Store sygehusdag for hele familien - og stadig uden diagnose

I dag skulle jeg på besøg på Roskilde sygehus til samtale om den omhyggelige undersøgelse, jeg var til for 2 uger siden.
Min datter skulle på Riget til sin 3 måneders kontrol.
Min bror skulle på Herlev for at få taget af vævsprøve af kræftknuden han har i maven. Endelig sker der noget....
Min datters besøg varede 4 minutter, alt er så flot hos og med hende.
Så hun kunne lige nå at komme til Roskilde, for hun ville da gerne være pårørende og lytte med. Det plejer jo at være omvendt.
Den unge (dårligt dansktalende) læge kunne overhovedet ikke give mig en diagnose. Martin, lægen der foretog undersøgelsen af mine nervebaner, havde blot fundet frem til, at der er forbindelse i mit nervesystem, men nerverne leder (eller lider, som den unge læge udtalte) ikke ret godt.
De foreslog, at jeg fik udtaget noget spinalvæske fra rygraden, for at undersøge om der er bakterier deri, som ikke skal være der. Herefter vil jeg atter blive indkaldt til samtale med EN EKSPERT på lammelser.
Det var spild af god tid, både hos sygehuset og hos mig. Det ville have været fint for mig om jeg var blevet ringet op om resultatet og de kommende tiltag.
Åh, som jeg nød at blive kørt til stationen af min svigersøn. Han ville køre mig helt hjem, det var nu ikke nødvendigt, bus og tog kører lige til døren.
Men jeg må nok indrømme, at jeg er noget skuffet, for det havde været rart med en diagnose, så jeg kan komme videre i mit liv.
NU skal jeg have en dropfodskinne, så jeg kan gå nogenlunde normalt igen, og ikke kun nøjes med 2,5 km om dagen. Alt for lidt for mig, der har ….. i bagdelen.