tirsdag den 27. november 2012

Den sidste tid

Der har ikke været meget tid til at pleje bloggen i den sidste tid.
Heller ikke til at få bestilt mere plads, så jeg igen kan få en blog med foto.
Eller undersøge mere om uploads fra Tinypic.
Torsdag aften var jeg i biograen og se Hope Springs og De urørlige. Bagefter var vi på cafe.
Begge film er skønne - hver på sin måde.
Fredag aften var jeg ude at fejre min morbror og tante, som havde diamantbryllup - 60 år.
Det er bare så mange år.
Det var en super hyggelig aften - UDEN stearinlys, for min morbror har også noget galt med lungerne.
Selvfølgelig kom jeg sent i seng, for når jeg nu er nødsaget til at være chauffør for mig selv, kan jeg jo også være det for andre. Så jeg hentede og kørte lillebror hjem igen, så han ikke behøvede at tage hensyn til at "tælle genstande".
Lørdag - gik det meste af dagen med at forberede mad i fred og ro til søndagens julefrokost.
Familie og venner kom på besøg, og der var ikke meget mad tilbage. Jeg må være god til at beregne. Heldigvis, for jeg spiser jo ikke kødet og Black har åbenbart kødallergi, så det er meget begrænset, hvad han får af kød.
Black var helt oppe i det røde felt af bare glæde over alle sine gæster. Han sov ikke et sekund hele søndagen, og om natten lå han og vuffede temmelig højt i søvne. Han får også prednisolon for øjeblikket pga loppeallergi og -bid, og han er ret aktiv. Suk, jeg kan blive helt træt, så aktiv han er.
I går fik jeg logerende. En nevøs kone er på kursus i Køge, og det er jo meget nærliggende at overnatte hos "yndlingstanten" - det er mig. Vi er næsten jævnaldrende, og snakker så godt sammen. Kurset er forbi i morgen, det er vildt hyggeligt at have besøg af hende.
Skønt at få vendt verdenssituationen - og familiesituationen.
Og Black var yderst aktiv hele aftenen - igen.
Gad vist hvornår han bliver "normal" igen - der er 9 dage tilbage med medicinen - heldigvis i mindre mængder...

lørdag den 24. november 2012

MIN autocamper

I tidernes morgen var vi den lykkelige indehaver af en ny autocamper. Den boede hos os i 7 år, så solgte jeg den.
Jeg har lige hørt nyt om MIN forhenværende autocamper. Den er blevet solgt og den er kommet til Kalundborg, og siden jeg solgte den, har den kun kørt 12.000 km. Det er ikke meget på små 6 år.
Den nye ejer har ringet til mig og troede, at vi var de sidste ejere.
Vi fik os en lang god snak om camperen, og hvor er det dog sjovt, som billederne dukker op på den indre nethinde om den del af campistlivet - for manden fra Kalundborg havde en masse spørgsmål, som jeg heldigvis kunne svare på.
Der var dog noget, jeg ikke var i stand til at svare på, og han havde håbet på at kunne snakke med min ægtefælle. Det blir lidt svært....
De nye ejere af camperen er "konverteret" fra fritidslivet på havet til fritidslivet på landevejene - bare fordi fruen i Kalundborg - min navnesøster - er blevet bange for det våde element.
Jeg spurgte om jeg måtte spørge hvor meget de havde givet for den og fik også svar :-) Tænk på 12 år koster den mere end halvdelen af, hvad vi gav for den som ny.
Manden kunne fortælle mig, at den var YDERST velholdt stadigvæk.
Jeg kunne kun ønske dem stort held og lykke med camperen.
Uh, en god samtale.

Julefrokost

Min morbror og tante fejrede diamantbryllup i går.
Matheden ovenpå fredag aftens diamantbryllup - med sent i seng midt i nat - breder sig her i dag.
Heldigvis er dagen lang og fredelig.
Jeg skal bare lave en hel masse mad til i morgen.
For jeg holder julefrokost for familie og venner.
Sild af mange forskellige slags, små lune retter og specialiteter til særlingene (jeg selv er en af dem!!).
Jo, det er ren hygge - sådan en stille lørdag.

torsdag den 22. november 2012

Højt til vejrs

Jeg ville gerne have vist billeder fra vue ud over havnen i Barcelona, da jeg var højt til vejrs med svævebanen.
Men...
Jeg får at vide af Google at min lagerplads på 1 GB er brugt op.
Og så kan jeg udvide lagerpladsen ved at købe noget plads!!!
Mens jeg funderer på om jeg vil det, kan jeg benytte ventetiden på at glæde mig til i aften, hvor jeg skal i biografen og se 2 film: Hope Springs og De urørlige.
Har du problemer med lagerpladsen?

mandag den 19. november 2012

Tiden

Et anderledes ur - selv optrækket er anderledes, det sidder på modsat side af hvad det plejer.

søndag den 18. november 2012

Blogtræf og Skovlyst

Madame, Cummings og Donald og jeg havde sat hinanden stævne i Hillerød.
Skøn mad i Cafe København og
efterfølgende vandretur slotssøen rundt - med en lille afstikker op omkring Badstueslottet (tror jeg det hedder).
Det var vindstille, og jeg elsker vindstille vejr - uanset om det er sol, regn eller sne.

Det var spejlingerne i vandet, der kom mest af i kameraet.

Tak for en skøn eftermiddag.
Når jeg nu alligevel var ude at køre i det nordlige, fik jeg fat i min bror og spurgte om han gav en kop kaffe.
Han var på vandring i Hareskoven, så jeg fandt ham - med lidt held og lykke....

Lige før mørkningen ude i Hareskoven.
Vi ville hen hos Skovlyst og have kaffe.
Skovlyst er altså et bryggeri og restaurant.
Jeg har aldrig været der før, men jeg ved at jeg kommer igen.
Det er dog et fortryllende sted.
Black skal med næste gang, for jeg ved at der ligger en hundeskov et eller andet sted i Hareskoven.
Jeg var der med boxer Tanja og hendes hundehold (10 styks Grand Danois), da vi gik til træning med hende.

I det skønne vindstille vejr skulle vi selvfølgelig sidde udenfor - tæt på bålet.

Cappucino - en af mine yndlingsdrikke.
Jeg kørte selvfølgelig min bror hjem, og han inviterede på aftensmad, men jeg takkede nej.
Lige pludselig for han hen til sin computer og startede musikanlægget og frem tonede BEEGEES.
Vi er begge to fans af deres musik.
Med hjem kom DVDen One Night Only, og godt mine naboer og jeg ikke har fælles vægge, for så havde jeg fået klager over lydniveauet.
Total perfekt søndag.

lørdag den 17. november 2012

Buer og flag

Det ser ud som om spanierne godt kan lide buer!!



Flotte gadelamper i Barcelona

En fredelig demonstration af katalanere, der gerne vil være selvstændige.
I mange vinduer og fra altaner hænger det katalanske flag.

Bueindgange for små og store.

fredag den 16. november 2012

Med hjem i kufferten

Vi boede i denne lille smalle gade, hvor det som overalt i Barcelona vrimler med små og sjove butikker.
Min nevø havde fødselsdag for nylig, og han ønskede sig bl.a. en flaske absinth.
Selvfølgelig skulle han da have en fra det spanske.
Vi købte den hos den lokale købmand, og den kom med hjem i kufferten - som noget af det eneste indkøb.
Min niece - nevøens søster - var i Paris et par dage på samme tid vi var i B.
Hun havde også købt en flaske absinth.
Nevøen blev ret glad for begge flasker.
Vi er vel internationale...

torsdag den 15. november 2012

Chokolade

Lige i nærheden hvor min bror og jeg boede, mens vi var i Barcelona, var der et KÆMPE marked med et utal af boder, der solgte ALT.
Brød, grøntsager, frugt, kød (selv et fårehoved MED øjne, dog uden pelsen), ost osv osv.
Jeg var særdeles tiltrukket af chokoladeboderne, og en dag bad jeg om 2 nøddekager - de der af mørk chokolade (se lige midt i billedet) med hasselnødder.
Man skal selv putte op i en pose, som bliver holdt af en ekspeditrice (man tager med en tang).
Varerne bliver vejet, og prisen står på vægten.
HØH, 9,39 Euro for 2 nøddekager.
Jeg havde desværre kun 5 Euro i pungen og måtte "beklage" at jeg ikke havde penge til dem.
9,39 Euro med en kurs på 7,58 danske kroner. Hm.
Det kan ellers nok være, at jeg blev skældt huden fuld.
Heldigvis forstår jeg ikke spansk!!!
Min bror var ved at knække sammen af grin...
Så kan du lære det, kan du - var hans kommentar. Han havde fortalt mig, at det var vildt dyrt.
Vi købte mange andre gode ting på dette forrygende marked.



onsdag den 14. november 2012

Palmer og Middelhavet

Jeg har været en uges tid i Barcelona sammen med min bror. Det er første gang nogen siden vi har været på ferie sammen. Vel egentligt også på tide..
Jeg har taget 360 billeder og jeg vil tro de 200 er med palmer.
Jeg er vild med palmer og vild med Middelhavet.
Det var stadig lunt, og folk badede.
Hele ugen var solen over os, og temperaturen var ca. 20-22 grader - sådan noget som dansk sommer.
Jeg har besøgt Barcelona et par gange før, men det har kun været på dagsbesøg.
Jeg kommer igen. En herlig by.
Vel ankommet til destinationen - det var desværre de forkerte nøgler, jeg havde fået udleveret. Det var der heldigvis en løsning på.
Vi ventede "kun" 3 timer på ejerens ankomst med et ekstra sæt.
Ventetiden tilbragte vi med at drikke Estrella - siddende ganske komfortabelt på trappestenen. Vejret var jo skønt.








De små nuttede papegøjer skræppede lige så slemt som råger, og de havde huler oppe i palmerne. De var hurtige på vingerne, så jeg var heldig vi kom forbi et sted, hvor de hentede føde.

tirsdag den 13. november 2012

Bang - dramatik - reddet?

Lige så stille sidder jeg og passer arbejdet hjemme, så lyder der er BRAG.
Black reagerede ikke, men det gjorde jeg.
Det var på bryggersdøren.
Adskillige gange har fugle klasket ind i vinduer på terrassen, så jeg kender jo lyden.
Jeg kiggede lige ud gennem vinduet i døren, og der sad en spurvehøg, og jeg gik BLIKKET af den - ligesom vi havde øjenkontakt.
Uha, som vingerne var spredt ud og de var store.
Det så ud som om de var brækkede.
Jeg hentede lige mit fotoapparat  og fik slet ikke billede af fuglen(e).
For det viste sig, at spurvehøgen havde været på jagt og fanget en due.
Da jeg fik øje for det, åbnede jeg døren, og spurvehøgen flygtede.
DUEN LIGESÅ.
De fløj så fint begge to, og jeg håber duen overlevede...
Og jeg vil pudse ruden udvendigt...

søndag den 11. november 2012

Pjæk

Nummer 2 dag i spindekurset blev en ægte pjækkedag.
En gang imellem glemmer jeg min alder og tror jeg kan gå på vandet og klare en uges ferie og lige hjemkommet et kursus i en hel week-end.
Man går sommetider til bunds.
Tidligt i morges sad mit barn og jeg ved morgenkaffen og lige pludselig sagde vi med en mund:
skal vi pjække i dag fra vores kursus?
Det gjorde vi så.
Kort tid efter var jeg chauffør og vi kørte til mit barns hus - deroppe lidt nordpå.
Bare fordi jeg også skulle se det flotte nye badeværelse, de har fået.
Årsagen til, at hun boede her efter sin operation i sommers.
Vi havde planlagt, at jeg skulle komme på besøg i oktober. En forkølelse og -sår gjorde det til en umulighed. Desværre.
Jeg har ikke det store vilde behov for at lære at spinde - hverken med håndten eller på rok - bare fordi jeg jo har min egen private spinder :-)
Det er bare så hyggeligt og godt at være sammen.
Efter jeg kom hjem til mig selv.... har Black og jeg været ude at gå en lang langsom tur.
Hverdagen har holdt sit indtog igen.
Ude godt, hjemme bedst - på alle måder.

lørdag den 10. november 2012

Spindekursus

For længe, længe siden tilmeldte min datter og mig os til et spindekursus på Køge Museum.
Det er helt fantastiske omgivelser at sidde og spinde i.
Historiens vingesus.
Jeg har aldrig spundet før, og jeg ville bare lære at bruge en håndten.
Men først skal man jo lige lære at karte noget uld, der er så fuld af lanolin, at håndlotion er unødvendigt i de næste par år.
Se lige ulden herover.
Det ender med at blive det lækreste uld, man oven i købet kan strike af.


Man kan låne museets rokke eller medbringe sin egen.

Her er håndkartningen i fuld gang.

Her er mine første "batts" - det er uld, der er kartet.

Her er der endnu gang i håndkartningen.

En udstilllingsrok i museets undervisningsstue.

Mange forskellige håndtene - fra mange forskellige lande.

Her er der gang i en rok - sådan en transportabel en af slagsen. Man bruger en rok, hvis det skal gå lidt stærkere end med en håndten.
Kurset fortsætter igen i morgen.
Det har været en lang dag, for jeg landede i Kastrup sent i går aftes efter en skøn uge i Barcelona med min lillebror. Fuld sol og 20-22 grader.

fredag den 2. november 2012

En svane

Sådan en svane er egt. uhyggelig stor - specielt når den strækker hals.
Den lod sig dog forevige, da vi gik frokosttur.
Og når jeg holder fri og hjemmearbejdsdag, savner jeg frokostturen, selvom jeg går tur med Black flere gange om dagen.
Jeg vil holde en lille blogpause, og vi høres ved senere på måneden.

torsdag den 1. november 2012

Fyssen

Min venstre skulder brokker sig slemt i dag.
Jeg skal til fyssen i eftermiddag. Da jeg var der i sidste uge, fik jeg nogle knæk, og det gjorde underværker.
Jeg er meget flittig til at gøre øvelserne.
Det er ligesom der er betændelse indeni!!
Av, suk og jammer.