Neurologien

Afsted til Roskilde sygehus (også kaldet Sjællands Universitetshospital) i dag.
Jeg må nok indrømme, at jeg bedre kan lide det gamle navn på sygehusene her i regionen:
RASK.
Der er en god værdi i det navn.
Da jeg lige have låst bryggersdøren, ringede min bror.... han var i Køge for at hente smykket til sin datter, og han ville så gerne vise mig det. Han kunne lige nå at komme og hente mig og køre mig til stationen.
Det er så smukt og virkelig UNIKA det smykke.
Brormanden var vist lidt nede i kulkælderen i dag - to dage, 2 besøg på sygehuse (Riget og det lokale), og stadig ingen behandling tilbudt, bare fordi han har to kræftdiagnoser.

Jeg har hele mit liv godt kunne lide at være i god tid, sådan også i dag. Mit tog ville ankomme til Roskilde 11.45 og jeg havde en tid hos neurologen kl. 13. Strikketøjet var med i tasken...
Heldigvis jeg var i god tid, for den adresse jeg havde fået opgivet var ikke sådan lige til at finde.
Hen til Informationen, der kunne oplyse, at jeg skulle dividere husnummeret med 2 - 11 i stedet for 22.
Jeg vandrede rundt på i en hel time for at finde stedet, og der var altså langt fra Informationen til nr. 11.
Så jeg fortsætter med at være i god tid.
Og der var masser af parkeringspladser i den ende af sygehuset.
Jeg har da været på den afdeling før - med en veninde der har svært sclerose - hun skulle have en gangtest....
Den søde og rare neurolog kunne fortælle, at de endelig havde fået "puklen" af mange patienter ned på et normalt niveau, så de kan overholde den der garanti....
Jeg blev undersøgt - kranienerverne er helt intakte, det samme med arme, koordination og ben.
Samtlige reflekser er også helt i orden.
Værre er det min lamme højre fod.
Hun måtte lige hen at konferere med overlægen, og vendte tilbage... at det er altså ikke en normal dropfod jeg har. Der er noget helt andet i vejen.
Jeg måtte altså udbryde, det er sådan noget der gør arbejdet udfordrende, ikke?
Hun kiggede forundret på mig....
Hun havde for øvrigt aldrig været ude for en patient, der grinte så meget som mig under undersøgelsen.
Jamen, jamen, det har jeg jo lært fra barnsben - af min mor, der ofte udbrød, når jeg brokkede mig: grin af det.
Og når man bliver kildet under fødderne, må jeg altså grine.
Overlægen og neurologen blev enige om, at de kunne ikke sætte en diagnose på min fod, så jeg skal til neurologisk-fysiurgisk undersøgelse.
Tak.
Det håber jeg at kunne komme til så hurtigt som muligt....
Og det er også en god ide at aflyse besøget hos bandagisten, så længe jeg er under udredning - som det jo hedder i disse dage.