tandlægen

jeg har haft betændelse i en tand - eller en af dens rødder.
Spist penicillin i en uges tid.
I dag var tid for behandling hos tandlægen af tanden - den allerbageste i undermunden.
4 bedøvelser, og så var jeg godt "bedugget" - i tanden forstås.
Hun borede og borede, og nu er det jo en ny tandlæge jeg har fået - med alt det fineste nyeste udstyr, så da hun var færdig med at bore ned til kineserne, spurgte hun om jeg ville se et billede af det, og hev en skærm hen til mig.
NEJ TAK, jeg skal overhovedet ikke se noget som helst.
Tanden skulle rodbehandles, og tandlægen kunne overhovedet slet ikke finde kanalerne i den tand, så hun kunne rodbehandle den.
Bare fordi den tand har levet sit eget liv i ganske mange år, og kanalerne er kalket til. Det gør de(n), for at beskytte nerverne.
Suk. Den stakkels tand har kun fået et ud af det, og det er at den skal væk - sådan i nær fremtid.
Der er ikke ret meget i denne verden jeg er bange for/frygter.
Men tandudtrækning - nej tak.
Desværre bliver jeg udfordret på den front. Lige om lidt.
Jeg skal til eftersyn af de øvrige tænder om en uge, og så aftaler vi en tid for tandudtrækningen.
Jeg fik trukket en tand ud i sommeren 1959.
Og 2 visdomstænder i mit tidlige voksne liv - i undermunden.
Den der knasende lyd, når tanden bliver fjernet fra sit.... jeg kan bare ikke ha det.
Mit barn fik trukket to visdomstænder ud for et par år siden - mor tag dig nu sammen og kom ind i kampen, det er "a piece of cake", siger hun nok så frejdigt.
Jeg tror hun har ret - jeg ynder nok at pleje min frygt fremfor at være lidt praktisk. Det er jo overstået på få sekunder.
Da jeg var færdig i tandlægestolen i dag, fik jeg nogle kulderystninger og tænderklappen, som jeg kun har oplevet en gang før i mit liv. Det var da jeg havde kvæstet min håndled i 2004 og kom på skadestuen for senere at blive opereret. Det var en kæmpeoplevelse, da plejepersonalet hentede tæpper fra et varmeskab til mig. Så holdt jeg op med at ryste og klappe med tænderne.
I dag havde jeg været så fornuftig at køre med bus til tandlægen - det var jeg glad for... for jeg følte, at jeg bestemt ikke kunne køre hverken bil eller på cykel.
INDEN jeg rejste mig fra den behagelige tandlægestol, skulle jeg alligevel kigge på billede af MIN tand, det så ikke så faretruende ud. 4 små spidser og kæmpekrater.
Undervejs i processen fik jeg mange klap på kinden af tandlægen og hendes assistent, og en forsikring om at det gjorde lige så ondt på dem som på mig.
Det gjorde nu ikke ondt, for jeg var godt bedøvet....
Jeg er dybt taknemmelig for at vi har tandlæger og bedøvelser i vores del af verdenen.