Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

mandag den 24. december 2018

Glædelig jul

Alle i blogland og øvrige lande
Ønskes
Glædelig jul

fredag den 21. december 2018

Film, jul og mad

For nogen tid siden købte jeg DVD film hos Amazon i UK - gamle dansefilm. Deriblandt A Star Is Born med Judy Garland. Skøn film.
Biografklubben havde den på plakaten og vi så den for et par dage siden.
I hovedrollerne Lady Gaga og Bradley Cooper. De spillede helt fantastisk.
Historien var den samme som den med Judy Garland - blot var kulisserne up-to-date.
Gid en vis mand havde alkohol og drugs.
Det er lidt uhyggeligt at se tilbage i historien om unge musikere, der er døde i en alder af 27 år.
Men skøn film.

I går var jeg hos min fysse - dvs det var ikke den sædvanlige, men hos Christian, der kan noget med "strøm". Han er ved at tage en overbygning til sin fys-uddannelse, som kun tager 5 år. Imponerende.
Jeg har været hos Christian en gang tidligere i forløbet. Hvordan går det? spurgte han mig.
Han kunne selv konstatere, at det går dårligere.
Det er nervesystemet på bagsiden af højre ben, der ikke rigtig vil virke. Jeg kan næsten ikke løfte min egen vægt når jeg skal op af en trappe. Det lykkedes dog godt nok at komme på 4. sal hos vennerne i byen for nogle dage siden - også ned igen, godt hjulpet på vej af tyngdekraften.
Jeg fik at vide, at det ville være en god ide at komme til en bandagist i København, for at teste om en elektrisk dropfodskinne kunne være en løsning. Har fået tid lige i starten af januar.
Jeg skal også besøge min læge. I går ringede jeg for at få en tid - deres nye IT-system tillader ikke on-line tidsbestilling. Jeg ventede i telefonen fra kl. 11.05 til 13.55, og var en hel time som nr. et, og så blev jeg smidt af. Suk - og så var de gået på juleferie. Nå, jeg når det jeg skal....

Jeg skal holde jul med min lillebror med børn, børnebørn, kæreste og børn. Jeg har "meldt" mig ud af julegaveræset af flere forskellige årsager. MEN de små Nanna og Milan skal ha en gave - det bliver til deres børneopsparing. Altid rart at have en startkapital, når man skal flytte hjemmefra.
Min bror spurgte mig om jeg kunne have lyst til at lave en menu. Vi skal komme til gløgg og æbleskiver om eftermiddagen, og så skal hele familien lave mad sammen. Jeg sammensatte en menu - VEGETARISK (jeg kan jo næsten ikke andet) - og sendte den ud til alle. De svarede tilbage hvad de synes lød spændende, så sådan bliver det. Vegetarisk og en enkelt ret: frikadeller. Sejt, da hele bundtet - undtagen mig - er kødspisere.

Juleaften fejres her. Og jeg skal stege flæskesteg for første gang i mega mange år. Mon ikke jeg kan huske det? Og lave brun sovs til - af stegeskyen. Det skal nok blive festligt.

fredag den 14. december 2018

Strik og garn




Jeg har strikket en bluse for min brors kæreste. Hun er ellers selv god til at strikke, men denne gav hun op overfor. Den skal strikkes oppefra og ned - og der er mønster på hver pind (blonden foran).
Den er strikket i Canard Mohair - et trådet, og det trækker skævt. Jeg skulle have haft en ganske tynd følgetråd med for at undgå det. Det er for sent nu.
Noget ganske forfærdeligt garn at strikke af.
Billedet øverst er efter blusen er vasket og har været spændt op - alligevel ruller kanterne ganske let.
Billedet herunder er inden vask.
Sølle 110 gram vejer den … jeg har haft den på, og heldigvis sidder blonden lige.

Adventsgave fra mit barn - den første søndag i advent.
Vi holder begge to meget af frugt, så det var jo ganske passende med garn med navnet appelsin.

To varianter af turkis!
Jeg er ved at strikke model Magnum fra Önling - faktisk 2 styks.
En i sort, som absolut må vente til foråret med at blive færdig, for det er helt umuligt at se mønster i det sorte fluffy garn i denne mørke tid.
Så der blev købt turkisfarvet garn - det øverste nøgle på billedet herover - og her er det muligt at se mønsteret.
Sommerfuglen i København havde i week-enden 15% rabat på Hanne Falkenbergs modeller, så jeg bestilte et kit.
Model Tvist i hør/bomuld.
Farver er svære at gengive på billeder.
Jeg ville gerne have "noget i havfarver".
Jeg er til kølige og klare farver, så jeg blev enig med mig selv om, at turkis var godt.
Det nederste nøgle på billedet er turkis i HFs farvekollektion.
I min er det lige præcis en havfarve....
Kittet er årets julegave til mig selv.

søndag den 2. december 2018

Lidt jul



Det er ret begrænset hvad der er af julepynt her i huset.
For mange år siden købte min Finn og mig et juletræ af plastik. Det endte i affaldscontaineren for 12 år siden.
Nu har jeg købt et nyt hos Sirius - med lys.
Det står for foden af trappen og lyser hele dagen og natten med. Heldigvis for LED lamper...
Juledugene ligger pænt på bordene, og der står julestjerner rundt omkring.
Og nogle lyskæder pynter i vinduerne.
De fleste af de levende lys er skiftet ud med lys med batterier...
Julefilm og julemusik
skønt med december.
Jeg skal til julehygge hos venner i næste uge, og det er et meget julepyntet og smukt hus, så selvfølgelig skal de da have et par julegrydelapper.

fredag den 29. december 2017

Brændt barn eller noget lignende

Juledagene er overstået. Det var travle dage. 4 dage med megen socialt samvær - jeg var en smule træt og brugt 2. juledag om aftenen.
Jeg tænker på en bemærkning jeg kom med som barn til mine forældre: har vi det ikke dejligt 2. juledag om aftenen? Min mor huskede på den hvert eneste år...
Jeg føler mig som det mest forkælede barn - 35 julegaver var der til mig.
Det er da fuldstændig vildt.
Uha, der var mange gode sager.
Bl.a. et helt kilo garn i megaskøn kvalitet, en garnvinde til at stå på bordet, lækre krydderier og mange andre lækre sager.
Bl.a. en ny kogebog af Jamie Oliver: fem ingredienser.
Den er allerede et hit her, og der er ny ret på menuen hver dag... alt skal testes, og jeg gør noget, som har været forbudt i min verden - jeg skriver kommentarer i bogen MED KUGLEPEN, om der skal tilføjes noget eller ændres noget, så det passer mine smagsløg.
I går stod menuen på bl.a. grønkål med ristede hasselnødder mv.
Hasselnødderne skulle selvfølgelig ristes på panden.
Og mens jeg tilberedte resten af retten, gik jeg og tænkte på et af livet store spørgsmål, glemte jeg nødderne lidt, og vågnede op, og satte panden på kanten af vasken.
Dumt.
For panden var megameget varm, så nu kan jeg glæde mig til 2018, hvor projekt slibning af bordplade bliver et projekt i sig selv.

Men grønkålen med diverse smagte skønt.
Ja, jeg er god til at lave ulykker, heldigvis var det kun en bordplade denne gang. Den kan da skiftes -  dog med noget besvær, for der er både vask, vandhane og kogeplade i den.

torsdag den 21. december 2017

Julerier

YES alle julegaverne er pakket ind, der er også kommet mærkesedler på.
Julekortene og -brevene er sendt.
Indkøb er overstået.
Jeg skal til min bror lillejuleaften medbringende al maden (undtaget kødet, som visse jo ikke kan undvære).
Brormand har - som følge af den ekstreme skrappe kemo - forfrysninger i hænderne, bare han skal bære bestik ind til bordet, bliver hænderne kolde som is. Så han spiser med hvide handsker på (fra hans logetid). Han var til skanning i går, det bliver ganske spændende om svulsterne er blevet mindre. Han har fået 3 gange kemo med 2 ugers mellemrum. Der er en tilbage i dette forløb - en gang i næste uge.
Jeg har været efter ham, for han skal spise basemad - kræftceller er ret glade for syredannende mad, det trives de ganske fint med.
Menuen til juleaften er også klar. Jeg skal bare lave "farsen" til falaflerne til min barn og mig.  Svigerbarnet sørger selv for sin flæskested eller and. Den bliver stegt på grillen.
2. juledag er der sammenskudsjulefrokostkomsammen i familien, og jeg er heldig i år, for jeg skal kun lave hvidløgsost.
Resten af dagen er det sofatid, for mine ben er trætte efter 7,5 km vandretur og ½ times cykeltur.

mandag den 18. december 2017

Julegaveindpakning

Det er meget, meget lidt jeg af et ærligt hjerte kan sige, jeg hader.
Sådan cirka omkring en eneste ting - og det er at pakke gaver ind.
Min far var eminent til at pakke gaver ind. Han var jo i butik, og hver eneste gang jeg pakker ind, tænker jeg på ham. Så flotte pakker han kunne kreere.
Han havde sine remedier - når altså han var på arbejde - i bestemte lommer i vest og jakkesæt (ja, det var datidens dress-code), såsom saks og lommekniv.
Det er snart 50 år siden han forlod det fysiske liv, det hindrer ikke de gode minder i at komme op til overfladen.
Men det er altså ikke en disciplin jeg har arvet....
Men jeg gør mit bedste.
I lørdags var jeg til fødselsdag og havde købt to store to-grenede hvide orkideer til fødselaren. Den ene blev købt i en kæmpe gennemsigtig pose, og der var plads til den anden i posen. Smuk indpakning. Nisserne - hun er stor nissefan og gerne hjemmegjorte - blev pakket i cellofan og puttet ned til orkideerne. Fin indpakning, der kun krævede en lille smule af mig - og mit gaveindpakningshadegen.
Julegaverne - ca 18-20 stykker - bliver pakket ind et par stykker ad gangen, så føles “straffen” ikke så voldsom.
Julekort og julemusik er derimod i høj kurs.
Og julemaden til mit afkom og mig selv er også noget VI går en hel del op i. Når nu vi spiser anderledes de fleste.

mandag den 4. december 2017

Gråt er godt

Pakkekalenderen fra min datter har temaet
Gråt Er Godt
og i årets første pakke
var der
LILLA GARN.


tirsdag den 21. november 2017

Gråt er godt

Mit barn har - igen-igen - lavet kalendergaver til mig.
Der er pakke til hver søndag og onsdag og en til juleaften.
Hun elsker tema til årets kalendergaver, og i år er det:
Gråt er godt.
Og så kan jeg gætte løs og får først svar juleaften.
Hun er en drillepind.


fredag den 17. februar 2017

Model Århus - adventsgave

Datteren min havde købt garn som adventsgave til mig i 2016.
Cottonwool - det kan jeg tåle - jeg er jo frygtelig uldsart.
En strikkeprøve, og 2 tråde blev for tykt, så jeg fandt noget Tillycut frem fra lageret, og så passede det som det skulle.
Opskriften fulgte juleaften.
Det var model Århus fra Isager.

Det har været sjovt at strikke (overveje at lave et til af noget Woolmeise, jeg købte i London).
Der er gået 220 gram garn til.
Den mørkeblå Tillycut er gennemgående farve i hele tørklædet, og Cottonwool har skiftet jævnligt.
Jeg har ikke fulgt opskriftens foreslåede striber.
Start 5 masker, slut 183 masker.

fredag den 23. december 2016

Angry bird og GLÆDELIG JUL

En enkelt Angry Bird blev det til - til min svigersøn.
Det næb ser godt nok stort ud, og det bliver ikke lavet om.
"Stegen" til min datter og mig er færdig - heldigvis tåler den at blive varmet op.
Jeg fandt en ny opskrift på nettet, og det er altid skønt med forandring.
Hovedingredienserne er selleri, porrer og brune svampe - og valnødder.
Har lavet den et par gange før, og det smager ret godt.
Egentlig synes jeg den er bedre kold end varm.
Da jeg var kødspiser, synes jeg altså også, at flæskesteg var bedre om morgenen (når jeg smurte madpakker) end til aftensmad, varm.

TIL SLUT
GLÆDELIG JUL TIL ALLE I BLOGLAND.



tirsdag den 13. december 2016

Advents- og julegave

Adventsgaven i den anden søndag fra min pusling var en USB-nøgle (jeg er storforbruger af dem) og en opskrift på et sjal med titlen ÅRHUS.
Adventsgaven den tredje søndag var 2 nøgler garn i blå-grønlige nuancer.
Jeg har MÆRKET og trykket meget på den fjerde pakke, og gætter der er garn i den også.
Temaet afsløres juleaften.
Jeg tror jeg har gættet det ....

Da jeg var i LIBERTY i London, så jeg nogle grydelapper til at stikke hånden ned i.
Ganske smart - i stedet for grillvanter.
Har produceret et par, som jeg troede jeg selv skulle have.
Næ, det bliver julegave til svigerbarnet - til grillen udenfor.
Jeg skal have gang i en storproduktion.
Stof har jeg jo rigelig af - og mellemfoer med asbest eller sådan noget lignende.
Det er i hvert fald noget der afviser varmen....

søndag den 27. november 2016

1. søndag i advent - BLÅT

Det er første søndag i advent.
Traditionen tro har min datter lavet adventsgaver til mig.
Det har hun gjort siden hendes far forlod denne jord.

Hun finder på et tema hvert år, og har en fest med det.
Jeg gætter og gætter, og får først temaet juleaften.

Der var lækkert garn i pakken i dag.
I yndlingsfarven BLÅ.
Himlen er blå og den vil jeg ud at nyde - med en tur på cyklen til loop og derefter lidt havearbejde.
God søndag.

torsdag den 24. december 2015

Corona

En af fordelene ved blogger er at man kan sætte planlægning til.
Det har jeg brug for til dette indlæg.
Det bliver skrevet mange dage før udgivelse.
Bare fordi det er en af julegaverne til mit afkom.
Corona af Hanne Falkenberg.
Strikket i kradsuld (altså shetlandsuld) - kom det fra en meget uldsart.
Mit barn kan ikke strikke på de tynde pinde 3 pga manglende bindevæv også i hænderne.
Der skal tykkere pinde til, ellers kramper hendes hænder.
Hun har igennem tiden købt en hel del af Hanne Falkenbergs kit, og jeg har strikket dem for hende.
Jeg har "kun" tre kit tilbage på lageret, og er i fuld gang med TVIST  - en slå om trøje.
Jeg er ret stolt af mig selv, for jeg har kunnet holde fuldstændig tæt om at jeg har strikket trøjen.
Corona har været spændende at strikke.
Det er ikke utænkeligt at jeg vil strikke modellen til mig selv - bare i noget garn, der ikke kradser.
Oprindelig er den med høj hals, men den er ikke strikket med, fordi barnet også er en anelse uldsart.
 


onsdag den 23. december 2015

Glædelig jul

Læg hovedet på siden - der er bøvl med at redige ogoploade billeder her. Suk

Det er lillejuleaften i dag.
I morgen er det juleaften.
Jeg ønsker alle i blogland
GLÆDELIG JUL
og håber I alle kan nyde lige præcis den juleaften I gerne vil have.
OM et halvt års tid er verdenen igen grøn og blå - som på billedet.
 
 

fredag den 18. december 2015

Brugsanvisning og ferie

I går formiddags skulle jeg lige sy lidt på tæpper til Children of the World via Røde Kors.
Min ene symaskine (overlock) begyndte at opføre sig underligt. Den ville ikke transportere stoffet hen under nålene. Den fik lidt olie og alt blev tjekket. Den ville stadig ikke transportere.
Så kunne det også bare være lige meget.
Hen til den anden (coverlock), som jo næsten ikke er blevet brugt. Jeg er absolut bedst til "hands on" for at finde ud af tingene. Sidst jeg syede på den maskine syede jeg en fin afslutningskant til en nederdel (også til børnene). Den fik en ekstra rulle tråd på (der er plads til 5 ruller på den) og jeg kunne sy nogle sømme til fuld tilfredshed.
Tænkte, jeg hellere måtte finde brugsanvisningen frem, for den maskine har mange finurlige finesser, som jeg synes det er på tide at sætte sig ind i.
Så jeg læser og afprøver.
Det er da fuldstændig hen i vejret at have sådan en god maskine stående uden at bruge den.
Den har oven i købet fået sit eget bord at stå på - og en god lampe - i tidernes morgen.

Senere på dagen skulle jeg ud at købe et par julegaver (for mit afkom) og bagefter på en lang, lang køretur til min bror og hans kæreste i det nordligste af Sjælland.
Alt over 50 km er langt!! Der er næsten det dobbelte - hver vej.
Det er bestemt ikke hverdagskost - at min bror og jeg ses.
Når det sker, er det så hyggeligt.
Jeg bragte de store smil frem, da jeg fortalte, at jeg i de kommende 2-3 uger har skrevet i min kalender, at jeg holder ferie - juleferie.
Er du ikke pensionist og har ferie her dag?
Der er da vist noget de unge mennesker har misforstået. Livet som pensionist er besat med alskens sjove ting, og derfor er det nødvendigt at få sjælen med sig og holde ferie.
Så nu holder jeg juleferie - kun afbrudt af julen og nytårets arrangementer.

mandag den 22. december 2014

Glædelig jul

Jeg vil ønske alle i blogland
GLÆDELIG JUL
og til det arbejdende folk, der har juleferie nu - en rigtig dejlig og fredelig juleferie.

lørdag den 1. november 2014

Et ur

Gaven til mig selv blev et ur.
Jeg har ikke haft et armbåndsur i over 30 år. Tiden skal ikke styre mit liv.
Da jeg fyldt 30, fik jeg et ur af min mor og det holdt i en del år. Desværre tabte jeg det på klinkegulvet, og det kunne det ikke tåle.
I går skulle jeg ind til guldsmeden for at have en reservedel til min nøglering, som de desværre ikke havde.
Mit blik faldt på et ur, og jeg udbrød: det ur har jeg været ret vild med siden det blev designet i 1969.
Jeg prøvede det og købte det ikke.
Men men, lidt senere på dagen tog jeg ind til guldsmeden igen og bestilte uret.
Det kommer om en uges tid.
Gad vist om jeg kan vænne mig til at bruge armbåndsur? Og jeg spekulerer på om jeg kan huske at tage det af, når jeg skal i bad. Det kan jo være det er vandtæt...

torsdag den 30. oktober 2014

Momsfrie dage

Der er momsfrie dage i Køge i de kommende dage, så jeg skal på julegaveindkøb.
Jeg har kunnet lokke nogle ønsker ud af dem jeg skal købe julegaver til.
Det kan jo også godt være, at jeg kommer til at købe en julegave til mig selv, men sker det, bliver der IKKE pakket ind og gemt til jul.
Jeg vil forene indkøbene med en biograftur i eftermiddag. Vi skal se Min lejlighed i Paris. Måske er der et par glimt fra byernes by.

onsdag den 25. december 2013

På hat med et ølglas

Mit barn har kreeret og strikket og valket ny hat til mig.
Den passer lige til mit hoved.
Heldigt.
Den er ganske pæn på.
I hatten var der er ægte ølglas.
Mit barn kender mine svagheder - både for huer og hatte og øl.
 
Herregud, bare fordi jeg tabte mine gode gamle veltjente briller gennem mange år tidligere på året, synes de unge mennesker, at jeg skulle have et par nye i julegave.
Det er de nederste.
Da jeg skulle "prøve" dem, startede et sandt festfyrværkeri af latter - hos os alle sammen.
Det varede en rum tid, med efterfølgende "mavepine" af bar latter.
Åh, som det er godt at grine.
Der var MANGE pakker.
En ad gangen blev pakket ud, og hver gang papiret var tømt for indhold, var Black der som en mis, for han fik også "pakker" og sjov, for han fik papiret, og det blev flået i småstykker.
Black havde meget travlt og var helt oppe i det røde felt af bare begejstring.
Knap så begejstret var jeg og min svigersøn bagefter, for vi samlede pænt op. Det er småting sammenlignet med Blacks begejstring.
Julemiddagen bestod af nødde-champignon-pate og kamsteg fra en fritgående, is og ris a la.
Jeg kunne godt dy mig. Black fik kun en lille bid på 1x1 cm af en flæskesteg.
Hen under midnat blev vi alle sultne, for vi var blevet enige om nul juleslik, kun frugt.
Der var rester af de små fine nyopgravede økologiske kartofler tilbage,
så vi spiste KARTOFFELMAD. Det smagte SÅ godt.