|
Denne søde lille snegl mødte jeg på en morgentur til stranden - huset var ca. 2 cm. Vinbjergsneglunge? |
Jeg har været på et 4-dages madlavningskursus - for vegetarer.
Åh, hvor var det godt.
Selvom jeg har været vegetar i ca. 40 år, er der altid noget nyt at lære.
Kurset blev holdt i Klint ved Nykøbing Sj. og det er jo en naturperle.
Tæt på vandet, så en morgen- og aftentur til vandet var jo ligetil.
Vi var 18 kursister - nogenlunde ligelig fordelt mellem kønnene.
Vi blev delt i et frokosthold og et aftensmåltidhold.
Frokostfolkene skulle forberede frokosten - selvfølgelig, mens aftenholdet skulle rense og skrælle grøntsager til aftensmaden.
Som det kan ses på billedet er det store mængder....
Der er egen urtehave på stedet, og her er det Synnøve fra Norge, der er i gang med at rense
sølvbeder.
Her er kokken og underviser Per i gang med at vise os nogle gode fif.
Per er dansker, men bor i Trondhjem i Norge, hvor han er iværksætter og har selv nogle falaffel-butikker.
Grønsager er dejlig farverige.
Vi var så heldige, at indehaveren af restaurant Det vilde Køkken havde en times tid, hvor han tog os med på stranden og der blev samlet vilde urter.
Han leverer bl.a. til Dragsholm Slot, og er medvirkende til at slottet har fået en michelinstjerne.
Han har sandelig også samlet urter til regenten.
En meget inspirerende mand, der ved hvad han taler om.
Der er dynamik i himlen den dag.
De sidste 4 billeder i dette indlæg er taget indenfor 10 minutter.
Den første dag var jeg på hold med Erik - en herre på 77 år.
Hans kone havde lavet mad hele deres liv sammen, og selvom han gerne vil lære... sender hun ham ud for at gøre det han gør så godt.
Så han havde tilmeldt sig kurset.
Han vidste dårligt, hvordan man skulle koge et æg, men han var lærenem (og jeg skulle tage alle mine pædagogiske evner i brug). Han var meget, meget glad for hvad han lykkedes med.
Vi var jo 9 på hvert hold, og vi blev så delt igen i 4 hold.
Andendagen var jeg på hold med bl.a. en mega alfahan, og det var kun hans smag på retterne der kunne gå an. Så sandelig om jeg også fik brug for mine diplomatiske evner (godt opdraget udi det af min far), for det skulle også smage af lidt mere end salt.
Det var skønt med ny inspiration, gode fif og nye opskrifter.
I parentes bemærket... jeg fik ros af kokken … han kunne se, at jeg er vant til at arbejde i et køkken (både mit eget og det grønne hus).
Skønt med sådan en melding, når nu madlavning er blevet en passion i min pensionisttilværelse.
I går havde jeg gæster til middag.
Kødspisere får serveret fisk her, medmindre de siger, at de gerne vil spise udelukkende vegetarisk.
De fik gazpacho med ristede græskarkerner, laks med sesam og rosmarin, kartofler (jeg ved at den ene af dem elsker alle former for kartofler), sennepsvinaigrette, spinat/grønkålspesto, "salat" af gulerødder, pære, squash, mandler, citron, olivenolie og skovsyre.
Den anden af mine gæster er hjertepatient, og når man er det og får blodfortyndende, må man ikke få for mange grønne bladgrønsager. Så blev jeg det klogere.
Jeg kommer til at tænke på, at jeg deltog i 60dage.dk i foråret, og her deltog en mand, der havde været med i et program på TV2, der hedder spis dig rask.
Gad vist hvad jeg skal spise for at få stimulere mit perifere nervesystem, så min fod kan blive normal igen? Min fys sagde i dag, at fiskeolie kunne være godt.