Jeg vil ikke hjem

For et stykke tid siden blev jeg inviteret til det jyske af et vennepar.

Vi skulle bo hos hans søster i Hadsund.

Vi skulle også besøge Hvidsten kro for at spise frokost.

Æggekage - og for mit vedkommende en vegetar en af slagsen.

Den var skøn, og det samme var Marius øllen dertil.

Det var et besøg der havde et præg af historiens vingesus.

Efter frokosten kørte vi til Hadsund, og jeg fik anvist et værelse i nederste etage, og værtsparret beklagede, at der var trapper til øvre etage.

Intet problem, jeg bor jo selv i et hus med trapper, og trappetræning er godt for folk med svage ben og lamme fødder. Tihi lammefødder i et ord betyder noget helt andet.

Vi var 3 kvinder og 2 mænd.... og de 3 kvinder strikker, syr og alt med håndarbejde, så vi fik en lystig snak om dette og hint. 

Dagen derpå - udflugt fra Hadsund til.....

Vi kørte først til Aalborg, og da H. har sejlet med Springeren (ubåd der er udstillet i Aalborg) synes han det kunne være interessant for mig at se ubåden.

Han kunne fortælle, og han er en eminent fortæller....

Jeg kom op ad trappen og ind - det går bare lidt langsomt - i det første rum, som rummer torpedoerne. H. har været torpedovagt i de 3 år han sejlede med ubåden, så han vidste lige præcis alt om det hele.

Vi kom lige ind igennem døren (se billedet herover) og et lille stykke ind, så måtte jeg give op, for min klaustrofobis lille ansigt viste sig, og jeg måtte ud i den friske luft.

Men men men

Der var 33 man på den lille bitte ubåd, og man skal i hvert fald ikke lide af klaustrofobi for at være der.

Køjerne var sandelig ikke ret store, og vi lavede lidt sjov med, at her kunne H vist ikke være på i dag. Kroppen har det jo med at forandre sig fra ungdommen til alderdommen.

En vis volumen for visse.

På vej hjem til Hadsund kørte vi over Øster Hurup, hvor H er født og opvokset.

Vi skulle lige besøge et galleri, hvor en af søsterens barndomsveninder boede.

Vi blev hilst hjertelig velkommen, og hun viste alle sine skønne billeder og vi fik også en rundvisning i hendes meget specielle hjem - og vi sluttede af med en kølig i haven.

Der blev snakket barndomsminder, hyggeligt at lytte til.

Vi skulle desværre forlade vores logi og vores værter her til morgen.

Jeg havde flere gange sagt, at jeg ville ikke hjem. Et udtryk for at jeg følte mig ekstrem godt tilpas og velkommen. Værtsparret var/er også yderst gæstfrie.

Jeg må have opført mig pænt, for jeg blev inviteret til at komme igen en anden gang.

Jeg må dog nok indrømme, at min latter har lydt temmelig meget i de par dage.

Vi skulle have været en tur til kunstmuseet i Aalborg, men jeg foreslog, at vi tog til Aros i Aarhus.

Den ide blev hilst velkommen, og som sagt så gjort.

Vi så det meste af udstillingen, og endte med at spise frokost i deres restaurant.

Et skønt besøg.

Lad billederne tale for sig selv.

Når jeg er ude, står min telefon på lydløs, for jeg er nærværende, der hvor jeg nu befinder mig og vil ikke forstyrres af telefonopkald eller lignende.

På vej til færgen var der et opkald fra et nummer jeg ikke umiddelbart kunne genkende.

Der var indtalt en besked, og det var fra Muskelsvindfonden.

De har sendt en invitation til nogle seminarer for folk med den diagnose lægerne har givet mig.

Jeg er IKKE interesseret i at deltage, men stemmen sagde, at de ville ringe en anden dag.

Jeg bliver jo nødt til at samarbejde med dem, for sygehuset - uagtet de har et hel team af kostvejledere, fysser, psykologer og en hel masse andet og kun guderne ved hvem de er til glæde og gavn for - har henvist til Muskelsvindfonden. De har i hvert fald været gode til at lave en rapport der er det mest sortseende jeg har været ude for i mit nuværende liv.

Det hele  - diagnose, rapport og sorte huller - er begravet og arkiveret ude under banelegemet, der ligger tæt på min matrikel