lørdag den 1. februar 2014

Messe i Rødovre

Jeg har været på håndarbejdsmesse i Rødovre Hallen i dag. Sammen med nogle fra min strikkegruppe.
Vi vandrede rundt i hallen i mere end 4 timer, og der er SÅ meget inspiration at hente.
Igen i år var jeg henne i Geilsk stand for jeg håbede jo at de havde fundet på noget andet garn en deres "kradsuld", så jeg kunne strikke en helt uimodståelig trøje, som er så fuld af snoninger, at den nok vil tage et halvt års tid. Men det havde de altså ikke - fundet på noget andet garn. Og de havde set den strikket i bomuld/uld, og det blev noget slask. Suk og øv og ærgerligt.
Jeg skriver "kradsuld", for jeg kan næsten ikke have uld på uden det "stikker".
Jeg har strikket en sød vest med en masse snoninger i Geilsk tynd uld, og selvom jeg har en bluse indenunder, stikker den.
Jeg mangler jo egentlig ikke garn....
Men jeg synes da, at jeg skal have lidt garn med hjem.
Det kom der også. 12 nøgler hvidt Bari Flammé - til en sommerting med lange ærmer, som dog også kan bruges om vinteren. Jeg har lige præcis et mønster på den indre nethinde. Så er det jo bare at lave en strikkeprøve og beregne lidt.
For nogen tid siden tog jeg mig sammen og syede et etui til alle mine Knit Pro pinde, og så finde ud af om jeg manglede nogle. Det gjorde jeg og var så heldig at finde dem på messen.
Der var altså også lige en bolsjebutik, så jeg fik 5 rustne søn og 2 slikpinde med hjem - alt sammen i en god gedigen størrelse.
Åh jo, jeg havde jo også fået indkøbsseddel med fra min egen private garnpusher: 3 nøgler merino/lammeuld, som jeg da heldigvis fik med hjem.
Der var også masser af patchwork. Flotte tæpper.
Men jeg er i gang med at sy et større sengetæppe (har været i gang i 1½ år!), så jeg koncentrerede mig slet ikke om alle de flotte stoffer.
Det var mega sjovt at se på alle de flotte og vildt dyre symaskiner, som syede det hele selv. Man skulle bare hen til den en gang imellem. Der var en symaskine til over 63.000 kr. der kunne styres fra en I-pad. Fagre nye verden.
Sikke en brugsanvisning, der skal læses til sådan en maskine!!

2 kommentarer:

  1. Sikke en spændende dag! Det var da utroligt med en symaskine, der kan styres fra en iPad.
    Jeg ved, der findes uld, der er behandlet, så det ikke kradser. Eller hvad med mohair eller lammeuld, Kisser?
    Klem og rigtig god søndag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, det var en skøn lørdag - med trætte ben.
      Jo, der er noget uld jeg kan have på - primært superwash uld. Mohair og lammeuld duer slet ikke. Det stikker også.
      Sjovt nok kan jeg godt tåle at strikke med uld der stikker.
      Klem

      Slet