En meget, meget lang dag

Jeg havde billet til operabio i Imperial i København i går - kl. 10.00.
Heldigvis tjekkede jeg lige afgangstidspunktet med bussen herfra mig selv inden, for det viste sig, at der var sat togbusser ind mellem Solrød og Hundige, og det forlænger jo rejsetiden noget.
Så det var pokkers tidligt på en lørdag morgen, jeg gik hen til bussen.
Kl. 8 om natten, som min svigerfar altid omtalte det tidspunkt på døgnet.
Jeg mødtes med veninden i god tid, for der skal lige være tid til at "snakke af" inden forestillingen begynder.
Vi skulle se Romeo og Julie - en transmission fra Metropolitan i New York.
Det var en storslået forestilling. Drama på højt plan.
De to i hovedrollerne levede sig fuldstændig ind i rollerne, og udover at synge ganske let, ubesværet og skønt, kunne de sandelig også spille skuespil.
Og lyden i biografen er også storslået.
3½ time varede forestillingen med ca. 20 minutters pause.
Der var mange, der lige skulle tørre øjnene, da det hele sluttede. Også mig og veninden.
Bagefter var vi sultne og gik - igen - hen til Vivaldi på Axeltorv, og fik skøn mad og drikke.
Vi sad der, spiste og snakkede, i mere end fire timer.
Det var da utroligt så hurtigt den tid var gået - og så hyggeligt.
Det var en lang og sej tur hjem med alle de tog og busser.
Jeg var godt træt, da jeg endelig nåede matriklen klokken halvotte.
Det var en inaktiv dag for fysikken, og det synes den ikke så godt om.

Citat fra det udsendte program fra Nordisk Films beskrivelse af operaerne:

Helt fra begyndelsen var Gounods udgave af Romeo og Julie en kæmpesucces; alene i de første 20 år efter premieren i 1867 blev den spillet over 400 gange i Paris. Den opnåede endda at blive udsat for en parodi – og så kan man jo ikke nå højere.

Parodien på Roméo et Juliette hed Rhum et eau en juillet (Rom og vand i juli) og var en fin succes på ét af de mindre teatre i Paris. Men publikum foretrak nu alligevel den ægte vare, som bl.a. var et af de helt store trækplastre ved verdensudstillingen i 1867. Tenoren Vittorio Grigolo og sopranen Diana Damrau sang i sidste sæson sammen i Massenets Manon på The Met, og kemien mellem dem var så god, at de nu igen står sammen på scenen i en fransk opera; en nyopsætning af Gounods opera, baseret på Shakespeares udødelige historie om de to unge fra Verona, der ikke må få hinanden. Det er endda første gang overhovedet, at Diana Damrau synger partiet som Julie. Der er lagt op til en oplevelse i særklasse i Bartlett Shers roste opsætning, som siden 2008 er blevet spillet ved både Salzburg Festspillene og på La Scala i Milano

Medvirkende bl.a.: Diana Damrau, Vittorio Grigolo og Mikhail Petrenko • Dirigent: Gianandrea Noseda Iscenesættelse: Bartlett Sher