Ude godt, hjemme bedst???

Jeg har været en uge på Malta med skønne venner.
Ude godt, hjemme bedst?
Vist er det godt at være hjemme i de vante omgivelser.
Sandelig det er godt at være ude med skønne omsorgsfulde venner, og møde en masse andre mennesker.
Hjemme igen.... hvor jeg "kun" er mig selv.
Jeg kan vist konstatere, at jeg er et ret socialt menneske, og holder enormt meget af at være sammen med andre. Det er dog også godt at være "på egen hånd" - tid til refleksion og lignende.
I dag blev jeg ramt af et anfald af "selvmedlidenhed" - bare fordi benene ikke vil som jeg vil. Det har sine omkostninger at blive transporteret i en kørestol i en hel uge - specielt med den diagnose lægerne har klæbet til mig.
Mens vi var på Malta, fik jeg en indkaldelse til konsultation med en neuropsykolog.
Lidt sent vil jeg nok mene.
Tilbage i maj, da jeg fik denne diagnose havde det været mere på sin plads med en samtale med en psyk. Om det gør nogen forskel har jeg mine tvivl om.
Da min Finn fik sin diagnose i 2006 og efterfølgende operation i hjernen, blev jeg tilbudt psyk hjælp. Ja tak - 4 gange af 1,5 time. Og det var lige som lidt lige meget, for mit skriveri er bedre for mig, så jeg kunne komme til klarhed over "what was going on".
Jeg kan også konstatere, at der er en helt fantastisk handicapservice i lufthavnene - og vennerne blev glædeligt overraskede, for vi kom før "hele køen" både til indtjekning og i security, og senere ude ved flyet blev vi alle sammen liftet op til indgangen. Hm, jeg ville nu have foretrukket at stå i kø og selv gå, men livet tager af og til en anden drejning, så der er brug for hjælp.