Hundene i mit liv

Felix, mit barns hund, er en labber næsten lige som Black. Felix er en elegant formel-1 labber.
Han var med i lufthavnen et par gange i går for at hente sin menneskemor.
Han ville absolut IKKE hilse på hende.
Han havde jo sin egen nye flok: min svigersøn.
Åbenbart er det ikke tilladeligt at forlade flokken for et par dage uden at man skal straffes, når man kommer hjem:
Du forlod flokken og nu må du vente på at blive en del af flokken igen - til JEG accepterer dig - virker det som om hunden siger.
Black var hos sin nye flok i de dage, vi var i London.
Og på et tidspunkt i går aftes var han blevet temmelig urolig og var faret hen til døren....kommer hun nu? fortalte Kurt i dag.
Han faldt dog til ro, da de gik aftentur og alt var som det skulle være i hans nye flok.
Black var nok blevet urolig på det tidspunkt, hvor jeg sendte ham mange gode tanker om at jeg først ville komme i dag.
I formiddags gik turen til Herfølge.
Og det kan nok være, da kræet hørte "sin" bil og min stemme, at hans hale gik i turbofart.
STOR gensynsglæde.
Mange klap og snudepuf.
Black er god til at dele sol og vind lige i sin flok.
Da jeg nævnte ordet HJEM, var han ikke-rolig, før han kunne fare hen til "sin" bil.
Ude hos Kurt har de elevator, og den kører de med.
Så Black stilede lige hen til elevatoren.
Jamen dog, så kørte vi da bare ned med den, selvom jeg havde foretrukket trappen.
Jeg fik rigelig snudepuf under kørslen de 6 km hjem....
Og vel hjemme, en træt og tilfreds hund ligger og bobler på sit tæppe i køkkenet - ganske tæt på mig, der kun gider ingenting i dag.
Jeg var dog nødt til at forlade ham i en halv times tid, for køleskabet var gabende tomt og indkøb var nødvendigt til både menneske og hund.
Og igen blev jeg hilst så hjerteligt velkommen, da jeg kom hjem med fyldte poser og der kom guf på tallerkenen.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg er vigtigere i Blacks liv end det der kommer i maven.
Ikke så ringe endda.