Mig og hunde

Et tilbageblik på mit liv med hunde.

I 1975 flyttede min lille familie ind i et hus med en kæmpehave. De to af os (og jeg er IKKE den ene af de to) ville have hund. I demokratiets hellige navn var jeg i mindretal. Jeg håbede og håbede, at mand og datters drøm om hund vil ende i ingen hund, for jeg var bange for hunde. DET GJORDE deres drøm IKKE.

Alle mulige og umulige hunderacer var blevet undersøgt af min salig mand, og han drømte om en dalmatiner. Men det blev ganske anderledes. Min søster boede dengang i det jyske og var gift med en landmand, som havde den opfattelse, at hunde giver man INGENTING for. På det tidspunkt kostede en dalmatiner ca. 2.000 kr. Svoger kiggede i den lokale avis, og gjorde opmærksom på, at inseminatoren (til hans grise) havde boxerhvalpe til salg. Vi kørte ud og kiggede og jeg kunne overhovedet ikke forholde mig til en boxerhvalp. Hvalpen kostede 400 kr. På samme tidpunkt var keramik særdeles populært, og jeg havde forelsket mig i en bowle med 12 tilhørende krus. Så min snu husbond lokkede med en halv hund vil hver. Bowlen kostede nemlig det samme som hvalpen. Vi hentede hvalpen, og datteren havde på forhånd døbt den (!!!) det var en han: Bongo. Bowlesættet kom også med hjem – min halve hund.

Datteren blev på ferie hos sin moster, og vi kørte hjem med hvalp og 5 høns i en kasse. For høns skulle vi sandelig også have i den store have. På vej hjem udbrød jeg: Jeg tør røre ved den!!! Ganske grænseoverskridende for en bange-hundeejer.

Vi skulle lige på arbejde en uge, inden vi kunne holde tre ugers sommerferie. Hvalpen var alene hjemme den første dag, og husherren kom sent hjem, så jeg skulle hjem og fodre hund den første dag. Jeg havde overhovedet ingen anelse om, hvad man gav en hund at spise. Så vidt jeg husker, stegte jeg hamburger til den stakkels hund!

Men altså. Der gik jo ikke mange dage, så var jeg fortabt. Det samme var min datter. Hun skulle hentes fra sin tur med fritten på sommerlejr i 2 uger. Hendes første tur væk fra sine forældre. Jeg var jo helt sikker på, at hun ville falde mig om halsen – af bare savn. Ak og ve. Det var hunden og faderen, der fik al hendes opmærksomhed, og hun spurgte – dog pænt – om jeg ville tage hendes kuffert, mens hun gik med sin hund og sin far.

Det blev til fantastisk mange gode oplevelser med den kære Bongo, som blev næsten 14 år. Da han var 13 flyttede Tanja boxer ind. Hun var stor hvalp, da hun kom. De to boxere kunne underholde, så der ikke var et øje tørt. Charmerende som bare pokker. Desværre fik Tanja kræft ved det ene forben og blev opereret 3 gange – og det hjalp jo kun en stakket frist. Da hun var 8, hentede vi Max boxer i en kennel på Midtsjælland. Han tog også alle med storm  - som kun boxere kan. Max med lang charmerende hale. De to andre havde kuperede haler – også charmerende. En skøn sommerdag var jeg ret bestemt overfor Max hvalp, som kun gjorde, hvad han ville!! Han foer rundt og gøede af mig (som var ved at dø af grin – totalt uegnet til at opdrage hunde, fordi de er så sjove). Det blev trebenede Tanja for meget. Hun lå inde i stuen, hun kom humpende ud på sine tre brugbare ben, og gøede EN GANG. Så opførte Max sig ordentlligt. Stor var min og min Finns forundring. Var det bare det der skulle til? Ja åbenbart.

Max blev såmænd kun 8 år. Han fik en hjerneblødning – eller noget lignende. Min Finn ringede til mig, og jeg kørte fra TV-Byen og hurtigt hjem på ganske kort tid. Men Max-mand døde 3 minutter før min ankomst. Det var mærkeligt.

Så var vi lige pludselig uden hund. Vi blev enige om, at vi ville være hundefri i nogle år. Men der gik kun nogle måneder, så spurgte en god ven os, om vi ville have en labber. Ville vi ikke have ham, fik han en kugle for panden. Black er fuldt uddannet jagthund, MEN han gad bare ikke apportere, og så kan jægeren jo ikke bruge ham. Vores gode vens svigersøn havde Black. På det tidspunkt var min Finn hjemmegående, og ville gerne have hund, for hverdagen kunne godt være lidt lang. Jeg ville bestemt ikke have Black, men han ankom midt mellem jul og nytår. Min Finn havde fået klart svar om, at jeg overhovedet ikke ville have noget med Black at gøre, og at han SKULLE gå tur med hunden hver dag. Tjah, virkeligheden blev en anden.

Black kunne ALT til UG, og det fik jeg hurtigt ødelagt. Han gik så pænt, men ikke ret længe!! Så gik han som han ville. Og han kom kun på to gåture med sin herre (og det var ikke mig, for jeg er hunkøn). Mand og hund fik 8 måneder sammen, så blev min Finn syg og blev indlagt, kom på plejehjem og kom aldrig hjem til sin hund mere. Men hunden kom med på plejehjemmet til stor glæde for dem begge.

Det kræver sin kvinde at passe hus, hund, have, fuldtidsarbejde og mand på plejehjem. På et tidspunkt brokkede jeg mig over den ”pokkers hund”, bare fordi jeg SKULLE hjem til Black, før jeg kunne køre på plejehjemmet (dagligt) for at være sammen med mit livs kærlighed. En uges tid før Finn udåndede (og bemærk han led af afasi) udbrød han: Blackmand? Jeg vidste lige præcis hvad han mente. Bare rolig, min Finn, Black bliver hos mig.

Og det er han stadigvæk – lige til han ikke vil være i denne verden mere.

Og så vil jeg ikke have flere hunde. Nu må det være nok med det hundeliv – mig, der VAR bange for hunde. Den tid er da heldigvis forbi.

Det har været 40 gode år.

Black er i skrivende stund 11½ år, og i superform. Og haven er blevet lidt mindre, for naboen har fået noget af den.