Kontraster

Dagen i går var en af de ubehagelige gode, omend den endte med at blive behagelig god. Kontrastfyldt.
Min allerkæreste lillebror har været indlagt et stykke tid på den palliative afdeling, og indtager næsten ingen mad eller væske. Han bliver pumpet med morfin og en hel masse andet. Han er gået ind i en fase med delirium. Han kan godt kende os... på et tidspunkt sagde han til mig, årh hold kæft og forsøgte at trække på smilebåndet. Jeg ejer vist en evne til det ret positive, selv i denne meget triste situation, og få humøret til at stige et par grader.
Hans kæreste er hos ham i døgndrift, og ganske heldigt har hun en fortid i plejen.
Jeg oplevede også sygepleje på mega højt niveau. Og tid til alle spørgsmålene, som blev besvaret med et stort smil.
Jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme på besøg igen, der er langt herfra til sygehuset.

Dagen sluttede hos min datter og svigersøn - de bor ikke så langt fra sygehuset.
Jeg er jo ret glad for hunde, og Kenzo - sort labber - bor jo godt hos dem, så det kære kræ fik lige muntret mig op.

I dag skulle jeg selv til lægen for at høre resultatet af blodprøve for stofskiftet. Det er fint, så først kontrol igenom et år. Lægen sagde, at hvis jeg var gravid, skulle jeg have medicin. Både lægen og jeg fik ondt i maven af grin, for den tid er da vist ovre for længst. Godt for både læge og patient med et godt og sundt grin. Som lægen sagde, han har også godt af et godt grin. Jeg tror nok at min latter er ret smittende.

Vi snakkede for øvrigt gravstene i går - niecen, nevøen og mig. Hvis jeg ellers skal have en gravsten, hvad jeg ikke skal have, skulle der stå på den:
Hun døde af grin.
Mit barn spør af og til om hun skal hjælpe mig på vej.
I dag er en dag af de behagelige gode.