Kenja

I går havde jeg bestilt tid til zoneterapi og massage af hele kroppen.

Det var første gang i mit liv jeg fik det, og jeg har bestilt tid til massage igen.

Det var noget af det bedste jeg har gjort i nyere tid.

Og Kenja var hjemme.

Hun er den skønneste lille labber pige på 3 år.

Hun er meget dygtig jagthund.

Hun klarer let 40-45 apporteringer i løbet af en jagt, og elsker det.

Tihi, jeg tænker på min Black, der bestemt ikke gad apportere - hans tidligere ejer kunne selv hente sit bytte.

Kenja skal have hvalpe til vinter, og jeg spurgte pænt om jeg måtte komme (næsten) daglig for at hilse på hvalpene. Meget gerne - for det er en del af socialiseringen af dem.

At komme over nogle personlige grænser

Jeg har mange gange været til fysioterapi igennem mit lange arbejdsliv, fordi jeg led af kontornakke.
Og helt ærligt - jeg hadede det som pesten.
Jeg kom over det, for massagen hjalp. Og jeg kunne fortsætte mine forkerte arbejdsstillinger.
Lige til den dag, da jeg fandt ud af, at det er muligt at sidde rigtigt på en stol og undgå kontornakken.
Jeg har heller aldrig været ret begejstret for at nogen rørte alt for meget ved mig.
I dag har jeg været til zoneterapi og havde også bestilt massage af benene.
Det var så skønt, at jeg hørte mine engle synge for mig.
Næste gang jeg skal til zoneterapi - om 2 uger - har jeg altså bestilt helkropsmassage (og zoneterapi).
Det er da grænseoverskridende - for mig.
Fordi, så kan min allerkæreste yogalærer og zoneterapeut fortælle mig, hvordan min krop befinder sig (den muskelmæssige side af mig) - for jeg er nemlig i  krise, efter den diagnose jeg fik på sygehuset i onsdags om min lamme fod/ben.

Ny affaldsordning

Vi har endelig fået ny affaldsordning her i kommunen.
Et beholder med 4 rum og en beholder med to rum, de to rum er til restaffald og bioaffald.
For et par år siden deltog jeg i en arbejdsgruppe i kommunen, hvor vi diskuterede den nye ordning. Det var ret givende. Og mange af de spørgsmål, der kom op, og som vi fandt en løsning på - dem har kommunen tacklet fuldstændig som vi blev enige om.
De har gjort det godt, min kommune.
Vi har fået tilbudt at beholde den gamle beholder til papir og glas og kan bruge den til haveaffald, som så vil blive hentet forår og efterår.
Jeg havde tænkt mig at beholde min, men men men - skraldemændene bytter lidt rundt på beholderne, så den jeg har stående nu, er simpelthen så grim, så nu har den fået mærkatet "Tag mig med".
4-rumsbeholderen - til papir, plast, glas og papir - er på 370 liter, og selvom jeg har gode armkræfter, har jeg svært ved at løfte låget. Og når jeg nu kun er mig selv på matriklen, har jeg bedt om at få en på 240 liter.
2 beholdere må være tilstrækkeligt. Det skal jo heller ikke ligne en affaldsstation lige derude ved min hoveddør.
Jeg har to kompostbeholdere, og de komposterer rigtig godt. Der kommer næsten alt mit økologiske grøntaffald i, og græsafklip bliver komposteret i baghaven. Jeg har godt nok bioklip på min slåmaskine, men det virker ikke rigtig på min plæne. Ellers er der jo også mulighed for at komme det i klare sække og køre på genbrugspladsen med det.

Og nu noget helt andet. Jeg har fået zoneterapi for mit svage højre ben 2 gange, og det kan godt være, at det er noget jeg bilder mig selv ind, jeg synes at mit svage ben er blevet noget stærkere. I går og i dag har jeg gået 4 km, og benet ekser ikke. Førhen var max km 3,5 og benet eksede...
Min moster havde nervebetændelse i kæberne, og havde vanvittige smerter. Hun fik zoneterapi og blev helbredt.
Min zoneterapeut er min yogalærer, så tilliden er i top. Jeg har desværre set en hel del plattenslagere i mit liv, så jeg er mega på vagt udi den alternative verden.
Jeg synes, det er så skønt, at jeg kan gå rundt med min slåmaskine … ligesom jeg går tur med min nys indkøbte rollator, for jeg har overhovedet ikke lyst til at falde mere.

Min nye haveskammel

Jeg er utrolig glad for min nye haveskammel.

Højden er ganske passende, når jeg skal luge/samle ukrudt op.

Eneste minus er mit svage højre ben så jeg også skal bruge armkræfter for at rejse mig op pga højden på skamlen - men der er lige plads til hænderne, så det går.

Skamlen kan vendes så man kan ligge på knæ. Jeg har dog ikke prøvet den funktion.

Der er også et fint rum til mindre haveredskaber og det er godt når jeg transporterer den rundt i haven, for jeg har jo også krykken med mig...

Jeg havde en spand vand stående på terrassen og da jeg skulle bruge vandet til at vande krydderurterne, blev jeg ret overrasket, for nede i den lå en mus der var blevet tørstig og den var druknet.

Jeg kan ikke ret godt klare sådan noget men jeg fik taget mig sammen og båret spanden helt ud i baghaven hvor mus og vand blev hældt ud.

Til gengæld er jeg overhovedet ikke bange for edderkopper - uanset størrelse.

Sådan er der jo så meget forskellighed hos os mennesker 

Barnedåb

En lille ny verdensborger skal have sit navn i dag. Han skal hedde Tristan og så vores fælles familienavn og sin fars efternavn.
Min bror ville gerne at vi skulle have delt et dobbeltværelse på hotellet, hvor dåben fejres efter den kirkelige handling. Han nåede også at melde afbud - også på mine vegne (uden at fortælle mig det - men det er vist en af følgevirkningerne) Min niece fortalte mig det, så det var jo ganske OK, at jeg fik det at vide.
Det hele skal foregå ovre i det jyske i Rold Skov, hvor det fædrene ophav til den lille familie har sine rødder - og hele sin familie.
Jeg ville meget, meget gerne have deltaget. Sådan skulle det altså ikke være.
Mange gode tanker følger den lille familie hele dagen.

Sorg og savn

Er der forskel på sorg og savn?
For 12 år siden sluttede et forløb med mit livs kærlighed.
Det startede så skøn i 1961 - 14 og 18 år gamle var de to elskende.
Vi blev hilst så meget velkommen i vores respektive familier.
Det blev til mange år sammen.
Den sidste tid var præget af hospitalsindlæggelse og plejehjemsophold - efter en operation i hjernen.
Den frihedselskende mand blev lænket til en seng ude af stand til at gøre sig forståelig og lam fra halsen og nedad, og så alligevel kom der nogle sproglige perler indimellem i ganske klart sprog.
Jeg "brokkede" mig over den "satans" hund (Black). Efter en hel dag på kontoret skulle jeg hjem for at hente hund så vi kunne komme på plejehjemmet. Black elskede disse besøg og efter kun få dage kendte hunden vejen ind til sin "menneskefars" værelse, så selvfølgelig blev han sluppet fri af sin line. Poterne op på sengekanten og give ham flere slik i ansigtet.
Min udtalelse havde bekymret den stakkels lamme mand, for han kendte jo mit oprindelige forhold til hunde. Jeg var ganske enkelt bange for hunde, og håbede i mit stille sind at mand og barn opgave tanken om hund på matriklen. MEN der kom en hund, og så var jeg altså solgt og ikke mere bange for hunde. Snarere tværtimod....
En dag kom der en sproglig perle i form at et enkelt ord: BLACKMAND?
Mange år med det samme menneske indebærer jo at man jo på det nærmeste ved hvad hinanden tænker og vil sige....
Så jeg udbrød: Nej tag det ganske roligt, Black bliver hos mig, så længe han lever. Og det gjorde han. Det beroligede hans "far-ejer".
En anden sproglig perle kom en dag Finn skulle bades på plejehjemmet, og en af sosuassistenter "brokkede" sig over, at der var så lidt plads på det ret store badeværelse. Finn udbrød: der er plads nok, det er fordi du er så bredrøvet!!
I de mange måneder han var på sygehus og plejehjem, var der ret mange mennesker involveret. Familie, venner, plejepersonale var en daglig kontakt.
Da døden kom til ham og begravelsen var overstået, var der NOBODY.
Hvad var dog meningen med det?
Det var en mærkelig og ejendommelig fornemmelse.
Jeg er ret god til at reflektere og min intuition fortalte mig at sorgen skal jeg selv komme igennem. Ingen kan hjælpe mig igennem den andet end mig selv. Det er ganske vanskeligt at sætte ord på sorg.
Noget andet er med savnet. Det er så ganske meget nemmere at snakke med familie og venner om.
Måske er jeg en smule anderledes.
Sorg har en periode, savn varer også en periode, så erstattes den af gode minder.
En anden af mit livs kærlighed forlod dette liv for et par uger siden. Livet har formet sig sådan, at der har SIDEN den dag, min bror forlod dette liv kun har været få dage med tid til refleksion, og den kommende meget lange tid ser lige sådan ud.
Hvad er så meningen med det?
Sorg over min allerkæreste lillebror var anderledes end min bedste ven gennem et langt liv er forskellig fra hinanden.
Det var så godt at min lillebror forlod livet, fordi han var så plaget af ubehag o.lign.
Savnet vil vare en rum tid endnu.
Jeg gør mit aller-aller-bedste for at være til glæde og gavn for hans to børn.
Romantisk nyt: lillebrors søn havde inviteret sin kæreste med til Wien dagen efter begravelsen på kæreste week-end. Gutten har friet. Købt smuk ring. Så nu er der snart bryllup i familien.
Og i sidste ende er alt jo såre godt.

Tvist og et år ældre

Julegaven til mig selv i 2018 var et strikkekit fra Hanne Falkenberg.

Farven på TVIST har samme farve som mine øjne - siger min datter.

Den er strikket i en bomuld/høj blanding, og den skal jeg ikke strikke en gang mere.

3 ret og 3 vrang forskudt på hver anden pind.

Den er strikket oppefra og ned.

Mange holder meget af at strikke oppefra og ned - jeg gør ikke.

Utrolig besværligt at strikke ærmer på 4 pinde med hele arbejdet hvilende i skødet. Det skal jo vendes rundt konstant.

HFs opskrifter er formidable - så gennemarbejdede.

Var så glad da jeg endelig var færdig med den at den bare blev lagt på gulvet og dette foto taget.

Det var en skøn søndag aften vi havde min datter, svigersøn og jeg. Vi besøgte min yndlingsrestaurant her i byen, og de havde endelig igen fået vegetarmad på menukortet. 

Jeg fik en vegetarsandwich, og jeg gætter på, at der var mindst 400 gram grønsager i. Åh, den smagte så godt. Desserten var en greenie: avocado, æble, spinat, broccoli og citron. Og så smagte jeg lidt af min svigersøns belgiske vaffel. Han hyggede sig gevaldigt med en bøf af Angus kvæg.

Jeg blev et år ældre i går, og det var en stille og rolig dag.

I dag får jeg besøg af min niece og hendes yngste, Tristan på 2,5 måneder.

Jeg har fået billeder, de tog af min lillebror den sidste dag han var i live.

Dvs han var i coma, og så lagde de lille Tristan på hans brystkasse - tænk han vågnede og holdt beskyttende om sit lille barnebarn og smilede over hele hovedet.

Et skønt minde han kunne tage med sig og vi andre kan glæde os over.

Oslo

En ungdomsveninde fylder 70 år til efteråret, og hun vil ikke holde noget - har hun sagt.
Men det er vist ved at fyldt godt op på rejseplanerne.
Hun vil til Nice med sin mand, og så tager 2 vennepar med.
De 2 tanter i familie (søster og svigerinde) og mig - vi er inviteret på en tur til Oslo.
Jeg måtte synke en ekstra gang inden jeg sagde ja tak.
Jeg synes slet ikke om vand - andet end at sidde at kigge på.
Jeg ser det også som en mulighed for at komme lidt af min vandskræk til livs. Jeg har da lov at håbe.
Der er masser af andre rejseplaner på bedding hos veninden og hendes mand.
Så hun bliver fejret godt og grundigt.

Ud at spise

Det er lille bitte smule trist og vemodigt at tænke på, at jeg kunne have haft hele huset fyldt med familien i dag.
Jeg var blevet enig med min lillebror om at aflyse familiesammenkomsten, hans datter og svigersøn skulle til det jyske til familien, og det blev for meget for de to små rollinger med flere begivenheder i samme week-end. Og lillebror var jo indlagt.
Nevø og kæreste er så rejst til Wien på kærestetur - meget fornuftigt.
MEN min datter og svigersøn ville komme med nybagte boller og så har min svigersøn inviteret os ud at spise - så var vi fri for at lave al det mad.
Smukt træk af ham.
Min datter har haft en ret dårlig nattesøvn, så hun ringede i formiddags og sagde, at hun ville forsøge at få en times søvn, så de kunne være her til den aftalte tid.
Ikke tale om!
Hun skal få sovet så meget hun kan - hun var vågnet efter 3 timer helt af sig selv og var godt udhvilet.
Så vi mødes da bare inde i byen til skøn mad.
Og bagefter hjem til mig - så kan jeg guffe bollerne i mig de følgende dage. Elsker min datters boller.
Gætter på at vi nok skal få os et godt grin. Min svigersøn ejer nemlig en evne, der kan få min mave til at boble.

De der muskler

Jeg har hørt og læst, at det tager kun 3 uger at nedbryde gode muskler, og 3 måneder at bygge dem op igen.
I et par uger har jeg næsten ingen træning dyrket. Det kan jeg sandelig godt mærke.
Sidde og sidde på et sygehus og bare være der tærer på energi og muskler.
I onsdags var jeg selv på sygehuset til samtale med neurolog og blev undersøgt over det hele. Stadig ingen diagnose, andet end at kraften i mit højre ben kun er en fjerdedel af det venstre. Til gengæld er kræfterne i hænder, arme og overkraft næsten for meget. Det er jo fint, når jeg skal hive mig selv op til min førstesal.
Jeg skal til flere undersøgelser. En MEP undersøgelse - noget med elektroder så de kan måle hastigheden på mine nervers impulser osv osv.
I går var jeg ude at gå en tur - jeg gik tur med min cykel... - og efter at have gået 1,5 km eksede mine ben ganske voldsomt.
I dag var jeg i LOOP - det er 10 dage siden jeg sidst var der - og det gik ganske godt med 30 minutters træning på cykel, gåmaskine og crosstrainer. Ingen ben der eksede eller ville bryde sammen under mig.
Tænker vægt, og det kunne vist være en god ide at tabe 10 kilo (så er jeg på ungdommens vægt), for så er der mindre at bære rundt på.
Så skal jeg da bare lige finde en måde at tabe mig på.
Og øve mig ganske meget i at kunne gå længere og længere for hver dag. Har fået skinne, så jeg kan gå nogenlunde normalt. Det er jo også en tilvænningssag..