Hvor er det skønt med gode venner. Jeg har haft besøg i dag af venner, jeg har kendt siden 1973, så vi har mange skønne oplevelser sammen.
Hvor er det dog også skønt, at alt er lavet klar og står på køkkenbordet, og vennerne "serverer".
I disse sommertider kan det være lidt svært at vide om vi skal sidde inde eller ude. I dag blev det inde, for det blæste alt for meget ude på min terrasse.
Tiden med at forberede frokost eller aftensmad til andre end mig selv er vist forbi. Så vi finder bare på noget andet.
I dag var det kaffe med boller, ost og æblekage (rester fra sidste års produktion).
En af vennerne har fået en ny hjerteklap og det betyder, at han kan få et handicapskilt.
Jeg er blevet opfordret fra både sygehus, kommune og læge at søge om handicapskilt.
Så vi fik en god snak om alle de fordele ved det, og det er jo det jeg gør - søger om handicapskilt.
Jeg skal til konsultation på sygehuset i næste uge, så kan jeg få underskrevet ansøgningen der.
Jeg er jo også bevilget handicapkørsel, og det er jo den rene luksus bare at ringe og bestille transporter.
Dagen efter sygehusbesøget skal jeg igen til Roskilde til bandagist og have taget mål til en ny skinne. Ret tidligt om morgenen.... og heldigvis er der en god veninde, der gerne vil være chauffør for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar