Sorg og savn

Er der forskel på sorg og savn?
For 12 år siden sluttede et forløb med mit livs kærlighed.
Det startede så skøn i 1961 - 14 og 18 år gamle var de to elskende.
Vi blev hilst så meget velkommen i vores respektive familier.
Det blev til mange år sammen.
Den sidste tid var præget af hospitalsindlæggelse og plejehjemsophold - efter en operation i hjernen.
Den frihedselskende mand blev lænket til en seng ude af stand til at gøre sig forståelig og lam fra halsen og nedad, og så alligevel kom der nogle sproglige perler indimellem i ganske klart sprog.
Jeg "brokkede" mig over den "satans" hund (Black). Efter en hel dag på kontoret skulle jeg hjem for at hente hund så vi kunne komme på plejehjemmet. Black elskede disse besøg og efter kun få dage kendte hunden vejen ind til sin "menneskefars" værelse, så selvfølgelig blev han sluppet fri af sin line. Poterne op på sengekanten og give ham flere slik i ansigtet.
Min udtalelse havde bekymret den stakkels lamme mand, for han kendte jo mit oprindelige forhold til hunde. Jeg var ganske enkelt bange for hunde, og håbede i mit stille sind at mand og barn opgave tanken om hund på matriklen. MEN der kom en hund, og så var jeg altså solgt og ikke mere bange for hunde. Snarere tværtimod....
En dag kom der en sproglig perle i form at et enkelt ord: BLACKMAND?
Mange år med det samme menneske indebærer jo at man jo på det nærmeste ved hvad hinanden tænker og vil sige....
Så jeg udbrød: Nej tag det ganske roligt, Black bliver hos mig, så længe han lever. Og det gjorde han. Det beroligede hans "far-ejer".
En anden sproglig perle kom en dag Finn skulle bades på plejehjemmet, og en af sosuassistenter "brokkede" sig over, at der var så lidt plads på det ret store badeværelse. Finn udbrød: der er plads nok, det er fordi du er så bredrøvet!!
I de mange måneder han var på sygehus og plejehjem, var der ret mange mennesker involveret. Familie, venner, plejepersonale var en daglig kontakt.
Da døden kom til ham og begravelsen var overstået, var der NOBODY.
Hvad var dog meningen med det?
Det var en mærkelig og ejendommelig fornemmelse.
Jeg er ret god til at reflektere og min intuition fortalte mig at sorgen skal jeg selv komme igennem. Ingen kan hjælpe mig igennem den andet end mig selv. Det er ganske vanskeligt at sætte ord på sorg.
Noget andet er med savnet. Det er så ganske meget nemmere at snakke med familie og venner om.
Måske er jeg en smule anderledes.
Sorg har en periode, savn varer også en periode, så erstattes den af gode minder.
En anden af mit livs kærlighed forlod dette liv for et par uger siden. Livet har formet sig sådan, at der har SIDEN den dag, min bror forlod dette liv kun har været få dage med tid til refleksion, og den kommende meget lange tid ser lige sådan ud.
Hvad er så meningen med det?
Sorg over min allerkæreste lillebror var anderledes end min bedste ven gennem et langt liv er forskellig fra hinanden.
Det var så godt at min lillebror forlod livet, fordi han var så plaget af ubehag o.lign.
Savnet vil vare en rum tid endnu.
Jeg gør mit aller-aller-bedste for at være til glæde og gavn for hans to børn.
Romantisk nyt: lillebrors søn havde inviteret sin kæreste med til Wien dagen efter begravelsen på kæreste week-end. Gutten har friet. Købt smuk ring. Så nu er der snart bryllup i familien.
Og i sidste ende er alt jo såre godt.