt at de havde glemt deres ønske. NEJ, det gjorde de ikke. Jeg var stadig bange for hunde og ville bestemt ikke have en.

Demokratiet sejrede og flertallet vandt.

Få uger efter vi var flyttet ind her, skulle vi besøge min søster og svoger på Djursland. Min Finn havde undersøgt markedet  og diverse hundebøger for hvilken hund, der egnede sig til vores familie. Hans valg var faldet på en dalmatiner, og på det tidspunkt kostede en hvalp 2.000 kr.

Nå, vi drog til Jylland, og min svoger sagde, da han hørte prisen på en dalmatiner - hunde det er da ikke noget man giver penge for.

Han kiggede den lokale sprøjte igennem og fandt ud af, at hans inseminator (altså til hans grise) havde boxerhunde til salg. Til 400 kr. uden stamtavle og 450 kr. med stamtavle.

Vi kørte ude for at se på boxerhvalpene, og jeg totalt uinteresseret. Men mand og barn var solgt på stedet, og Sputnik - den sidste hvalp i kuldet - kom med os hjem. Manden lokkede alt det han kunne. Jeg havde kig på noget skønt keramik nede fra "hippierne" til en lige så stor formue som hunden. Vi indgik et kompromis - jeg fik min halve hund i form af keramikken og mand og barn fik ægte hund.

Barnet blev i det jyske hos moster et par uger og vi drog hjem til Sjælland med hund OG 5 HØNS I EN PAPKASSE. Vi var jo blevet parcelhusejere med meget jord til. Der var plads til det hele.

På vej hjem var hund og høns på bagsædet, og på et tidspunkt udbryder jeg: Gud jeg turde røre ved DEN. Det var altså en hanhund, så det skulle jo hedde HAM.

Kræet skulle jo have et navn. Mit barn gik meget op i bongotrommer i sin daginstitution på det tidspunkt, så selvfølgelig skulle han hedde Bongo, og det blev altså hans navn.

Han var en alfa hund af format og kun på et tidspunkt har jeg set alfahunden fortabt. 

Det var, da vi under udbygning af huset, lukkede trappen af for befordring til førstesalen - og vi mennesker besteg den via en stige. Vi kom jo ned igen.... og blev hilst hjertelig velkommen.

Vi mennesker skulle jo passe vores arbejde, og barnet var på ferie, så hunden blev ladt alene hjemme den første dag i sit nye hjem.

Manden skulle til aftenmøde, så jeg stod der med alle mine talenter og vidste intet som helst om hunde og hvad de spiser. Jeg stegte hamburgere og kogte kartofler til den lille hvalp, som spiste med stort velbehag. HØ, den var vist ikke gået i dag....

Bongo havde et skønt og aktivt boxer liv. Han blev næsten 14 år.  Inden hans afgang flyttede Tanja, boxer hun på 8 måneder, ind. De var sammen, de to, i nogle måneder. 

Det var mega svært at tage afsked med den kære Bongo.

Vi fik Tanja fra et internat. Hun var godt opdraget af sine tidligere ejere, MEN det fik jeg hurtigt ødelagt. Jeg er totalt uegnet til at opdrage hunde, for jeg synes det er så sjove og umiddelbare, så jeg griner af deres narrestreger.

Desværre fik Tanja kræft i svær grad, og blev opereret 3 gange. Det hjalp ikke en fis.

Vi havde anskaffet Max boxer flab i slutningen af 1996. Han gjorde sit allerbedste for at sno alle om en af sine poter. 

Bongo og Tanja havde kuperede haler. Max havde fået lov at beholde sin lange hale, og det gjorde ham kun mere charmerende.

På et tidspunkt forsøgte jeg at give Max lidt hundeopdragelse - sit dæk stå!!! - og hunden ville overhovedet ikke lystre.

Tanja lå inde i sin stol og hørte mine ordrer og Max reaktion. Hun kom humpende ud på tre ben (det 4. var kræftbefængt - selv efter operation) og sagde bare et dyt og velvalgt VUF. Jeg var dybt forbløffet, for Max hund makkede ret og opførte sig som en dydig hund.

Det var også en tung gang til dyrlægen med Tanja pigen - den der kræft en ret ubehagelig for både hund og mennesker.

I februar 2005 fik Max en voldsom hjerneblødning, og han drønede rundt ude i haven som en vanvittig. Min Finn ringede til mig på arbejdet. Om jeg ville skynde mig hjem. Finn var hjemmegående på det tidspunkt. Der er langt hjem fra Søborg til Køge. Inden jeg fik samlet mig sammen fra 8. sal i TV-Byen til at komme ned og pakke sammen, finde en bil og komme hjem til Køge - der gik næsten en time, og jeg bad til at jeg kom hjem i så god tid, at jeg kunne få sagt farvel til Max. Nix, 3 minutter inden jeg ankom, var han død.

Det var livet med 3 boxerhunde. 

Så skulle vi være uden hund for autocamperlivet trak.

Selvom det havde været der i en del år.

På det tidspunkt havde min Finn været hjemmegående i små 10 år (der var en dyb depression i vejen for arbejdslivet), og da vi nåede hen til december 2005, blev vi kontaktet af en god ven. Hans svigersøn havde en hund, som var fuldt uddannet jagthund, og som absolut IKKE ville apportere og hente byttet nede i Tryggevælde Å. Om vi ville have ham? Hvis nej, blev han aflivet.

Min Finn synes, at livet til tider kunne være lidt ensomt, så han synes da, at vi skulle sige ja.

Det er OK med mig, MEN DU går tur med dyret og fodrer ham.

Black flyttede ind den 28. december 2005.

Finn var ude at gå med ham TO gange og maden - ja gæt selv.

Altså, når man tager et dyr indenfor, skal det også passes ordentligt.

Stakkels Finn havde jo en kæmpe hjernesvulst, der trykkede på diverse centre i hans hjerne, så han mistede en del af sin almindelige logik og andet.

Heldigvis fik jeg da ødelagt Blacks gode opdragelse.

Men det fandt jeg da først ud af langt senere.

Finn og Black fik 8 gode måneder sammen, så flyttede husherren på hospital og senere plejehjem.

På et tidspunkt fik ham sagt klart og tydeligt: BLACKMAN.

Jeg vidste jo særdeles godt hvad han mente. Jeg brokkede mig dagligt over "den satans hund". Hunden skulle jo passes, det samme skulle mand, hus, have, fuldtidsjob og omgangskreds.

Så svaret kom da klart og tydeligt fra mig: Bare rolig, han bliver hos mig, til han forlader dette liv.

Og det gjorde han i april 2016. Næsten 13 år - og et pokkers godt hundeliv.

Det var mit liv med hunde, og det gjorde ikke spor om en ny hund flyttede ind, for jeg har lært at holde af hunde. MEN der flytter ingen hund ind, for der er både fordele og ulemper ved at have hund. Og en af ulemperne er pasning, når man skal ud at rejse - eller bare i byen, og måske overnatte. Så er der et hensyn ti en hund, man bestemt ikke kan sidde overhørig.

Så jeg har bestemt mig for at være egoistisk resten af mine dage.

Og være som en bedstemor og bare nyde andres hunde.

Strik, en skønhed, LONDON, garn og DØDEN - en blandet landhandel som også kaldes livet

Hvor tiden dog løber alt for stærkt for en pensionist, der nyder hvert et minut af livet.

Jeg færdiggjorde en poncho tidligere i denne måned - før jeg tog til London.

Den er et hit. Strikket i alpaca.

Min kæreste svigersøn blev indlagt kort før min datter og jeg skulle til London, så plan B måtte træde i kraft.

Min datter har ikke kørekort, det har jeg.

Jeg har også en bil.

Det har datter og svigersøn også. En dejlig stor bil - med 4-hjuls træk.

Svigersønnen var kommet afsted ret hurtigt til sygehuset - kun iført meget lidt tøj.

Så fredag, før vi skulle rejse, kørte jeg til min datter for at hente tøj til min svigersøn, og afleverede det til ham på sygehuset.

Han havde været til operation, og de opererede ham ikke, for der var betændelse omkring hans nyresten.

Det var meningen han skulle komme hjem den følgende dag, det kom han så ikke, for der var noget, der ikke var som det skulle være.

Så jeg startede igen min lille bil, og kørte til datteren og den søde hund KENZO, som altså også er en labber.

Vi pakkede hund, bagage til datteren og de nødvendige ting til Kenzo, for han skulle i pension i sin kennel.

Svigersønnen havde sagt at jeg bare kunne køre i hans bil, MEN Kenzos bur kunne godt være i min lille Panda.

Og jeg fik båret hunden ind på bagsædet, hvor han bare lagde sig ned og sov - i sit bur.

Damn, tænkte jeg, hvorfor havde jeg dog ikke anskaffet mig sådan et bur til min Black? for han kartede rundt på bagsædet som en gal, hver gang vi var ude at køre (han var dog i sele).

Det er jo lige meget nu.

Vi fik afleveret Kenzo, og hilst på alle hundene i kennelen (hvor Kenzo kommer fra).

JOY, den lille skønhed på billedet ovenover, er/var 15 uger, og desværre var hun ikke til salg, ellers kunne det godt være at hun var kommet med mig hjem.

Nej, ikke flere hunde til mig. Man bliver alt for afhængig, og det vil jeg ikke være. 

Søndag tog vi til London og alt gik planmæssigt.

Endelig, endelig langt om længe gik infrastrukturen i deres transportsystem op for os begge to.

Vi investerede i et Oyster kort (noget lig rejsekortet), og brugte det flittigt de dage var var der.

Vi fik også gået adskillige kilometer.

Vi boede i en lejlighed et par hundrede meter fra Big Ben - altså meget centralt i byen.

Lejlighed med køkken, fordi vi skulle spise alle måltider lavet af os selv.

Der var ikke meget vand i Themsen, så der var flodbredder man kunne gå på

Billedet herover (taget fra London Bridge broen) - meget moderne bygning, og helt nede i gadeplan var en cafe lavet af det mest forfærdelige gamle drivtømmer. Det var bare grimt og passede overhovedet ikke ind nogen steder.

Et besøg ude/oppe nordpå i Islington. Der var lidt forfald hist og pist.

Et smukt gammelt engelsk hus - vistnok på Pall Mall.

Vi besøgte LOOP (og nej det var ikke mit motionscenter) - en garnforretning i Camden passage.

Huh, datteren min købte garn, og hun købte så meget, at hun fik et fuldt rabatkort, der giver  "ret" til 15% på hendes næste køb fra LOOP.

Hun forærede sin moder et enkelt fed Woolmeise uld, og jeg købte også et enkelt fed selv.

150 gram pr. fed.

Pris: 27,50 Pund pr. styks.

De er begge vundet op og jeg er i gang med at strikke af det.

Det var et skønt besøg i byen, og vi skal vist afsted igen næste år i oktober.

Jeg elsker Paris, og jeg elsker London lige så meget.

Så meget, at jeg ser på ophold en gang til foråret....

Vel hjemme igen.

Svigersønnen var blevet udskrevet nogle dage efter vi rejste, og da han hentede datteren i lufthavnen, så han ikke ret godt ud.

Hans nyresten var ikke passeret endnu, og han skal ind i næste måned og have dem fjernet.

MEN bulletinerne nu lyder, at de vist har passeret, for han har det godt igen.

Da jeg skulle hjem fra lufthavnen med metro, tog og bus (som normalt ville tage ca. 1 time 15 min) var der problemer med mit S-tog, så jeg var 2 timer 45 minutter undervejs.

Jeg var TRÆT da jeg endelig landede helt hjemme.

Heldigvis havde jeg nogle dage uden aftaler, så det var afslapning på højt plan.

I week-enden var der familiedag, og jeg fik udleveret en bog - den sidste nye om Harry Potter. Det interesserer mig ikke det fjerneste, men en af nevøerne synes jeg skulle læse hans nyerhvervelse (på engelsk), så jeg kunne se hvad jeg går glip af, når vi alle sammen skal til London igen i december (nogle af familiemedlemmerne skal ind at se en forestilling om Harry Potter, vi resterende, der ikke har billetter til forestillingen, skal sikkert på Pub crawl eller noget andet).

Mandag formiddag ringede min tante. Jeg vidste med det samme, at der var noget galt.

Min tante er gift med min morbror, og han er 86 og tanten næsten lige så gammel.

Min morbror har lidt af asbestose i 40-50 år og lever "fint" med det.

De har besluttet, at de vil blive meget gamle!! De har bl.a. inviteret hele familien til 65 år bryllupsdag næste år i november!!

Jeg tænkte....

Og jeg tænkte forkert...

Det var deres yngste datter, der havde forladt dette liv.

I slutningen af 50erne. Alt for tidligt.

Hun led af astma og KOL og hun havde lungebetændelse.

Obduktionen viste, at hun var blevet kvalt en noget slim hun ikke kunne få hostet op.

Hun lå ude i sit køkken, og storesøster kunne fortælle, at hun så - trods alt - meget fredfyldt ud.

Døden sætter tanker i gang hos mig.

Gør det du har lyst til NU og ikke i morgen.

Så det gør jeg - fuldstændig som jeg altid har gjort - bare lidt mere intenst end før.

I dag har jeg været i LOOP for at konditræne - specielt mit åndedræt - og bagefter på torvet i Køge (torvedag) og hente røde roser til bårebuketten senere på ugen.

Jeg skulle også have røgede sild til mine frokostgæster en af de kommende dage.

Besøg i Horsens - og en natlig opringning

Jeg har været en tur i Horsens i dag sammen med de andre nørklere og butiksfolk fra Røde Kors i Køge. Vi skulle besøge fordelingscenteret derovre. Der er også et fordelingscenter i Køge.
Vi kørte med bus derover. Det var en herlig tur - det er nogle søde mennesker.
Holddaop, som der blev snakket på hele turen.
Åh, jeg elsker at køre i behagelige turistbusser.
Det er en imponerende logistik, de kan præstere i centeret i Horsens.
650.000 stykker tøj, sko og tasker går gennem deres hænder om året.
Intet går til spilde.
Sidste stop på vejen for tøjet er salg til opkøbere - og der er primært fra udlandet.
Da vi stod ved et af fordelingsbåndene, kom der noget stof forbi med Hello Kitty, og det havnede i en af træburene. Det gik stærkt, og var i buret inden jeg nåede at sige, at det ville jeg da gerne have haft med hjem til et patchworktæppe til børnene.
MEN de giver ikke noget til nogen, fik jeg at vide, for så kunne der opstå misundelse mellem grupperne.
????????
Misundelse?
Jamen, jeg var da et stort spørgsmåltegn.
Altså, vi skal sy og strikke efter nogle bestemte opskrifter (håbløst gammeldags), for der må ikke opstå misundelse mødrene imellem ude i kriseområderne.
Der er noget jeg bestemt ikke forstår: når man lever i udsatte områder, tænker man nok ikke på misundelse over om "sidemandens" bluse eller bukser er "finere" end ens eget. Det handler jo nok mere om at få tøj på kroppen, holde varmen og ellers overleve.
MEN jeg må åbenbart have talt godt for børnenes sag, for de vil fiske stoffet op til mig, og det kommer med i næste sending til Køge.
Tæppet vil blive syet med ekstra mange gode og kærlige tanker til modtageren.
Jeg har klaret HELE dagen - med kun en powernap på 10 minutter.
For jeg fik kun 3 timers søvn sidste nat.
Lidt over midnat ringede min telefon. Jeg lå og læste og selvfølgelig hoppede jeg i sengen.
Natlige opkald betyder som regel noget mindre godt.
Det var mit barn.
Ups, hvad nu?
Min kære svigersøn var blevet indlagt. Nyresten.
Uha, det er vist ret smertefuldt, og han er særdeles god til at lide af mandeinfluenza.
Han havde "nået" at kaste op over det meste af huset.... så barnet mit var iført rumdragt og i gang med rengøring af hytten.
Svigerbarnet skal opereres i morgen. Der har været akutoperationer i dag, så han måtte vente.
Søndag skal min datter og jeg til London, så plan B er trådt i kraft.
Der er jo en lille labberhund at tænke på.
Og jeg skal være chauffør, for mit barn har ikke kørekort.
I morgen skal jeg rengøre min bil, som har været brugt til at køre sten, jord og flis i. Og med nul immumforsvar skal den rengøres helt vildt grundigt. Bestemt ikke en af mine spidskompetencer, men mon ikke jeg kan finde det gode rengøringsgen frem?

Cashmere - og med model indeni.

Min datters hund Kenzo - 1 årig labber - som stadig gør som en damehund.

Gav vist om han nogensinde kommer til at tisse som en hanhund???

Skøn hund.

I går var jeg på camping - hos mit barn og svigersøn.

Efter frokosten syede jeg min nye sweaters sammen, og

endelig

kan jeg vise den her med mig indeni.

Det er jo lidt vanskeligt at fotografere sig selv med færdiggjort strik på.

Så det er jo bare om at benytte sig af lejligheden, når der er en der kan agere fotograf.

Den sweater kommer jeg til at bruge MEGET.

Det er 75% cashmere og 25% uld - af en eller anden slags, og den kradser ikke.

Det er den 3. cashmere sweater/trøje jeg har strikket.

De to foregående er noget mindre godt, fordi det er ren cashmere, og det har ingen hukommelse, så det pladrer ud og ligner noget, der er grimt.

Ærgerligt, for prisen ligger sandelige i den meget dyre ende.

Ingen grund til at være ærgerlig, for de er gode at have på om natten om vinteren.

Kenzo har på et tidspunkt hjulpet mig med at strikke den. Han kom slæbende med strikketøjet i munden, og så bryder jeg ud i latter. Det så så skønt ud. Han slap omgående.

Mønsteret har jeg fundet frem til ved at strikke "baglæns" på en trøje, jeg lige nåede at få af min veninde inden hun blev myrdet.

Så trøjen er døbt VIVI-blusen.

Afsked - og det værste jeg ved

I dag har vi måttet tage afsked med endnu en god ven.
Det kan kræve sin quinde ....
Livet går videre - trods alt.
Jeg var lige færdig i mit træningscenter, da SMS kom.
Så var det bare om at finde en bænk og kontakte mit barn.
Det er bare det værste jeg ved i denne verden - det er når mit barn er dybt ulykkelig.
Jeg lytter og vi trøster hinanden.
Et par gange i hendes liv står så tydeligt i min erindring - om hvor jeg ikke måtte være med og beskytte hende.
Første gang var da hun var seks år og skulle have fjernet polypper. Hun skulle sidde på skødet af en sygeplejerske hos ørelægen og blev dækket med et sort dækken. Så fik hun bedøvelsesmasken på, og det står for hende som noget uhyggeligt. Og jeg blev bedt om at forlade lokalet.
Anden gang var da vi (min svigersøn og mig) fulgtes ned på operationsgangen til teamet på 14 sygeplejersker og læger, der skulle transplantere hendes nye lunger.
Barnet sad i lotusstilling og var .... det er så svært at beskrive den situation.
Det eneste jeg ønskede var at beskytte hende. Og hun fik jo livet tilbage.
Jeg var på vej til torvedagen på Køge torv, så jeg fandt hurtigt min yndlingsrestaurant og bestilte en gravøl og kunne sidde og reflektere over livet - og det at tage afsked.
Det er - trods alt - herligt at sidde der i solen og fundere, og kigge på omgivelserne.
Der kom en dame et godt stykke op i halvfemserne, sammen med sin søn. Damen skulle have en øl, sønnen ligeledes. Damen skulle ryge, og hun fandt et flot guld cigaretrør frem. Lidt ligesom fra en svunden tid.
Et par borde lidt væk sad en mor og hendes aldeles skønne søn på et halv år. Han blev på det nærmeste nusset ihjel af mormor og morfar.
Mit liv bragte mig videre ud til boderne, og der kom melon, vinduer, jordbær og æbler med hjem. Et besøg hos ostemanden og jeg puttede en camenbert i posen, som dog skal modne mere i 3 uger. Han fandt en camenbert, som jeg kunne og skulle spise nu.
Jeg tænker ofte på en camenbert jeg fik i det franske for et par år siden ude ved Monets have. Lige præcis som en camenbert skal være, og det sker ostemanden på Køge torv kan matche den.
Videre ud at lede efter krydderurter. Med hjem kom karryurt, appelsin timian og koriander. De er plantet ude i haven.
Livet går videre - også i haven.

Sygedag - sygemelding

da jeg gik på arbejde, skete det - en meget sjælden gang - at jeg måtte melde mig syg.
Jeg skulle på arbejde i dag i det grønne hus. Jeg skulle bage brødet (min del af forberedelserne).
I formiddags bagte jeg brødet - skønne timian flutes - og ved normal arbejdstids begyndelse kørte jeg ind med brødet, og måtte desværre svigte holdet. Heldigvis skulle vi være fire på vagt, så det kunne klares uden min hjælp.
Altså en sygemelding. Det er første gang i de mere end tre år, jeg har været med, at jeg "svigter".
Fy.sisk er alt helt i orden, det sker jo at man kan få ondt i sjælen.

Nye tider

I går aftes havde vi møde i vores englegruppe, hvor Vivi var medlem.
Vi fik snakket os ganske godt igennem hver vores egen måde at sørge på over det skrækkelige, der var sket med hende, så vi kan komme videre med livet.
Det var virkelig en befrielse, og jeg vågnede helt glad i maven i morges.
I går formiddags var jeg også til tandlægen (igen-igen) - en never-ending story - og tandlægen fik besked på, at hun skulle få mig til at grine.
Det lykkedes ganske godt adskillige gange, men det gik da rent "galt", da klinikassistenten havde for meget sug på slangen, så min tunge kom et godt stykke med ud. Da stoppede al behandling, og fortsatte først da jeg var færdig med at grine.
I englegruppen laver vi lidt om på konceptet. I mange år har vi serveret ost - masser af ost - kage og slik. Og vi har mødtes om aftenen pga det arbejdende folk.
Nu er vi 3 pensionister tilbage, så vi mødes om eftermiddagen og "kun" til kaffe med enten en bolle eller kage.
Det er tidlig fredag eftermiddag, og jeg synes jeg er træt - som i slidt og brugt.
Når jeg nu tænker dagen igennem, kan jeg da godt forstå det.
Rengøring i hele huset - tjek
Pakke bil med en masse affald, kørt til lossepladsen - tjek
Til træning - tjek
Arbejdet med nedrivning af terrasse - tjek
Gået lang tur med Black - tjek
Været på indkøb - tjek
Luget et par bede i haven - tjek.
Nu står resten af fredagen på hygge på terrassen - i solens skønne skin....

Sløv fredag

I går var en aktiv dag.
Gik det meste af vejen ind til byen for at besøge min tandlæge - blev bedøvet og en tand repareret godt og grundigt - og derefter gik jeg hen til mit træningscenter i sløvt tempo efter først at have rundet biblioteket. Det var ligesom bedøvelsen havde sløvet tempoet.
Jeg synes at det var på tide jeg kom på vægten - for at se om muskelvævet havde ændret sig. Og det havde det.
Onsdag - i det skønne solskin - gik Black og jeg ud til dyrlægen, for at han kunne komme på vægten.
Puha, han har tabt sig yderligere, og jeg er ganske utryg ved det.
Da vi var ved dyrlægen i februar vejede han 37 kilo og nu er han nede på 34 kilo. Det er alt for lidt for hans type af en labber. Han har haft spisevægring i en hel uge.
Kan hunde lide af anoreksi? Sikkert ikke.
Han er blevet undersøgt i hoved og bagdel og alt derimellem, og dyrlægen kan ikke observere "noget galt".
Mit barn, som selv har 2 labberhunde, er inde på, at det er fordi Black har ondt i sin bagkrop, at han ikke vil spise.
Jeg har haft som parameter, at hvis han humpede/haltede skulle han have smertestillende piller.
NU får han en smertestillende hver anden dag, og han spiser lystigt.
Men
det er en ganske god følelse at runde mere end de anbefalede 10.000 skridt om dagen.
Torsdag aften bød også på et skønt foredrag i Roskilde.
Og derfor -
er min fredag ganske sløv.
Hvem ved?
Måske trækker solen og det vindstille vejr på mig og en håndsav, så jeg kan komme til nærmere målet at få beskåret min troldnød?
Og måske også få revet lidt mere ned af min terrasse?
Den er lukket af på alle sider, og jeg vil have fjernet de to af siderne, for jeg vil have et fint lille hvidt hegn og højbede udenfor til krydderurter og andre gode grønsager....

Stjernestunder

Jeg er stor tilhænger af stjernestunder.
Det er jo forskelligt fra menneske til menneske, hvad der er en stjernestund.
Derfor er det jo svært at definere, hvad det er.
For mig er det noget der gør mig glad, får mig til at briste i latter, en følelse i maven af noget godt, et godt stykke musik og mange flere ting.
I går eftermiddags havde jeg nogle stjernestunder. Var på besøg hos en veninde, der har været yogalærer hele sit liv, og det sker, at vi er at finde på gulvet i alle mulige og umulige yogastillinger.
Der var bestemt en øvelse, som er god for talje og ryg. Man skal holde fast i noget der står godt fast på gulvet, lægge sig ned på ryggen og holde armene over hovedet, mens man holder fast i "det møbel, der står godt fast". Så skal knæene bøjes, fødderne i gulvet og knæene skal bevæges fra side til side - 100 gange.
Jeg skulle gøre det samme i dag hjemme.
På min førstesal har jeg ikke et styk møbel, jeg kunne holde fast i.
I stueplan er der et par stykker - og en hund.
Jeg opgav øvelsen, for Black hund stod lige over mig, først kiggede han "mig dybt i øjnene", og så fik jeg et slik i hovedet, så mange.... inden jeg overhovedet fik samlet mig selv sammen til at komme op fra liggende stilling - fordi jeg brød sammen af latter.
En sand stjernestund.
Og bagefter var Black oplagt til leg.
Han fik en gåtur.

Hunden og mig

Så er det sidste dyrlægebesøg i denne omgang overstået.
Stakkels Black havde fået betændelse i sine analkirtler. Alt er fint igen.
Han er rask. Og så er han begyndt at tage på.
Han har tabt sig 5 kilo siden februar - og det er en stor procent i forhold til at han vejer/vejede omkring 40 kg.

Bare min arm også snart var i orden igen.
Den gør øvelser i stor stil og får varme fra varmepuden.
Det er altså svært af få viklet en lidt stiv varmepude rundt om armen, men det går... og det føles ganske godt bagefter.

Vindstille

Det er totalt vindstille her lige for øjeblikket.
Det er udnyttet til en runde i haven - med beskærersaks og gummistøvler.
Jeg elsker temperaturer omkring 12 grader OG vindstille.
Sådan er det her nu.
Vintergækkerne er allerede på vej op. De er 2 cm høje.
Det plejer at være erantisserne der er først på færde.
Men der er jo vendt op og ned på mange ting - derude i naturen, og selvfølgelig også i rækkefølgen af hvem der blomstrer først.
Det er tid til en lang gåtur. Desværre er Black ikke til de lange gåture mere, så det bliver en alene tur.

Morgentrafik og servicehunde

I morges ringede vækkeuret meget, meget tidligt.
Som i de gode gamle dage, som var gode - selvom de nu er gamle.
Jeg skulle nemlig være i det nordsjællandske lang tid før kl. 8.
Mit afkom skulle til kontrol - noget med huden.
For at være på forkant....
For nogen tid siden var det i en skanner for at undersøge om hun evt. udviklede knogleskørhed.
Nej, jeg skulle ikke være chauffør, det var min svigersøn, og afkommet er vildt glad og stolt over at være i stand til at tage med det offentlige hjem. Hun gik også hjem fra stationen.
Fordi hun bare er i stand til det.
Jo, taknemmeligheden er i top.
Jeg skulle passe på den lille nye lab hvalp, så han ikke laver ulykker på sig selv eller hjemmet.
Og den gamle lab Felix.
Jeg er omgivet af labbere.
Ikke det værste der kan ske.
Morgentrafikken er sandelig et kapitel for sig selv.
29 lyskurve til det nordsjællandske og jeg skulle holde for samtlige 29.
Jeg syntes jeg kørte hjemmefra i god tid, og alligevel kom jeg 8 minutter for sent.
Men alle nåede alle aftaler, så alt er godt.
Kenzo, den nye labber i familien, er allerede utrolig velopdragen. Og alligevel er han fuld af krudt som kun hvalpe kan være.
Han har en sele, hvorpå der står SERVICEHUND. Mit afkom er helt fantastisk til at opdrage hunde (ikke noget hun har lært af mig, men af sin far, og så det medfødte), og lille Kenzo er allerede godt på vej til at blive dygtig servicehund, som Felix.
De får bl.a. ordren SAMLE, og så tager de deres legetøj og lægger hen i kurven. De tømmer vaskemaskine og tørretumbler, og mange andre gode ting.

Trafikkaos

Trafikkaos? I gamle dage hørte jeg meget trafikradio, for hvordan så trafiksituationen ud på de veje, jeg skulle køre på?

NU

hører jeg absolut ikke trafikradio

MEN

jeg kunne se ud af mine vinduer

at

trafiksituationen til morgen var rent kaos.

"Min" vej (altså der hvor jeg bor) bød på lang bilkø, og det er altså kun en vej, bilisterne bruger, når der er bøvl ude på motorvejen.

Køen var langsomtkørende og varede langt op ad formiddagen.

Jeg sendte de stakkels bilister en positiv tanke, for det er absolut ikke spor morsomt at have i sådan en kø.

Havde jeg nu været på arbejdsmarkedet, ville det helt sikkert blive en hjemmearbejdsdag.

Jeg var så heldig med en arbejdsgiver, der accepterede det.

HM?

Black skulle ud i sin have tidligere på dagen.

Både hoved- og bryggersdør kan ikke åbnes. De åbnes udad, og der lå høje snebunker og spærrede, så de ikke kunne åbnes.

Terrassedøren var sandelig også spærret, for stigen der blev brugt, da elektrikeren var på besøg for en rum tid siden, var væltet.

Det må have blæst godt og grundigt, for den stod på terrassen, der både er overdækket og afskærmet på alle sider.

Jeg åbnede døren forsigtigt, så den skubbede stigen væk.

I det samme var en lille sød mus på færde....

DEN skal absolut blive ude, så døren blev smækket i.

Det er senere lykkedes at komme ud gennem de andre døre....

INGEN gåture til Black hund. Desværre.

Jeg tør simpelthen ikke, for der er ekstremt glat.

Black er en ældre herre, og jeg er god til at lave stunt af forskellig slags.

Jeg hører jo også til den ældre garde.

Ingen af os gider brækkede lemmer.

Livet er meget bedre uden.

Vi kan også lave sjov og ballade inden døre.

På egen pote

Når Black og jeg har været ude at gå, er det blevet god vane, at han venter pænt, mens jeg åbner lågen  og kan hægte linen af, hvorefter han spurter ind....
Kun en gang har han været uden for lågen, og da havde han kun boet her i et par dage.
Det er nemlig strengt forbudt at gå uden for lågen - jeg på ganske tæt på en befærdet vej.
I dag skubbede jeg lågen til, mens jeg lige sorterede reklamerne og smider dem ud jeg ikke lige har brug for.
Der lød en eller anden sjov lyd tæt på, og lige pludselig var Black uden for lågen. Han ville åbenbart undersøge hvad det var.
Hund ude på egen pote. Det går bare ikke. Heldigvis er min reaktionsevne i top (til det altså), og høj, dyb stemme kommanderede kræet ind igen.
En slukøret hund stod pænt og ventede på at jeg kom ind.

Lidt senere på dagen var der uindbudte gæster på min terrasse.
Det var bagboens skønne hvide schäferhund. Zingan på 5 år. Den var hoppet over hegnet - via naboens grund. Mig ud efter den... og brok fra Black, for han skulle blive inde.
Bagboen var i fuld gang med at beskære og fælde træer.
Jeg fik en god snak med bagboen.... både om hunden og vores fælles nye "hegn".
Det hegn, som min Finn og jeg satte op for ganske mange år siden - det kan holde i evigheder, det er galvaniseret dyrehegn - var forsvundet. Fordi bagboen brugte skellet til at lægge de afsavede grene, og mit hegn var kommet ind under. Han ville meget gerne hente sin gravemaskine og grave hegnet fri.Nix, det er udmærket som det er nu. Kønt er det ikke, men det er ganske meget kønnere end den udsigt jeg havde til tidligere ejeres kompostbunke. Hele week-enden har han beskåret hele vejen hen (det er et tidligere landbrug, og der er 4 tønder land tilbage), og lagt kvaset som hegn, for man sætter ikke hegn op i en skov, og hans hund skal ikke kunne komme ind til de andre alfahanner. Zingan er alfahan, det samme er Black, og min anden bagbos labber er også alfahan - han hedder for øvrigt Otto.
Sandelig jeg har fået nyt hegn - og jeg fik lov til at lægge mine egne afskårne grene ovenpå.
Det var jeg ekstremt glad for, for det kan have sine besværligheder (også tidsmæssigt) at klippe det hele i små stykker, putte i klare poser og køre det på lossepladsen i min lille Panda.
Jeg spurgte om han også fælde de kønne birketræer. Vil du gerne have det, spurgte han om. Tjah, næ, jow - lød det vægelsindet fra mig. Jeg vil bare så gerne have noget mere lys i min baghave.
Han stammer dem godt op og med alt det andet han har fældet, kommer der meget mere lys ind.

Dagen sluttede af i køkkenet... nybagt rugbrød, foccaciabrød og havregrynskager. Åh, hvor det smager vildt godt alt sammen.