mandag den 25. marts 2019

Oslo

En ungdomsveninde fylder 70 år til efteråret, og hun vil ikke holde noget - har hun sagt.
Men det er vist ved at fyldt godt op på rejseplanerne.
Hun vil til Nice med sin mand, og så tager 2 vennepar med.
De 2 tanter i familie (søster og svigerinde) og mig - vi er inviteret på en tur til Oslo.
Jeg måtte synke en ekstra gang inden jeg sagde ja tak.
Jeg synes slet ikke om vand - andet end at sidde at kigge på.
Jeg ser det også som en mulighed for at komme lidt af min vandskræk til livs. Jeg har da lov at håbe.
Der er masser af andre rejseplaner på bedding hos veninden og hendes mand.
Så hun bliver fejret godt og grundigt.

søndag den 24. marts 2019

Ud at spise

Det er lille bitte smule trist og vemodigt at tænke på, at jeg kunne have haft hele huset fyldt med familien i dag.
Jeg var blevet enig med min lillebror om at aflyse familiesammenkomsten, hans datter og svigersøn skulle til det jyske til familien, og det blev for meget for de to små rollinger med flere begivenheder i samme week-end. Og lillebror var jo indlagt.
Nevø og kæreste er så rejst til Wien på kærestetur - meget fornuftigt.
MEN min datter og svigersøn ville komme med nybagte boller og så har min svigersøn inviteret os ud at spise - så var vi fri for at lave al det mad.
Smukt træk af ham.
Min datter har haft en ret dårlig nattesøvn, så hun ringede i formiddags og sagde, at hun ville forsøge at få en times søvn, så de kunne være her til den aftalte tid.
Ikke tale om!
Hun skal få sovet så meget hun kan - hun var vågnet efter 3 timer helt af sig selv og var godt udhvilet.
Så vi mødes da bare inde i byen til skøn mad.
Og bagefter hjem til mig - så kan jeg guffe bollerne i mig de følgende dage. Elsker min datters boller.
Gætter på at vi nok skal få os et godt grin. Min svigersøn ejer nemlig en evne, der kan få min mave til at boble.

lørdag den 23. marts 2019

De der muskler

Jeg har hørt og læst, at det tager kun 3 uger at nedbryde gode muskler, og 3 måneder at bygge dem op igen.
I et par uger har jeg næsten ingen træning dyrket. Det kan jeg sandelig godt mærke.
Sidde og sidde på et sygehus og bare være der tærer på energi og muskler.
I onsdags var jeg selv på sygehuset til samtale med neurolog og blev undersøgt over det hele. Stadig ingen diagnose, andet end at kraften i mit højre ben kun er en fjerdedel af det venstre. Til gengæld er kræfterne i hænder, arme og overkraft næsten for meget. Det er jo fint, når jeg skal hive mig selv op til min førstesal.
Jeg skal til flere undersøgelser. En MEP undersøgelse - noget med elektroder så de kan måle hastigheden på mine nervers impulser osv osv.
I går var jeg ude at gå en tur - jeg gik tur med min cykel... - og efter at have gået 1,5 km eksede mine ben ganske voldsomt.
I dag var jeg i LOOP - det er 10 dage siden jeg sidst var der - og det gik ganske godt med 30 minutters træning på cykel, gåmaskine og crosstrainer. Ingen ben der eksede eller ville bryde sammen under mig.
Tænker vægt, og det kunne vist være en god ide at tabe 10 kilo (så er jeg på ungdommens vægt), for så er der mindre at bære rundt på.
Så skal jeg da bare lige finde en måde at tabe mig på.
Og øve mig ganske meget i at kunne gå længere og længere for hver dag. Har fået skinne, så jeg kan gå nogenlunde normalt. Det er jo også en tilvænningssag..

fredag den 22. marts 2019

Sov godt

I går blev min lillebror begravet - fra Adventskirken i Vanløse.
Det var så smukt altsammen, og præstens tale var lige præcis sådan som den skulle være.
Alle de gode værdier vi fik med i livet fra vores forældre.
Hans liv med sine børn og børnebørn.
Og den sidste vals med sin kæreste.
Og solosang
Den store mester kommer
var vidunderlig at lytte til.
Den sidste sang der blev spillet mens kisten blev båret ud af kirken var
Den allersidste vals
Smukt valg, en af vores mors yndlingssange, som hun ofte sang.
Da den kirkelige del af det hele var overstået, stod vi alle sammen udenfor kirken.
Han skulle jo begraves på Bispebjerg Kirkegård.
Jeg var jo en af de første, der hilste lillebror velkommen til barndomshjemmet, da de kom hjem fra fødeklinikken.
Så jeg ville jo gerne være tæt på hans sidste tur.
Jeg fik lov til at køre med i rustvognen, og præsten kørte så med min svigersøn.
Det var en god følelse, og jeg fik en god snak med bedemanden.
Han kendte min gamle sløjdlærer (jeg gik til sløjd i 5 år i 70erne), og han kender også hans søn, som overtog faderens bedemandsfirma. Det var i øvrigt ham, der sørgede for at min Finn kom i jorden.
Næste gang jeg skal ud at køre i rustvogn, er det mig selv der ligger bagi!!!
Solosangeren kom med ud på kirkegården, hvor vi sang 
Nu titte til hinanden.


Vi fik kaffe/kage OG GRAVØL på en cafe mellem kirkegården og Grundtvigskirken - en imponerende kirke. Jeg var der sidst i januar 1966 - til en barndomsvenindes bryllup.
Bedemanden fortalte også, at der er registreret 150.000 besøgende på Bispebjerg Kirkegård, når de japanske kirsebærtræer står i blomst. Et imponerende antal.
Sandelig en dag med mange barndomsminder.
Min svigersøn fik en hel del historier på vej hjem, og han synes det ville være en god ide, hvis jeg skrev dem ned til min nevø og niece.
Niecen og familie rejser til det jyske i dag for at besøge familien og
nevøen rejser med sin kæreste på kæresteweekend til Wien.
God ide.
Jeg skal ud at gå - med min nye skinne. 
Foden skal jo lige vænne sig til den.
Der var MANGE blomsterbuketter og kranse.
Jeg var blevet enig med min lillebror om, at jeg ikke havde blomster med. Jeg har indbetalt et beløb til Julemærkefonden - en fond han også selv støttede.

tirsdag den 19. marts 2019

Memory Lane

I går var min niece, nevø, lillebrors kæreste og jeg hos bedemanden.
Vi havde jo aftalt hvordan alt skulle foregå ved et møde her hos mig i december.
Lillebror var fuldstændig ligeglad med hvordan han fysiske afsked med livet skulle foregå.
Det måtte vi andre bestemme.
Og det bliver sådan som vi har bestemt.
Bedemanden var samme firma, som ordnede min fars begravelse i 1969.
Og det bliver meget lig hinanden de to begravelser.
Det kunne sandelig også lade sig gøre at få en solosanger til at synge 
den store mester kommer.
Det kunne også lade sig gøre med præsten at foretage den kirkelige handling, lillebror var ikke medlem af den danske folkekirke.
Det øverste billede er boligblokken hvor vi boede fra 1960.
Jeg flyttede hjemmefra i 1966, så der blev god plads til de tre tilbageværende.
Vores storesøster var flyttet nogle år tidligere.
Det nederste billede er adventskirken, hvor lillebror er døbt og konfirmeret.
Jeg er døbt, konfirmeret, gift og min datter er også døbt i kirken.
Lillebror skal begraves på Bispebjerg kirkegård - et kort stykke fra hvor vores mor ligger.
Vores far lå der også, men det er jo 50 år siden han blev begravet, så graven er sløjfet for længst.
Lillebror får en grav magen til mor, far og min Finns.
En græsgrav, der bliver vedligeholdt af kirkegården.
Børnene har også valgt en gravsten.
Torsdag finder begravelsen sted.
Alt flaskede sig.


mandag den 18. marts 2019

Min lillebror

I går sagde min allerbedste og allerkæreste lillebror farvel til dette liv.
63 år gammel.
Lige så gammel som vores far blev - og min Finn.
Underligt at være enebarn - det må jeg jo være nu begge mine søskende har forladt det fysiske liv.
Hvil i fred, kære lillebror. En engel har nu fået vinger og en stjerne mere er født på himlen.
Du vil blive meget savnet.

Min efterskrift til min lillebror:
Min allerbedste og allerkæreste lillebror.
Du kom ind i mit liv da jeg var 9 år - med et brækket kraveben og pakket ind som en puppe, bare fordi du led af noget eksem.
Du voksede op og tog os alle med storm og charme.
Vores storesøster havde ønsket sig en lillebror i så mange år, og da du endelig kom - hun var 12 - gik der kun kort tid, så var interessen ikke så stor, for babyer kræver sit.
MEN den anden storesøsters beskyttergen var straks aktiveret. Ingen og absolut intet måtte gøre dig fortræd. Det har holdt sig hele livet - og det var du så absolut fuldstændig klar over-
Du var kun 4 år, da din svoger kom ind i familien, og fra første færd var han din - ligesom han var min. Han var vores - Finn altså.
Du var 6 år, så blev du indlagt på militærhospitalet, som det nu engang hed - derude på Bispebjerg. Du skulle have rettet din flyveører ind til hovedet. Det var så svært at vinke farvel til en lille dreng på 6 år - men du klarede den, og kom hjem med ører ind til hovedet.
Da du var 9 år blev vores mor indlagt på Finsens institut med en kæmpemodermærke - og fik opereret meget af sit ben væk. Vi klarede os, dig, far og mig. Mor kom hjem til os igen og levede resten af sit gode liv med en protese.
Desværre forlod vores far os, da du kun var 13 år. Du var en kæmpe støtte for vores mor i den svære tid og årene derefter.
Du er ret kendt for dit spørgsmål, da du lå på din seng i teenageværelset: er der mere kaffe? Og straks rejste moderen sig og hentede kaffe til sin dovne søn. Det var ment som et spørgsmål, og ikke som en serviceydelse, hvilket det hurtigt blev til. Spørgsmålet virkede langt op i årene - og vi brød grinende sammen, da mor fluks rejste sig....
Vi har lært ganske meget af vores skønne forældre.
Vi voksede op i et hjem fyldt af kærlighed og harmoni.
Det tog vi os med ind i voksenlivet, og båndet mellem dig og mig var skønt og ubrydeligt.
Vores mor forlod os da hun var op i firserne - hun var blevet lidt dement, men alligevel kendte hun os.
En december var vi i London - dig, mig og nogle af vores pårørende.
Vi stod uden for en pub, du havde en blå duffelcoat med hætten oppe - det var London vejr.
Lige pludselig blev jeg ramt af et kosmisk lys, der opfyldte hele mig og jeg stirrede på dig - jeg blev ramt af ubetinget kærlighed.
En ret sælsom og vidunderlig oplevelse. Jeg havde oplevet den nogle år tidligere, da vores Finn lå lam og uden tale på sit plejehjem. Ubetinget kærlighed.
Så vidunderligt.
Jeg har fortalt dig om det, og du blev ligeså ramt.
Jeg har også fortalt dine børn om det, og det har også ramt dem.
I morges - 40 minutter efter du havde draget dit sidste åndedrag i denne verden, materialiserede du dig for mig og gav mig det største lykkeligste knus nogensinde, og lod mig forstå at du er fri og lykkelig. Jeg pustede dig videre til dine børn. Men du kom lige tilbage og gav mig endnu et knus.
Vi ses, lillebror, når min tid i det fysiske er slut.
I kærlighed
din allerbedste storesøster

torsdag den 14. marts 2019

Kontraster

Dagen i går var en af de ubehagelige gode, omend den endte med at blive behagelig god. Kontrastfyldt.
Min allerkæreste lillebror har været indlagt et stykke tid på den palliative afdeling, og indtager næsten ingen mad eller væske. Han bliver pumpet med morfin og en hel masse andet. Han er gået ind i en fase med delirium. Han kan godt kende os... på et tidspunkt sagde han til mig, årh hold kæft og forsøgte at trække på smilebåndet. Jeg ejer vist en evne til det ret positive, selv i denne meget triste situation, og få humøret til at stige et par grader.
Hans kæreste er hos ham i døgndrift, og ganske heldigt har hun en fortid i plejen.
Jeg oplevede også sygepleje på mega højt niveau. Og tid til alle spørgsmålene, som blev besvaret med et stort smil.
Jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme på besøg igen, der er langt herfra til sygehuset.

Dagen sluttede hos min datter og svigersøn - de bor ikke så langt fra sygehuset.
Jeg er jo ret glad for hunde, og Kenzo - sort labber - bor jo godt hos dem, så det kære kræ fik lige muntret mig op.

I dag skulle jeg selv til lægen for at høre resultatet af blodprøve for stofskiftet. Det er fint, så først kontrol igenom et år. Lægen sagde, at hvis jeg var gravid, skulle jeg have medicin. Både lægen og jeg fik ondt i maven af grin, for den tid er da vist ovre for længst. Godt for både læge og patient med et godt og sundt grin. Som lægen sagde, han har også godt af et godt grin. Jeg tror nok at min latter er ret smittende.

Vi snakkede for øvrigt gravstene i går - niecen, nevøen og mig. Hvis jeg ellers skal have en gravsten, hvad jeg ikke skal have, skulle der stå på den:
Hun døde af grin.
Mit barn spør af og til om hun skal hjælpe mig på vej.
I dag er en dag af de behagelige gode.

lørdag den 9. marts 2019

Fælles glæde

Det sker, at de fysiske ting opgiver ævred efter at have tjent os mennesker i få eller mange år.
Min datter og svigersøns vandvarmer er gået kaput (efter 40 år) - selvfølgelig fredag eftermiddag, og bad er ret så vigtig.
Jeg har varmt vand - en styks gennemstrømningsvandvarmer i gasfyret.
Så jubiii jeg får besøg af mennesker, der skal bade.
For nogen tid siden, da min fod var godt forstuvet, kom de to skønne forbi og havde købt ind. Jeg er jo nem, for jeg er grøntsagsspiser og spiser al slags grønt.
De havde købt ind for mig - ca. 24 kilo frugt og grønt. Der var til et par dage.
For lidt siden fik jeg en SMS om de skulle købe ind for mig igen, når de kigger forbi til et bad.
Så jeg har svaret ja tak, og overrask mig …
Barnet vil gå amok i det grønne (hun er grøntsagsspiser også)
Jeg har været i operabio i dag og se
CARMEN af Bizet
en fantastisk forestilling med skønne sangere og en dirigent for orkesteret, der var så skøn, at stod han overfor mig fik han et kys og et stort kram.
Men jeg er bare træt i dage - specielt mit højre ben, og der slæber pænt hen over jorden.
DET kan ikke afholde mig fra at være i køkkenet. Heldigvis er der intet problem i at stå op - og lave mad og lignende.
Muslibarer (opskrift fra DGI) og vege forårsruller skal lige produceres.



fredag den 8. marts 2019

Bevilget

Jeg jublede i går, for jeg fik brev fra min kommune om, at jeg er bevilget en dropfodskinne.
Tid er bestilt hos bandagisten.
Jeg ser meget frem til at kunne gå nogenlunde godt på begge mine fødder igen.
Det er noget af en proces at overgive sig til hjælpemidlernes verden, MEN det kan været godt at indse, at netop et hjælpemiddel kan gøre livet lidt lettere.
Jeg besøgte lægehuset i onsdags, og jeg skulle gå 25 m og det var da ikke nødvendigt med krykken. Suk, på vej ud glemte benet, at det skulle løfte sig en halv meter, så foden skrabede henover belægningen, og jeg var ved at stå på snuden. Det gjorde jeg heldigvis ikke.
Det er sjovt at gå rundt i stue og køkken med yogabåndet bundet om højre fod, så kan jeg gå helt normalt.
Det håber jeg også at jeg kan når jeg får dropfodsskinne.
I dag har jeg været ret meget rundt i Køge by og omegn, der var adskillige ting at ordne. Foden var slet slet ikke samarbejdvillig, og jeg talte ikke, de gange den ikke ville løfte sig ordentligt, men det har nok været tæt på 20.000 gange!!! Overdrivelse fremmer forståelsen.
"Dagen derpå" er jeg træt. I går besøgte jeg min bror på palliativ afdeling, og det koster energi. Heldigvis kunne jeg også besøge mit barn, som bor tæt på det sygehus, og fik en masse energi (og garn) med hjem.
Og så er det vigtigt at huske på at gøre noget godt for sig selv.
Jeg har bestilt en uges arbejdsferie i sommertiden - jeg skal lave mad 4-5 timer om dagen i et skønt køkken, og jeg glæder mig i den grad.
Madlavning er jo en passion i mit pensionitliv, og at køkkenet så også er et vegetarkokken, gør jo bare sagen helt perfekt. Når nu jeg også selv er grøntsagsspiser.

fredag den 1. marts 2019

Lumbalpunktur

Sygehusbesøg i går - jeg skulle have lavet en lumbalpunktur.
En sød og kær veninde havde tilbudt at være chauffør for mig. Lige da vi ankom til neurologisk, var der en anden bilist der forlod parkeringspladsen, så det var jo ganske nemt at parkere - uden at vi skulle køre rundt for at lede efter en plads.
Når jeg har været på sygehuset på egen hånd, er jeg kørt med toget - netop pga manglende p-pladser.
Jeg havde fået forklaring om, hvad lumbalpunktur er, og de bivirkninger det kan give.
Ind til lægen og sygeplejersken, og jeg blev sat godt til rette.
Lægen snakkede som et vandfald...
Jeg er vist af den slags, der helst er fri for al den snak. Jeg har da fået vænnet min tandlæge af med at fortælle, hvad hun nu gør. Bare gør det, siger jeg.
Jeg blev lokalbedøvet.... og mærkede absolut intet, før nålen ramte en nerve, der gav et sjov jag ned i højre ben - det varede ca. 1 sekund.
Jeg var altså ved at falde i søvn, for det var en søvndyssende stilling jeg sad i.
Men vi fik da alle tre snakket både om tandlæger og frisører og en del andet.
Lægen var absolut helt tavs, da hun talte dråber, der kom ud af rygraden.
Så var det overstået, og jeg fik besked på at gå hen i blodbanken for at få taget blodprøver.
Suk, der er langt.... jeg blev tilbudt en portør, ja tak, det var skønt at blive transporteret.
En times ventetid på blodprøver - de er ved at tilrette nyt it system, og undskyldte mange gange.
Jeg gik i det skønne vejr tilbage til veninden. Hun havde siddet og strikket. På vej hjem overtog jeg hendes strikketøj (tæppe til RK børnene). Vi skulle hjem til mig og have en kop kaffe og en masse ost.
Jeg var ret opmærksom på om jeg fik den mindste hovedpine, for så skulle jeg bare lægge mig ned.
Jeg var i vertikal position og intet skete.
Absolut ingen bivirkninger her. Heller ikke i dag.
Jeg så min egen spinalvæske - den er lige så flot som en diamant. Helt klar.
Jeg havde ellers drømt natten forinden at den var koboltblå...
Nu er det hele sendt til analyse, og jeg skal til samtale om en eventuel diagnose den 20. marts - samme dag som min kæreste lillebror skal have svar på vævsprøver af den ene af hans kræftsvulster og om de kan tilbyde behandling på nogen måde.
Gad vist hvad der er i vejen hos mig????