Tilstanden

I går brugte jeg 5 timer på "kontor"arbejde i forbindelse med salg af hus.
Tihi, og jeg troede lige jeg var pensionist. Det føltes lidt som at have en hjemmearbejdsdag.
Alt har en begyndelse og alt har en ende.
Der er meget papirarbejde med salg af hus.
Ejendomsmægleren var her i tirsdags og vi skrev "kontrakt".
Allerede i går kom der mail fra firmaet, der skal lave rapporter over huset. Jeg skulle bestille tid.
Der var en ledig tid i dag kl. 12, ellers først den 23.10.
Der fulgte også et spørgeskema med til tilstandsrapporterne - 1 times arbejde.
De kommer lige om lidt, og det varer ca. 2,5 time.
På mandag kommer fotografen.
Så er det hele vist også ved at være på plads.
Jeg har også fået besked fra udlejer om, at det ikke er noget problem med handicap"overkørsel" ved gadedøren.
Jeg har også fået svar på at ALLE hårde hvidevarer er med i lejemålet. Både opvasker, vaskemaskine og tørretumbler og selvfølgelig kogeplade indbygningsovn, køl/frys.
Hvis noget går kaput, er det jo bare at ringe til en vicevært. Det bliver da den rene fryd.
Jeg tror nok, at jeg mentalt allerede er flyttet ind.

Ejendomsmæglerbesøg

Ejendomsmægleren har været på besøg i dag, så nu
ER MIT HUS SAT TIL SALG.
Jeg har i hvert fald underskrevet en aftale med dem om det.
Så jeg krydser fingre for at det bliver solgt hurtigt, og jeg selv kan få underskrevet lejekontrakt ….

Op ad bakke??

Jeg skulle underskrive lejekontrakt på min nye lejlighed i dag.
Men jeg har stillet nogle spørgsmål til udlejer, som er afgørende for om jeg skal have nyt domicil dernede på havnen.
Bl.a. om der er indgang fra gadeplan eller om der er et lille trin, og om kommunen må etablere handicap"overkørsel".
Så nu går der vist et par dage mere, før jeg underskriver eller ikke...
Det er tungt og op ad bakke, og min tålmodighed bliver sat på en alvorlig prøve.
Nu har jeg lige ringet til ejendomsmægleren og aftalt at de kommer i morgen og så sætter jeg mit hus til salg.
Glipper det med lejligheden, er jeg helt sikker på at ejendomsmægleren godt kan hjælpe med at finde en bolig, om det så bliver ejer eller andel, må tiden vise.
Under alle omstændigheder har jeg fuld gang i oprydningen - det er også en tung affære, sådan rent fysisk. Fordi jeg har stadig gode kræfter i overkroppen, men når benene - specielt det højre - har svært at bære min vægt, skal tingene jo transporteres på rollatoren. Heldigvis er det mest bløde ting, jeg kasserer fra min førstesal, så de bliver puttet i lukkede poser og smidt ned af trappen, og så er det bare at samle op og bære ud til affald eller genbrug.

En tur på havnen

Jeg har været en tur på havnen i Køge i dag.
Det bliver nok mit nye "domicil".
Jeg har da i hvert fald fået tilsendt en lejekontrakt, jeg skal skrive under på senest i morgen (og indbetale depositum).
Jeg skulle jo se prøvelejligheden og snakke med "en af folkene".
Det fik jeg gjort.
Og jeg kan konstatere, at jeg følte "feel good" ved at være i området. Heldigvis er min fantasi og forstillingsevne helt i top, så det var ganske nemt at forestille sig, hvordan det vil blive at bo på havnen. Der er ca. 2-300 meter ned til vandkanten. Soveværelse vender mod øst og stue/altan mod syd/vest.
Jeg har kigget temmelig meget i "plantegningshæfterne" for både første etape og anden etape.
Jeg kunne godt vælge etape 2, der er dog først indflytning september 2020, og jeg orker bare ikke en havesæson mere, selvom jeg har hyret en havemand.
Så jeg holder fast i min første beslutning om lejlighed i etape 1, hvor indflytning finder sted i marts 2020.
Så håber jeg at ejendomsmægleren er god og hurtig og kan få solgt mit hus hurtigt. Heldigvis har vi vist lagt os fast på en pris, der rammer "almindelige indkomster", og her er mulighederne ret store.
Det var også ret vigtigt at få målt elevator, så min forhåbentlige snart nye crosser kan komme ind i den, for den skal med op i entreen, fordi der er ikke mulighed for at den kan blive ladet op ved indgangsdøren. Også vigtigt at kommunen må etablere handicapvenlig indkørsel ved hoveddøren.
Jep, og det at køre bil er snart en sagablot - min svigersøn kan og vil heldigvis overtage min bil.
Det bliver dog lidt vemodigt - efter at have ejet en bil siden jeg var 17 år. Ja, jeg betalte afdrag på min Finn og min fælles bil, da jeg startede min karriere i arbejdslivet i 1964. Det er faktisk 55 år.
Det er også lidt sjovt at tænke på, at jeg har forestillet mig, at jeg skulle bo her på matriklen i 2020, for så bliver mit hus 100 år, og jeg er kun den tredje ejer. Det kommer jeg så til. 45 år bliver det til.
Selvom mit nye domicil er på 92 kvm, skal der en ganske stor oprydning til. Jeg er ganske godt i gang, og glæder ret ofte mennesker jeg kender med ting og sager. Skønt at vide, at tingene kan bruges andre steder.

Downton Abbey

Jeg så filmen i biffen i går aftes.
Jeg nød hvert et minut af den.
Det var en skøn og fin afslutning på en supergod serie.
For min skyld kunne den godt have varet et par timer mere.
De spiller så godt alle sammen, og det er jo lidt ligesom vi kender hinanden.... nok mest fra min side.
Maggie Smith er fremragende. Ganske godt klaret af en dame på 84 år.
Jeg elsker den film, og den står på min ønskeliste, når Amazon en gang frigiver den.
Den får alle de stjerner som overhovedet findes på himlen fra mig.
Det var rart at komme i biografen igen. Veninden og jeg har sidst været i biografen i marts i år, så det var et kært gensyn.
Der var næsten fuldt hus i 2 af salene, og vi blev lukket ud på samme tid, så der var trængsel.

Oslo

Sidste week-end var jeg inviteret en tur til Oslos med det store skib, der sejler fra Nordhavn.

En anden deltager her fra Køge og jeg kørte sammen med "mit" flexhandicap.

3 kvarter i egen taxa - ret fornemt.

Jeg må have 1 eller 2 ledsagere med i bussen/taxaen.

Det var utrolig skønt vejr, så vi placeredes os - efter vi var installeret i kahytterne - på det øverste dæk og nød udsejlingen fra København.

Værtsparret havde sørget for kahytter til os alle 5 med havudsigt.

Skønt at kunne følge den svenske kyst - når vi for et kort øjeblik opholdt os i kahytterne.

Vi skulle fejre venindens 70 års fødselsdag.

Hun ville ikke have stor fest, så hun har delt det op i en hel del små begivenheder.

Heriblandt turen til Oslo.

Jeg er lykkelig, når der er buffet, for så er der som regel en masse forskelligt for mig at vælge imellem. Det var skøn mad. Kødspiserne var også godt tilpas.

Skibet lægger til i Oslo tidlig formiddag, og jeg havde glædet mig til indsejlingen, som jeg har hørt så meget godt og smukt om.

Det var flot, det havde nok set lidt anderledes ud om solen havde skinnet fra en skyfri blå himmel. Det var meget overskyet.

Vi kørte med taxa ind til Oslo by, og vi gik lidt rundt, indtil to af os blev placeret på en cafe, mens de andre gik på opdagelse.

Taxa tilbage til skibet, og op i kahytten for at få en powernap. Det gjorde godt.

Aftensmaden var lige så skøn den anden aften som den første.

Efter maden gik vi hen i baren og nød den skønne musik - lige for vores årgang.

Næste morgen efter indsejlingen til København havde vi god tid (min ledsager og mig), for jeg havde bestilt "bussen" til kl. 11.20. Han kom til tiden.

Eneste "ulempe" ved den form for kørsel er, at der kan være andre passagerer med, og det var der, så vi skulle lige en tur omkring Svogerslev, og bagefter hente en ung dame på Sct. Hans.

Det tog næsten 2 timer at komme hjem.

Og så var jeg træt.

Det var en fantastisk skøn tur, med det skønneste selskab. Masser af snak og latter.

Havemand

I går havde jeg besøg af min havemand.

Han er godt nok hurtig.

Han beskar 3 buske og træer fra 5 meters højde til 1,5 meter, så der atter kan komme lys ind på min terrasse.

Affaldet blev båret ned i fælleshegnet med naboen, som meget gerne vil have naturlige hegn, bare så hans hunde kan blive inde på hans store mark.

800 kvm græsplæne blev klippet - og det var tørt nok, så det ikke klumpede sig sammen.

70 minutter tog det ham, og så var der oven i købet tid til at jeg sad og kiggede på, mens vi fik en god snak.

I tirsdags ankom min nye skinne fra bandagisten.

Det er sådan en, der sidder fast under knæet, og en sål af stål, og en pind i siden - med bevægeligt led nede ved anklen. Den kan sandelig løfte foden.

Ih, hvor jeg gerne ville have haft den for længe siden, for jeg kan have den på i sandaler.

Jeg tror jeg skal gå med sandaler hele vinteren.

Den anden "fodlænke" jeg fik i foråret, hedder et dictus bånd, og den er så varm, så det føles som at have en plastikpose på foden.

Og i dag var der træning hos fyssen - normalt er det en times intensiv træning. Jeg holdt til 40 minutter, så var kræfterne brugt op.

1 uge uden træning (og gang) betyder 1 måneds træning.

Det går langsomt og sikkert fremad.

Blogger

Jeg undrer mig... over hvorfor jeg ikke kan kommentere på min egen blog fra min telefon eller I-pad.
Selvom jeg logger ind, vil de ikke udgive mine kommentarer.
Meget mærkeligt...

Malta

Malta er skøn. En helt fantastisk uge. 

Jeg ville ikke hjem.

ca. 30 grader hele ugen, lige et par grader for meget - for solen føltes stærk.

Billedet herover: udsigt over Mellieha by. Kirken til venstre i billedet var smykket med lys og det var ganske smukt om aftenen.

Sidste uge er den uge på året, hvor de fejrer Jomfru Maria.

De bærer en statue af hende gennem byen. Den vejer ca. 900 kilo, så der skal mange til at bære.

Når man bliver født, bliver man automatisk skrevet op til at skulle bære Jomfruen på en bestemt dato senere i livet.

Middelhavet - åh hvor jeg dog elsker det hav.

Et vue over til GOZO.

Fredag aften - aftenen før vi skulle hjem - var vi en tur i Mallieha by, og her blev Jomfruen fejret med lokal Marchmusik.

En ejendommelig blanding - marchmusik og Jomfru Maria.

Skipper Skræk byen. 

Den blev bygget en gang i 80erne - der blev bl.a. brugt 8 tons søm og 9000 liter maling.

Træet var importeret, da Malta ikke har meget skov.

Byen blev bygget til en Skipper Skræk film, hvor Robbie Williams fik sin debut som skuespiller.

En dag var vi på udflugt til Mosta for bl.a. at se Mirakelkirken. Historien fortæller, at 4-5 bomber under 2. verdenskrig ramte kirken. Kuppeltaget fløj af, en af bomberne kilede sig fast i midten af kuplen, og da den er bygget godt og grundigt, skete der ikke andet.

Man har senere fundet ud af, at bomberne var lavet på en fabrik i Polen, der beskæftigede krigsfanger, og man har mistanke om, at der er lavet sabotage på bomberne, så de ikke kunne sprænge noget i luften.

Den tyske jagerpilot blev forfulgt af englængere, og når man er forfulgt, smider man alt hvad der er tungt. Det var åbenbart ikke meningen, at bomberne skulle smides over kirken, men det var der de ramte  - og INGEN kom til skade.

Mange små skildpadder pryder "the Danish village", som de lokale ynder at kalde Mellieha Holiday Center.

Et foto fra Mdina - også kaldet den stille by. Der bor kun 239 personer indenfor murene. En prægtig middelalderby på 200 x 400 meter.

Mdina, som tidligere var hovedstad på øen, blev "erstattet" af en ny hovedstad - tæt på vandet - Valletta.

En af svømmepølerne i feriecenteret.

Jeg nøjedes med at dyppe fødderne i babybassinet.

Mere Middelhav.

Ah, den smagte godt, den Guinness.

Endnu mere Middelhav.

En smuk drink - den hedder swimmingpool. Meget passende, når vi nu opholdt os ved svømmepølen.

Udsigt til Gozo.

Vi måtte dog opgive at komme derover, for jeg kunne godt komme ned i båden, men op igen ku ikke la sig gøre (mere end en halv meter).

Jeg havde "privatchauffør" hele ugen. Vi havde lejet en kørestol, og det fungerede ganske godt. Også i taxaer og bybusserne.

Det har dog sine omkostninger for mine ben, som jeg ikke brugte så meget som jeg plejer. De er en smule slatne, så jeg er i skarp genoptræning....

Ude godt, hjemme bedst???

Jeg har været en uge på Malta med skønne venner.
Ude godt, hjemme bedst?
Vist er det godt at være hjemme i de vante omgivelser.
Sandelig det er godt at være ude med skønne omsorgsfulde venner, og møde en masse andre mennesker.
Hjemme igen.... hvor jeg "kun" er mig selv.
Jeg kan vist konstatere, at jeg er et ret socialt menneske, og holder enormt meget af at være sammen med andre. Det er dog også godt at være "på egen hånd" - tid til refleksion og lignende.
I dag blev jeg ramt af et anfald af "selvmedlidenhed" - bare fordi benene ikke vil som jeg vil. Det har sine omkostninger at blive transporteret i en kørestol i en hel uge - specielt med den diagnose lægerne har klæbet til mig.
Mens vi var på Malta, fik jeg en indkaldelse til konsultation med en neuropsykolog.
Lidt sent vil jeg nok mene.
Tilbage i maj, da jeg fik denne diagnose havde det været mere på sin plads med en samtale med en psyk. Om det gør nogen forskel har jeg mine tvivl om.
Da min Finn fik sin diagnose i 2006 og efterfølgende operation i hjernen, blev jeg tilbudt psyk hjælp. Ja tak - 4 gange af 1,5 time. Og det var lige som lidt lige meget, for mit skriveri er bedre for mig, så jeg kunne komme til klarhed over "what was going on".
Jeg kan også konstatere, at der er en helt fantastisk handicapservice i lufthavnene - og vennerne blev glædeligt overraskede, for vi kom før "hele køen" både til indtjekning og i security, og senere ude ved flyet blev vi alle sammen liftet op til indgangen. Hm, jeg ville nu have foretrukket at stå i kø og selv gå, men livet tager af og til en anden drejning, så der er brug for hjælp.