Fotografen, der skulle fotografere hus og have til salgsannoncer, skulle komme mellem 12-14 i dag.
Han ringede kl. 9, for han havde fået et afbud om formiddagens fotoseance af et andet hus - det var blevet solgt i går. Gode nyheder.
Så han kunne da godt komme her med det samme.
Han var utrolig sød og hjælpsom, og sagde pænt tak til kaffe og resterne af gårsdagens kage.
Det er jo fint, at der er god tid til en snak. Hans arbejdsdag er også pænt presset, fortalte han.
Han hjalp med at flytte alle mine kommunale hjælpemidler rundt, for de skal ikke med på billederne.
Han hundsede også med mig... jeg skulle bevæge mig op på førstesal, så han i ro og mag kunne fotografere hele stueetagen. Jeg skulle også bevæge mit legeme væk fra en stol, der står foran vinduet på 1. sal, for han skulle fotografere udefra og op.
Når han er færdig her, ender han alle billeder til et firma, der billedredigerer (de laver bl.a. blå himmel), og så bliver der sendt link til ejendomsmægler og mig.
Jeg synes, at jeg havde været ret god og fået flyttet alle de ting, som ikke gør sig godt på billeder, men han var ikke helt tilfreds, så det flyttede vi også.
Jeg hører bestemt ikke til i kategorien ordensmenneske - ville dog ønske jeg var det af og til - og jeg må nok indrømme, jeg synes her er temmelig tomt.
Mon man kan vænne sig til det - simple living?
For det drømmer jeg om at have i min nye bolig....
Jeg drømmer også om et par dage i fred og ro.
På torsdag skal jeg på besøg på sygehuset, og så kommer min mægler og hendes kolleger (dem der skal sælge huset), mens jeg har rengøring. De har selv nøgle. Det bliver jo skønt at komme hjem til et rent hus og mæglerbesøget overstået. Så må der gerne blive et par fredelige dage mere - det er tiltrængt.
Det er helt uhørt, men jeg har kun strikket 2 omgange på en bluse i den sidste uge....
Det er vist et stort arbejde alene det at gøre huset klart til fotografering. Jeg undrer mig tit over, hvor sælgerne har gjort af deres ting. Vi går med tanker om at sælge næste år, og jeg har da allerede gjort mig tanker om, hvordan vi gør vores kommende salgsbilleder så "tomme", som vi ser det i annoncerne.
SvarSletConny, ja det er utroligt så tomt ens hjem kan virke, når det skal fotograferes til salgsannoncer.
SletJeg er heldigvis kommet af med en hel del, så der er god plads i skabe og skuffer.