De der hunde

Mille 8 år

Sjovt som livet kan forme sig.

Da jeg var barn, kom jeg/vi en del hos min moster og morbror i Rødovre. På vejen boede en irsk setter, og jeg var vildt bange for den.

I 1975, da min lille familie og jeg flyttede ind her på matriklen, ønskede 2/3 af familien en hund. Jeg HÅBEDE vildt og inderligt at de havde glemt deres ønske. NEJ, det gjorde de ikke. Jeg var stadig bange for hunde og ville bestemt ikke have en.

Demokratiet sejrede og flertallet vandt.

Få uger efter vi var flyttet ind her, skulle vi besøge min søster og svoger på Djursland. Min Finn havde undersøgt markedet  og diverse hundebøger for hvilken hund, der egnede sig til vores familie. Hans valg var faldet på en dalmatiner, og på det tidspunkt kostede en hvalp 2.000 kr.

Nå, vi drog til Jylland, og min svoger sagde, da han hørte prisen på en dalmatiner - hunde det er da ikke noget man giver penge for.

Han kiggede den lokale sprøjte igennem og fandt ud af, at hans inseminator (altså til hans grise) havde boxerhunde til salg. Til 400 kr. uden stamtavle og 450 kr. med stamtavle.

Vi kørte ude for at se på boxerhvalpene, og jeg totalt uinteresseret. Men mand og barn var solgt på stedet, og Sputnik - den sidste hvalp i kuldet - kom med os hjem. Manden lokkede alt det han kunne. Jeg havde kig på noget skønt keramik nede fra "hippierne" til en lige så stor formue som hunden. Vi indgik et kompromis - jeg fik min halve hund i form af keramikken og mand og barn fik ægte hund.

Barnet blev i det jyske hos moster et par uger og vi drog hjem til Sjælland med hund OG 5 HØNS I EN PAPKASSE. Vi var jo blevet parcelhusejere med meget jord til. Der var plads til det hele.

På vej hjem var hund og høns på bagsædet, og på et tidspunkt udbryder jeg: Gud jeg turde røre ved DEN. Det var altså en hanhund, så det skulle jo hedde HAM.

Kræet skulle jo have et navn. Mit barn gik meget op i bongotrommer i sin daginstitution på det tidspunkt, så selvfølgelig skulle han hedde Bongo, og det blev altså hans navn.

Han var en alfa hund af format og kun på et tidspunkt har jeg set alfahunden fortabt. 

Det var, da vi under udbygning af huset, lukkede trappen af for befordring til førstesalen - og vi mennesker besteg den via en stige. Vi kom jo ned igen.... og blev hilst hjertelig velkommen.

Vi mennesker skulle jo passe vores arbejde, og barnet var på ferie, så hunden blev ladt alene hjemme den første dag i sit nye hjem.

Manden skulle til aftenmøde, så jeg stod der med alle mine talenter og vidste intet som helst om hunde og hvad de spiser. Jeg stegte hamburgere og kogte kartofler til den lille hvalp, som spiste med stort velbehag. HØ, den var vist ikke gået i dag....

Bongo havde et skønt og aktivt boxer liv. Han blev næsten 14 år.  Inden hans afgang flyttede Tanja, boxer hun på 8 måneder, ind. De var sammen, de to, i nogle måneder. 

Det var mega svært at tage afsked med den kære Bongo.

Vi fik Tanja fra et internat. Hun var godt opdraget af sine tidligere ejere, MEN det fik jeg hurtigt ødelagt. Jeg er totalt uegnet til at opdrage hunde, for jeg synes det er så sjove og umiddelbare, så jeg griner af deres narrestreger.

Desværre fik Tanja kræft i svær grad, og blev opereret 3 gange. Det hjalp ikke en fis.

Vi havde anskaffet Max boxer flab i slutningen af 1996. Han gjorde sit allerbedste for at sno alle om en af sine poter. 

Bongo og Tanja havde kuperede haler. Max havde fået lov at beholde sin lange hale, og det gjorde ham kun mere charmerende.

På et tidspunkt forsøgte jeg at give Max lidt hundeopdragelse - sit dæk stå!!! - og hunden ville overhovedet ikke lystre.

Tanja lå inde i sin stol og hørte mine ordrer og Max reaktion. Hun kom humpende ud på tre ben (det 4. var kræftbefængt - selv efter operation) og sagde bare et dyt og velvalgt VUF. Jeg var dybt forbløffet, for Max hund makkede ret og opførte sig som en dydig hund.

Det var også en tung gang til dyrlægen med Tanja pigen - den der kræft en ret ubehagelig for både hund og mennesker.

I februar 2005 fik Max en voldsom hjerneblødning, og han drønede rundt ude i haven som en vanvittig. Min Finn ringede til mig på arbejdet. Om jeg ville skynde mig hjem. Finn var hjemmegående på det tidspunkt. Der er langt hjem fra Søborg til Køge. Inden jeg fik samlet mig sammen fra 8. sal i TV-Byen til at komme ned og pakke sammen, finde en bil og komme hjem til Køge - der gik næsten en time, og jeg bad til at jeg kom hjem i så god tid, at jeg kunne få sagt farvel til Max. Nix, 3 minutter inden jeg ankom, var han død.

Det var livet med 3 boxerhunde. 

Så skulle vi være uden hund for autocamperlivet trak.

Selvom det havde været der i en del år.

På det tidspunkt havde min Finn været hjemmegående i små 10 år (der var en dyb depression i vejen for arbejdslivet), og da vi nåede hen til december 2005, blev vi kontaktet af en god ven. Hans svigersøn havde en hund, som var fuldt uddannet jagthund, og som absolut IKKE ville apportere og hente byttet nede i Tryggevælde Å. Om vi ville have ham? Hvis nej, blev han aflivet.

Min Finn synes, at livet til tider kunne være lidt ensomt, så han synes da, at vi skulle sige ja.

Det er OK med mig, MEN DU går tur med dyret og fodrer ham.

Black flyttede ind den 28. december 2005.

Finn var ude at gå med ham TO gange og maden - ja gæt selv.

Altså, når man tager et dyr indenfor, skal det også passes ordentligt.

Stakkels Finn havde jo en kæmpe hjernesvulst, der trykkede på diverse centre i hans hjerne, så han mistede en del af sin almindelige logik og andet.

Heldigvis fik jeg da ødelagt Blacks gode opdragelse.

Men det fandt jeg da først ud af langt senere.

Finn og Black fik 8 gode måneder sammen, så flyttede husherren på hospital og senere plejehjem.

På et tidspunkt fik ham sagt klart og tydeligt: BLACKMAN.

Jeg vidste jo særdeles godt hvad han mente. Jeg brokkede mig dagligt over "den satans hund". Hunden skulle jo passes, det samme skulle mand, hus, have, fuldtidsjob og omgangskreds.

Så svaret kom da klart og tydeligt fra mig: Bare rolig, han bliver hos mig, til han forlader dette liv.

Og det gjorde han i april 2016. Næsten 13 år - og et pokkers godt hundeliv.

Det var mit liv med hunde, og det gjorde ikke spor om en ny hund flyttede ind, for jeg har lært at holde af hunde. MEN der flytter ingen hund ind, for der er både fordele og ulemper ved at have hund. Og en af ulemperne er pasning, når man skal ud at rejse - eller bare i byen, og måske overnatte. Så er der et hensyn ti en hund, man bestemt ikke kan sidde overhørig.

Så jeg har bestemt mig for at være egoistisk resten af mine dage.

Og være som en bedstemor og bare nyde andres hunde.