mandag den 16. april 2018

Tudemarie

I lørdags var jeg et smut i Bagsværd for at mødes med to musik veninder.
Vi mødes en gang i kvartalet - de 3 af os.
De to af os mødes lidt mere, for vi går i operabio sammen.
Selvfølgelig mødes vi på skift hos hinanden.
Vi skulle have været til Frederikssund...
men - der er jo altid et men, ikke?
Veninden, som bor i Frederikssund, har også en ægtefælle, som er FIRE dage ældre end mig.
Hun har været ret stille på SMS og mail i de første par måneder af året.
Det tror da pokker. Hendes ægtefælle var på psykiatrisk afdeling med en dyb depression, som ikke var sådan en alligevel.
De har været til demenstest, og alt tyder på, at manden er begyndende dement.
Så vi fik snakket meget i lørdags og vendt hele situationen.
Den ene snakkede, de andre lyttede - og det er guld værd.
Og stiller gode spørgsmål.
Der flød tårer, og det er godt også at få sat navn på triste følelser og ny livssituation.

2 kommentarer:

  1. Ikke så godt. Det er igen det med, at det rammer én en anelse hårdere, når det handler om jævnaldrende, men sådanne tilfælde må vi jo regne med at se flere og flere af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, ja, vi er jo i den ende af livet... hvor demens er mere "almindeligt" end i den anden ende af livet.

      Slet