Mit allerkæreste afkom og svigersøn har inviteret mig ud at spise.
Jeg bliver hentet, og med sig i bilen har min svigersøn - foruden skønne Kenzo hund - også en kørestol. Et levn fra dengang mit barn havde svært ved at tage luft ind.
Jeg knækkede sammen af grin, da min datter sagde det.
Jeg kan altså godt se det fornuftige i det - jeg bliver transporteret fra a til b i bil, og fra bil til restaurant i kørestol. Lidt doven har man vel lov til at være.
Det skal nok blive mega hyggeligt.
Jeg har været ude at gå i dag - bare en lille bitte tur, det gik langsomt, men det gik.
Det gik også at finde et par sko, jeg kunne få på - foden er stadig pænt farvet og hævet.
Det er "noget for sig selv" at skulle tænke over hvert et skridt jeg tager. Gåfunktionen er jo fuldautomatisk (normalt) - ligesom åndedrættet og hjerteslaget. Noget fuldstændigt selvfølgeligt. Når det selvfølgelige bliver til noget der ikke er en selvfølge længere, giver det gode tanker til refleksion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar