Isolation - og en bog

I går skulle jeg hente en bog på biblioteket, som jeg har ventet på en måneds tid.
Der er en første gang - som der også er en sidste gang - for alting.
Bogen udkom den 27. januar i år, og jeg blev skrevet op til den den 28. januar. Den skulle lige igennem en indbinding, registrering osv.
Så jeg kunne hente en splinterny og lækker bog.
Titlen er Pigen uden navn skrevet af Christina Baker Kline.
Den kom med i toget til Herlev hospital.
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg skulle vente med at åbne bogen til hjemturen.

Barnet mit er stadig i isolation, og de har stadig ikke noget nyt om, hvad der er i vejen med hende.
I går var hun ret utilpas af kvalme og lign., og da vi havde snakket et par timer faldt hun i en sød søvn. Skønt at betragte sit sovende barn. Hun har altid sovet helt stille. Tankerne gik helt naturligt tilbage til hendes barndom.
Jeg tog bogen op af tasken, og så var jeg i isolation.
Anbragt isolation og selvvalgt isolation er to vidt forskellige ting - naturligvis.

Lidt mere end en time tager turen hjem, så selvfølgelig læste jeg.
Og fortsatte efter sen aftensmad.
Jeg vågnede ved 3 tiden i nat og tog bogen og læste videre.
I formiddags var den læst færdig. 325 velskrevne sider.

Det er kun ganske lidt jeg læser nu om dage, men når jeg først bliver indfanget af en handling, slipper jeg først bogen, når den er læst færdig (næsten!!).

Bogen handler om Molly på 17, der er anbragt i familiepleje og om Vivian på 91, der var et af 200.000 togbørn der blev sendt fra New York til vesten, hvor de blev brugt som gratis arbejdskraft. De to har meget til fælles.
Gribende læsning.