var jeg dødsensræd for hunde.
Min lille familie (gemalen og barnet) VILLE have hund, da der var mulighed for det.
De sagde, at "demokratiet sejrede" - de var 2 imod en.
Og ind flyttede boxeren BONGO.
Vi hentede ham i Jylland, nu vi alligevel var på besøg hos min søster.
Bongo blev anbragt bag i bilen, og jeg tog mod til mig og klappede ham. Jeg turde røre ved en hund.
Virkelig grænseoverskridende.
Siden har det været et liv med hunde.
2 boxere mere flyttede ind. TANJA og MAX.
I dag bor Black her.
I går mødte vi 2 hunde der var løsgående, og deres ejere stod og snakkede sammen.
De skulle jo hen og hilse på Black, der var i snor.
Black og jeg stod helt stille, mens ejerne råbte kommandoer... De løsgående kom bare ikke hen til dem, de skulle da hen til Black. De blev nødt til at afbryde deres snak og få styr på deres hunde, for de to hunde var jo en flok, der skulle angribe den udefrakommende! Der skete absolut - blot lidt tændervisning og vuffen.
Ejerne undskyldte - sådan plejer de ikke at opføre sig!!!
Var det mig, der var kommet forbi i gamle dage, var jeg gået en anden vej - af bare angst.
Om jeg blev vred på ejerne?
Ude i højre side af min blog står et citat af Somerset Maugham. Så svaret er nej.
Jeg var også livsensræd for hunde indtil for 2-3 år siden. Havde været det lige fra da jeg blev født. Var vi ude at gå tur, dannede min familie pr automatik en beskyttende mur omkring mig, hvis der kom en hund (de kommer stadigvæk til det i ny og næ selvom det ikke er nødvendigt mere). Men så da jeg gik i 2.g på gymnasiet tænkte jeg at nu måtte det høre op. Det kunne ikke passe at min angst skulle afholde mig fra så mange ting som den gjorde. Mine venners hjem og min daværende kærestes hjem. Så jeg startede til kognitiv terapi på en fobi-skole i københavn. Min kæreste satte hans families hund til rådighed og så arbejde jeg og psykologen sammen, smp skridt af gange, på at jeg skulle komme fysisk tættere på hunden. Og til sidst kunne jeg gå tur med hunden uden jeg følte angst. Jeg kunne klappe den og lege med den. Jeg "øvede" mig meget på at være tæt på og sammen med hunde. Og idag er jeg ikke længere bange for hunde. Jeg synes faktisk de er ret søde og kunne da godt tænke mig en. Det er sjovt som angst kan bekæmpes hvis man virkelig vil det og har den hjælp og støtte man skal bruge. :)
SvarSlet3. sal: sikke en solstrålehistorie du fortæller. Du er da et levende bevis for at det kan lade sig gøre at komme angsten til livs. Det er så flot.
SvarSletJeg tænker på, at en fobi for "noget levende" (hunde, slanger osv) er noget anderledes end en fobi som vand- eller højdeskræk. Fordi man ved jo ikke hvordan hunden reagerer.