Min lillebror

I går sagde min allerbedste og allerkæreste lillebror farvel til dette liv.
63 år gammel.
Lige så gammel som vores far blev - og min Finn.
Underligt at være enebarn - det må jeg jo være nu begge mine søskende har forladt det fysiske liv.
Hvil i fred, kære lillebror. En engel har nu fået vinger og en stjerne mere er født på himlen.
Du vil blive meget savnet.

Min efterskrift til min lillebror:
Min allerbedste og allerkæreste lillebror.
Du kom ind i mit liv da jeg var 9 år - med et brækket kraveben og pakket ind som en puppe, bare fordi du led af noget eksem.
Du voksede op og tog os alle med storm og charme.
Vores storesøster havde ønsket sig en lillebror i så mange år, og da du endelig kom - hun var 12 - gik der kun kort tid, så var interessen ikke så stor, for babyer kræver sit.
MEN den anden storesøsters beskyttergen var straks aktiveret. Ingen og absolut intet måtte gøre dig fortræd. Det har holdt sig hele livet - og det var du så absolut fuldstændig klar over-
Du var kun 4 år, da din svoger kom ind i familien, og fra første færd var han din - ligesom han var min. Han var vores - Finn altså.
Du var 6 år, så blev du indlagt på militærhospitalet, som det nu engang hed - derude på Bispebjerg. Du skulle have rettet din flyveører ind til hovedet. Det var så svært at vinke farvel til en lille dreng på 6 år - men du klarede den, og kom hjem med ører ind til hovedet.
Da du var 9 år blev vores mor indlagt på Finsens institut med en kæmpemodermærke - og fik opereret meget af sit ben væk. Vi klarede os, dig, far og mig. Mor kom hjem til os igen og levede resten af sit gode liv med en protese.
Desværre forlod vores far os, da du kun var 13 år. Du var en kæmpe støtte for vores mor i den svære tid og årene derefter.
Du er ret kendt for dit spørgsmål, da du lå på din seng i teenageværelset: er der mere kaffe? Og straks rejste moderen sig og hentede kaffe til sin dovne søn. Det var ment som et spørgsmål, og ikke som en serviceydelse, hvilket det hurtigt blev til. Spørgsmålet virkede langt op i årene - og vi brød grinende sammen, da mor fluks rejste sig....
Vi har lært ganske meget af vores skønne forældre.
Vi voksede op i et hjem fyldt af kærlighed og harmoni.
Det tog vi os med ind i voksenlivet, og båndet mellem dig og mig var skønt og ubrydeligt.
Vores mor forlod os da hun var op i firserne - hun var blevet lidt dement, men alligevel kendte hun os.
En december var vi i London - dig, mig og nogle af vores pårørende.
Vi stod uden for en pub, du havde en blå duffelcoat med hætten oppe - det var London vejr.
Lige pludselig blev jeg ramt af et kosmisk lys, der opfyldte hele mig og jeg stirrede på dig - jeg blev ramt af ubetinget kærlighed.
En ret sælsom og vidunderlig oplevelse. Jeg havde oplevet den nogle år tidligere, da vores Finn lå lam og uden tale på sit plejehjem. Ubetinget kærlighed.
Så vidunderligt.
Jeg har fortalt dig om det, og du blev ligeså ramt.
Jeg har også fortalt dine børn om det, og det har også ramt dem.
I morges - 40 minutter efter du havde draget dit sidste åndedrag i denne verden, materialiserede du dig for mig og gav mig det største lykkeligste knus nogensinde, og lod mig forstå at du er fri og lykkelig. Jeg pustede dig videre til dine børn. Men du kom lige tilbage og gav mig endnu et knus.
Vi ses, lillebror, når min tid i det fysiske er slut.
I kærlighed
din allerbedste storesøster