Tykke bøger og biografen

Boghandleren havde fået min nye bog hjem i går.
Benny Andersens samlede digte.
Det er et digert værk på over 1200 sider.
Der er noget med tykke bøger og mig lige i tiden.
Jeg sad og læste lidt i den inden min aftale med bifklubben om aftenens film.
Jeg er frygtelig betaget af Benny Andersen. Han er finurlig og overraskende, så det bringer smilet og latteren frem.
Det gode ved digtsamlinger er, at man kan nøjes med at læse et digt ad gangen, for digtene hænger jo ikke sammen - som en roman.
To af os i bioklubben ville gerne se Troldmanden fra Oz. Åh, hvor var den sød.
Jeg havde set den tidligere version med Judy Garland. Den nye udgave var nøjagtig lige så sød.
Hvis man altså kan sige en film er sød. Det er det mest rammende ord, jeg kan finde for min oplevelse af filmen.
En abe med vinger og en dukke var blevet menneskeliggjorte, og de var bare så kære.
Næste film på programmet var Lincoln. Det var en meget fortællende og oplysende film om Lincoln og hans liv som præsident. Måske en anelse lang. Historien er interessant, og sætter tiden i perspektiv. Jeg husker avisoverskrifter fra 50- og 60erne om .... hvad skriver man nu om dage for ikke at fornærme nogen?? ... andre end hvide børn skulle gå i skolerne sammen.
Det er et meget mørkt kapitel i menneskets historie med slaveriet.