onsdag den 30. maj 2012

En aktiv dag

Onsdagsfri. Ih, hvor er det godt.
Det var hverken vejr til maleri udendørs eller havearbejde.
Så jeg startede cyklen og kørte ud til en møbelforretning
FOR AT SE PÅ ET NYT SPISEBORD OG STOLE.
Det endte sørme med at jeg endelig fik bestemt mig for et og købte.
Det var også på tide, for jeg har lovet min niece det gamle, og hun flytter i sin egen lejlighed om en måned,
Det blev et dansk bord med 6 skønne stole i asketræ.
Jeg havde drømt om et hvidt bord, men stolene jeg har valgt kunne ikke fås i hvidt.
Jeg glæder mig til det bliver leveret om nogle uger.
Mens jeg vandrede rundt i møbelbutikken ringede min bror,
Han er ved at flytte og skal være ude af sit hus i morgen aften,
SKAL JEG KOMME OG HJÆLPE?
Ja tak.
Som sagt, så gjort.
Så jeg har været flyttemand Jensen i dag. God motion.
Han har været ekstrem heldig. Hans hus var kun til salg i 12 dage, så var det solgt. Utroligt i disse vanskelige tider.
Her er haven han flytter fra.
Det er en meget flot og særpræget have, der lige præcis i denne tid er på sit højeste.

På vej fra hans hus til hans nye bolig kom vi forbi min gamle arbejdsplads.
Den måtte jeg jo lige have et billede af.
Her er udsigten fra den nye bolig
Han glæder sig til ikke at være haveejer mere.

Vaske hænder

Jeg har lige skiftet plasteret rundt om den skinne jeg har på fingeren, jeg kom til skade med for 3 uger siden.
Lige inden jeg satte det på, vaskede jeg hænder.
Det føles som den rene luksus bare at tage et stykke sæbe i hånden og vaske hænder helt almindeligt.
Med plaster på - er det flydende sæbe jeg bruger og vaske udenom den 4. finger. Lidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
Dropfingeren hænger næsten ikke mere, så det ser ud til at hele fint.
2 uger 6 dage endnu....

tirsdag den 29. maj 2012

Katte

Denne søde kat gik rundt i gaderne i Karrebæksminde og KALDTE og KALDTE.
Den lod sig villigt fotografere.

Søde UGLY - naboens kat. Jeg skal passe hende et par dage i ferien. Det er jeg ganske spændt på.
Hun skal udenfor. Hvordan får jeg hende lige ind igen?
Det er noget ganske andet med en hund!!

mandag den 28. maj 2012

På tur

Midt i alle mine haveaktiviteter fandt jeg tid til en cykeltur.
Ud til Lellinge.
På vejen ligger denne kunstige sø.
For mange år siden boede jeg 200 meter derfra og da var der ingen sø.
Området var oversvømmet hver vinter, og så er "man" blevet enige om, at det ligesågodt kan være en permanent sø.
Der er et rigt fugle- og planteliv.


Bifamilie

En af mine skønne kolleger har bier.
Han har sendt os dette billede og fortæller, at en af deres bifamilier har holdt flyttedag.
De flyttede dog kun 10 meter, så de fik lov at beholde dem.
Der er ca. 20.000 bier på dette billede.

En mærkværdig bro

Broen over til Enø er højst mærkværdig.


lørdag den 26. maj 2012

Nye sko - til lidt af hvert

Jeg bruger meget træsko i haven.
På venindeturen i onsdags kom vi forbi alle skobutikkerne i Køge.
Udenfor stod sådan nogle crogs i børnestørrelse.
Jeg måtte ind at prøve, og var solgt op stedet, så derfor købte jeg et par.
De er supergode til lidt af hvert.
De er gode i haven.
De er helt eventyrlige ved stranden, for jeg sætter altid sandalerne i strandkanten.
Nu beholder jeg da bare mine crogs på.
Det allerbedste - de er skridsikre, og det er guld værd med en Black, der altid har travlt.
De er også gode at cykle med.
Jeg har været på cykeltur i dag - ind til Køge for at hente en bog hos boghandleren, jeg havde bestilt.
Og der er jo også torvedag om lørdagen, så der kom radiser og gammel 10% ost med hjem i cykelkurven.
Og paranødder og figner.
Da jeg skulle cykle hjem, virkede elmotoren ikke, så jeg cyklede på gammeldavs vis hen forbi cykelsmeden, der i en håndevending ordnede problemet.

fredag den 25. maj 2012

Tilbageblik

Min fader har fødselsdag i dag, og godt han ikke lever mer, for han kunne blive 106 år. Jeg har altid betragtet 25. Maj som min første rigtige sommerdag, bare fordi min søster og fik lov til at lege længe ude - uanset om vi skulle op i skole dagen derpå. Mine forældre havde altid gæster til alle fødselsdage, og de var helt fantastiske til at skabe feststemning. I dag må det da siges at være det mest fantastiske sommervejr eder findes. Jeg vil ønske alle god pinse.

torsdag den 24. maj 2012

Bytur - til Køge

Jeg havde en aftale med en veninde om frokost i Køge i går.
Jeg gik derind - en tur på små 3km. Vi spiste hos Sct. Gertrud - udenfor i det skønne vejr selvfølgelig.
Stjerneskud - uhm
Bagefter slentrede vi rundt i byen, og nød endnu mere det skønne vejr.
Sluttede dagen af med "en lille en" på Torvet, hvor nogle af cafeerne har
udendørsservering.

Køge Å

Et af de smukke gamle huse i Brogade.

Skæv vinkel af Køge kirke - sad på en bænk med en lækker is.

onsdag den 23. maj 2012

Og nu også med cykelhjelm

Her er min nye cykel.
Den første prøvetur udløste et latterudbrud af de store, for den er sjov at køre på.
Op på cyklen og jeg trampede lysigt i pedalerne - ligesom på mine første cykelture som bar.
Og så satte batteriet ind og der var skub i cyklen.
En tur op ad bakken da cykelhandleren var kørt igen.
Huj, som det nemt og hurtigt.

Den er også udstyret med kilometertæller og hastighedsmåler.

Og her er cykelhjelmen. Den passer perfekt.
Det var ikke bare lige at finde en cykelhjelm, der passede mit hovedet.
Men det lykkedes.
Jeg ville gerne have haft en rød, men ingen af de røde ku passe mit hoved.

Min første cykeltur

Cykelhandleren har lige været her for at aflevere min nye el- cykel. Han ville gerne have, at jeg kørte en prøvetur,mens han stod og så på. Så mig op cyklen og så startede mine lattermuskler. Det er vildt sjovt at køre på el-cykel. Bedst som jeg tror jeg skal trampe i pedalerne, farer den afsted, og jeg kan sidde helt stille og roligt og nyde naturen. På min første selvstændige tur (uden støttehjul) greb jeg mig selv i at kigge i bakspejlet. Ups, der er jo ikke noget!!! Jeg tror jeg skal have et bakspejl til den cykel. Billede af den kommer senere.

tirsdag den 22. maj 2012

Farveorgie

Jeg elsker naturens farveorgier og dens uovertrufne storslåethed og overdådighed.
Her et lille kig ud i min have.
Forrest naboens lilla syrenet.
Lige bag syrenerne står rhodoerne og den lyserøde kan lige skimtes.
Midt i billedet PARADISÆBLEtræet. (Det skulle også kun være blevet højst 4 meter højt. Nu er det over 10 meter. Det bor godt derude).
Det er så betagende, at det gør bare godt - og giver fred i sjælen.
Kan man bare andet end føle harmoni?
sådan en aften som nu - vindstille, lune, fred og ro.


mandag den 21. maj 2012

Elcykel?

Jeg vil have en cykel.
Jeg har en mini-mini-cykel UDEN gear. Den er fra min autocampertid, hvor den kunne klappes sammen og var beregnet til at køre til bageren på.
Den er jo næsten ikke til at køre lidt længere ture på.
Onsdag formiddag er der torvedag i Køge centrum, og det kunne jo være skønt at cykle derind.
Mit frokosthold foreslog mig at købe en el cykel.
Ideen er slet ikke så tosset, for jeg bor på en bakketop, og det kan tage pusten fra mig - på vej hjem fra byen.
Det gjorde det tidligere, da jeg cyklede til og fra stationen.
Jeg må gå i tænkeboks.

UPDATE: tænkeboksen varede kun til jeg kom hjem til Køge, så kørte jeg hen til cykelhandleren og købte el-cyklen. Han leverer den onsdag formiddag :)
Huj, hvor bliver det spændende.

søndag den 20. maj 2012

Mille og Black


Utrolig så lille sådan en hvalp er i forhold til den voksne hund.
Black 8 år og Mille 9 uger.
Hun var bare så sød og kær.
Black var ikke så interesseret...måske også fordi han var bundet til en krog?

lørdag den 19. maj 2012

Gåtur

Black og jeg startede dagens første gåtur i stor stil. Lige der midt på vejen lå der en kat der var kørt ned. Den var død.og åh, hvor jeg sendte mange tanker til dens ejere. Hvordan får de nogensinde at vide, at deres kat er død? Lige over frokost gik vi ud til Karrebæksminde. Jeg kunne godt have tænkt mig at gå helt ud til Enø, nen var desværre nødt til at vende om, for jeg skulle træde af på naturens vegne, og der var ingen egnet buske på vores vej. Man sku være hund! I går besøgte jeg gårdbutikken lige ovre på den ande side af vejen og købte et kilo danske kartofler (60 kr. Pr. Kilo). De smagte -som at høre englene synge. Danske ordbær kom også med hjem i går - og jeg måtte også bare have jordbær med hjem i dag. Det er bare det bedste - danske kartofler og jordbær. Så er det sommer. Et vidunderligt vejr har det været her sydpå i dag.

fredag den 18. maj 2012

Tur til Enø.

Jeg har været en tur på Enø i dag. Vi kørte ud til enden af øen, hvor man så ikke kan komme videre - andet end til fods. En ganske vidunderlig tur langs vandet med udsigt over Smålandshavet. Black er en smule træt i dag, for i går varci ude ar gå seks gange. Og det er jo tra gange så mange som vanligt. Der er nogle skønne fiskebutkker i Karrebæksminde, så jeg provianterede lidt fiske ars og røgede sild. Fik også taget nogle gode fotos af underlige, sjove huse, naturen og en kalde de kat, der villigt lod sig fotografere. Og den højst ejendommelige bro, der forbinder Enø med Sjælland. Desværre havde lysdamen lukket. Det kan egentlig også være lige meget. Jeg plejede at løbe lys i En ret speciel koboltblå farve til en lysestage, men den er jeg kommet til at smadre. Jeg kom også forbi feriekolonien, hvor vi holdt fætter og kusinekomsammen i min svigerfamilie i 2003-4, tror jeg det var, og min eftertanke....gad vist hvor mange der stadig er i live? Og raske? Der ligger et par gård urokket på vejen tilbage til campingpladsen, og jeg har provianteret mere. Dansk og økologisk. Æg, jordbær, kartofler og asparges. Det bliver en supermenu i aften. Lige inden jeg kørte landede en helikopter ude på den store plæne foran pladsen. Der holdt en ambulance med blåt blink. Jeg er god til at gætte, og mon ikke det var en patient til 15. Etage på Riget? (hjerteafdelingen). Der kommer billeder senere af dagen i dag.

torsdag den 17. maj 2012

Mille

I morges mødte jeG Mille, en lille labber pige på 9 uger. Jeg fik lov at fotografere hende, også sammen med Black. Jeg er fuldstændig solgt, når jeg møder sådan en lille ny labber. Så lille og så fin - og lidt kluntet. Billeder kommer senere. Det kan ikke lade sig gøre at få dem ind på bloggen i disse dage. De elektroniske muligheder er begrænsede.

onsdag den 16. maj 2012

Campist

Jeg er CAMPIST lige nu. Hvor jeg dog nyder det. Jeg har næsten glemt, hvordan det er. Det er 6 år siden, jeg sluttede livet som campist. Autocamperen blev solgt, for jeg kunne dårligt forestille mig et campistliv med kun Black og mig, når vi jo var vant til at være 2 og Black. Jeg må nok indrømme, at jeg adskillige gange har ærgret mig over, at jeg solgte den. Pyt, så er der andre muligheder. At leje en hytte, f.eks. Black og jeg kan de kommende dage råde over 12 kvadratmeter. Og det inkluderer køkken. Og koldt vand. Heldigvis er der gode køkken- og toiletfaciliteter inden for rimelig gåafstand. Det var ret sjovt at pakke grejet ud i Pandaen. Der kan være ret meget, når det bliver pakket ordentligt. Jeg inddrog noget af bagsædet, som Black plejer at have fuld rådighed over. I autocamperen blev alt sat på plads med det samme. Vel fremme kunne jeg bruge 25 minutter på at sætte alt på plads i den velindrettede hytte. Vi har en fantastisk udsigt og beliggenhed. I baghaven går der heste, og foran har vi udsigt til den smukke gamle bindingsværkkro. Og alle de andre hytter, som ligger langt fra hinanden, og der er herlig fred og. Ro. Øh bortset fra alle fuglene, som har bygget reder oppe i ... Lige i nærheden. Tidligere på dagen fortalte mim læge mig, at jeg er sund og frisk. Og en meget glædelig besked indløb i indbakken. Så livet er i vater igen, og den dårlige karmabølge er slut for denne gang.

Bønnemix og madspild

Jeg har købt en dåse bønnemix.
Jeg prøver med jævne mellemrum at spise bønner - kidneybønner, brune bønner, hvide bønner mmm
Denne dåse - jeg kan altså ikke lide dem.
De vokser i munden.
Jeg havde øst nogle op i en lille skål, og ... nej tak.
På vej ud i køkkenet med dem - der stod Black.
Vil du smage?
Han fik dem ned i sin skål, og slurp, væk var de.
I morges fik han en lille skålfuld mere og de var hurtigt væk.
Jamen jamen, så får hunden da bønnerne og jeg har ingen madspild.
De eneste bønner jeg til dato har synes RIGTIG GODT om er
JENS' RØDE LINSESUPPE.

tirsdag den 15. maj 2012

En liflig duft

Jan kan altså ikke forstå...
at herude på min terasse
hvor jeg sidder lige så stille
under musvitternes rede
og arbejder
så længe PCens batteri tillader
at her kommer en liflig duft
det må være naboerne
der har gang i noget
NEJ NEJ og NEJ
det er mig selv
kommer jeg i tanke om
jeg har tændt for ovnen
puttet en bakke med
kyllinger ind
for kyllinger er
godt for en
hund
der måske
havde
svine og okseallergi
og det viste sig
at være loppeallergi
duften er liflig
for jeg huske
tider
hvor jeg selv spiste den slags
tiden er en anden
NU
og der sker
så meget
ANDET

Læsepause

Jeg har holdt læsepause et par måneder.
I går var jeg på biblioteket igen og har lånt bøger igen.
Har bl.a. lånt
Ovenpå er der stille (en roman fra Holland - lydbog) af Gerhard Bekker og
Kirsten Thorups Bonsai.

mandag den 14. maj 2012

Lige imponerende hvert forår

 Jeg tror aldrig jeg bliver træt af mit rhododendronbed. Det overrasker mig år efter år.
Bregnerne bor også godt i bedet.
Lidt senere på sæsonen kommer den røde og den lilla.
Den lyserøde skulle kun været blevet under en meter høj. Den er altså 3 meter.

søndag den 13. maj 2012

Skøn solrig søndag

tegner det til at blive. Jeg vil slå græs og gå et par lange ture med Black, den aktive.
Lillebror kommer også på besøg.
Nyd søndagen.

fredag den 11. maj 2012

Næseblod

Denne uge har været anske anderledes.
Først min venindens dødsfald.
Siden mit uheld - klask - på den kongelige parkeringsplads og besøg på skadestuen.
Besøg af ejendomsmægler.
Besøg i dødens forgård: scanningskælderen på Riget. Smukt interiør og meget meget syge mennesker. Så uhyggeligt.
Midt i al det uhyggelige: der lå et magasin ANGOFILIA - udgivet af søde Mia Folkman (som har en blog, energien er ikke lige nu til at linke). Et skønt og smukt blad.
Senere på fredagen: næseblod, der bar løb i stride strømme i en hel time.
Jeg er hjemme hos mig selv nu og er "fit for fight" og GANSKE TRÆT.
I morgen skal ljeg til begravelse.
Næste uge må gerne blive helt normal.
Det bliver den næsten, for jeg skal på 5 dages ferie - SOM CAMPIST.
Og 2 dages arbejde er da lige til at overkomme - selvom de har en varighed af 8 timer.
Har bedt min chef om kortere arbejdstid: 7½ time om dagen. Jeg skal bare lige vente en måned...

Køges grimmeste bygning

intet mindre
Vandtårnet.
I forskellige udgaver.

torsdag den 10. maj 2012

Ude at lede

Jeg har lige været en tur på Åsen i Køge
for at lede efter Grundtvigs grav.
Jeg fulgte skiltene og for åbenbart vild for jeg fandt den ikke.
Jeg fandt så meget andet godt.
Når jeg altså kunne få lov
for
en Black
der var helt oppe i dete røde felt
af bare iver
over alle de nye dufte.
Hunden har gået 20 gange mere end jeg har
for så mange gange han skulle gå rundt om mig
for at forstå at vi tager det
cool.
Black bliver 9 år til september
og
har et energiniveau som en ½ år hvalp.
Det passer ganske dårligt med
mit vindueskiggersyndrom
der kræver
passende
pauser på en gåtur.



På en sti var der hundredevis af vinbjergsnegle, så jeg gik yderst forsigtigt

Bolden og musvitten

Mit øje fangede lige musvitten.
Det var temmelig morsomt at se, hvordan den dansede rundt på den i et forsøg på at få hul på den.
Det lykkedes ikke.
Beklager den dårlige billedekvalitet. Havde jeg rejst mig, var fuglen fløjet.

onsdag den 9. maj 2012

Overvældet

Ejendomsmægleren havde lige forladt matriklen, så ringer det på døren.
Mon han havde glemt noget?
Udenfor stod et bud fra Engstrupgård oppe i Karlslunde med denne smukke buket.
Hvem sender blomster til mig?
Det kunne budet jo selvfølgelig ikke svare på.
Da jeg åbende den medfølgende kuvert, så jeg jo, at det var fra
MINE SØDE KOLLEGER.
Jeg må nok sige, at jeg er fuldstændig overvældet.

Nr 2 deltidsdag

vil jeg nyde i fulde drag i min have. Der er så mange smukke blomster lige for tiden.
Lige over frokost får jeg besøg af en ejendomsmægler, der vil give en gratis og uforpligtende vurdering af min bolig.
Jeg går ikke i salgstanker - endnu.
I april var jeg til bolig- og pensionsmøde i min bank, og her tilbød ejendomsmæglerkæden, der deltog, gratis vurdering. Og det har jeg sagt ja tak til.

tirsdag den 8. maj 2012

Klask

Tidlig tirsdag morgen henover den kongelige parkeringsplads på jobbet ved Koncerthuset.
Klask! Kavasakiskoen den røde hang fast i en af de små fliser der er i græsset og der lå jeg.
Ramt af fliserne lige i lungeregionen - al luft var slået ud af mig.
Og højre hånd havde taget af for faldet.
Som jeg havde set ske i tankerne INDEN jeg lå der, for skoen sad fast og foden ville bare ikke flytte sig som jeg gerne ville have den til.
Brillerne røg selvfølgelig og af og fik endnu en skæv vinkel.
Bliver vist snart nødt til at besøge en optiker for at få et par nye briller.
Jeg kunne bare ikke rejse mig, så jeg blev liggende en lille stund for at sunde mig.
Det var temmelig tidligt i morges, så der var ikke mange kolleger på vej på job.
Heldigvis var der EN, og hun kom ilende og VI fik trukket mig op.
Og op 4. salen, hvor jeg har til huse...
Et fint dybt sår ved håndleddet, og desinfektionsservietten fik falsetten i sang.
Ringfingeren - altså den 4. finger!!! - så temmelig sjov ud.
Efter en lille time blev mine kolleger og jeg enige om, at jeg da vist skulle køre på skadestuen.
Det gjorde jeg - hjemme i Køge.
Henvendelse i receptionen:
Har du ringet til os?
Nej, det har jeg da ikke.
Det skal du.
ØH.... (noget nyt noget fra 1.oktober 2011
 i region Sjælland)
Der hænger en telefon der på væggen, og brug det blå nummer.
Efter tryk dit og dat kom der en sygeplejerske i røret (jah, det var en IPphone med ægte TELEFONRØR)
og hun ville gerne vide hvad der var sket.
Jeg tror jeg har brækket en finger (eller noget).
Så fik jeg lov til at snakke med damerne i receptionen, der bad mig følge den blå  streg i gulvet.
Hen til skadestuen.
Noget tid efter kom jeg ind på en stue.
Konsultationen tog ca 30 sekunder.
Til røntgen.
Her fulgte jeg den grønne streg i gulvet.
Ventetid - et par timer.
Ned på skadestuen igen.
Følg den grønne streg i gulvet.
Intet mindre end genialt...
Ventetid: lidt mindre end et kvarter.
Intet brækket.
Kun en sene der er revet over.
Og jeg er udstyret med en mini-mini skinne, der skal sidde på i 6 uger
OG DEN MÅ IKKE TAGES AF.
Såret ved håndleddet havde jeg jo selv renset,
så jeg blev udstyret med et plaster :-)
Om 6 uger vil jeg modtage et brev
I POSTKASSEN
til indkaldelse til check fra
ortopædisk afdeling.
SMÅT
OG
GODT.
Mit barn er ekstrem god til at mobbe mig, bare fordi jeg er lidt tidlig demens og uheldig.
Hun kan være ganske rolig
jeg skal nok vide at tage 
HÆVN 
Det synes jeg bare er helt Ok-

mandag den 7. maj 2012

Strikkecafe

Der var strikkecafe hos Britt i går.
TAK for en skøn eftermiddag.
Vi plejer at være 7, i går var vi kun 4 - og alle 4 har en blog, så det kan vel kaldes et miniblogtræf :-)
Det er jo konfirmationstid, så derfor de mange afbud.
Jeg glemte helt at fotografere vores strik,
så det kan blive til et par fotos af
LUCKY.
Han kan lave de mest charmerende trekantede øjne, og han stiller gerne op som
FOTOMOHUND.

Lucky har en fantastisk flot hale

søndag den 6. maj 2012

Farvel min søde ven

Jeg var urolig det meste af dagen i går.
Uden koncentration - til noget som helst.
Sensitivitet?
Åbenbart.
En meget, meget kær og tæt veninde sagde farvel til livet i går eftermiddag.
Kun få år ældre end mig.
En voldsom hjerneblødning.
Hun var i svømmehal og blev pludselig meget utilpas.
Fik sig trukket op på kanten.
Livredderen fik fat i en ambulance.
Hun var i dyb koma til hun tog sit sidste åndedrag.
Hun vil være meget savnet.

Summertime

Summertime - model af Hanne Falkenberg - er færdig.
Den virker lidt ucharmerende på fotoet, det er svært at fotografere færdigt strik uden model eller gine.
Jeg håber, den bliver HOT hos modtageren: mit barn.
Jeg er en smule utilfreds med, at Hanne Falkenberg kun sælger sine strikkekits, hvor der er garn til den største model. Det er helt fint, hvis man har brug for den største model.
Denne er strikket i en størrelse small, og der var 5 nøgler garn i kittet, og der er over 2 tilbage.
H.F. foreslår, at man strikker tørklæde af resterne...

lørdag den 5. maj 2012

fredag den 4. maj 2012