En sejr

Min fysse har foreslået, at jeg svømmer.
Det er mindst 15 år siden jeg har været i en svømmehal, måske nærmere 20år.
Utallige er de gange jeg har gennemført svømmekurser. Også for vandskrækkere - et par gange.
Det er aldrig - som i aldrig nogensinde - lykkedes for mig at blive fortrolig med vandet.
I det mindste er jeg ikke bange for vandet mere, nu har jeg bare STOR respekt for det.
I sidste uge var jeg i svømmelands reception her i Køge og købe et ti turskort for pensionister til både deres motionscenter og svømmelandet.
I DAG tog jeg mig ret voldsomt sammen og kørte derop.
Først en tur i motionscentret, jeg havde spurgt om de havde en “benpresser”, det har de.
Det er ligesom jeg ingen kraft har i højre ben. Jeg kan nu godt skubbe lægerne og fyssen væk, når de beder mig om det.
En dropfod og deraf lammede muskler til foden giver en sjov gang... jeg bruger jo hele benet for at kunne løfte foden, og al gang som tidligere foregik i løb foregår nu i et meget adstadigt tempo med indlagte pauser.
Så der var godt med vægt på benpressen og de øvrige maskiner  til benene.
40 minutters fod træning incl 10 min opvarmning på motionscyklen.
Jeg måtte lige have lidt hjælp af en anden motionist til at indstille en af maskinerne, for de er anderledes end dem i LOOP.
Lidt senere kom en ældre “venlig” herre hen for at fortælle mig, at jeg havde for meget vægt på.
Jeg opgav at fortælle ham hvad min fys har sagt jeg skal gøre, for Herren vidste bedre.
Mr. Emsig er hans navn.
Det var med lettere brugte ben jeg gik ned ad trappen til svømmehallen.
Der var gang i vandgymnastikken for damer med tykke babymaver - altså gravide.
Lige så stille og roligt begav jeg min hen til det lune modskabsbassin og tilbragte den kommende halve time i vandet. Nej, jeg svømmede ikke, men holdt fast i barren mens jeg brugte benene.
Og hen at sidde i boblerne... det er sjovt. Det er vel et morskabsbassin.
En stor sejr til mig, der er kommet over en vanskelig grænse. Vandgrænsen.
Hvem ved, måske jeg en dag også tør svømme?