Ny titel: PhD

Jeg er blevet præsenteret for en ny titel, som jeg i hvert fald også kan smykke mig med:
PhD
og i mit tilfælde betyder det PENSIONIST HELE DAGEN.
Skøn titel.
Jeg har været på udflugt i dag.
Min datter og svigersøn har endelig fået deres nye lækre campingvogn og holder ferie i den i Karrebæksminde.
Det har de gjort adskillige gange før, og traditionen tro skal jeg være campist for en dag.
Vi mødes i Næstved Storcenter, tager en runde og kører så ud til campingpladsen.
Til en skøn frokost.
Det var som altid skønt at være sammen med dem på camping, og jeg igen konstatere, at jeg overhovedet IKKE savner campinglivet, hverken i campingvogn eller autocamper.
Min første campingferie var i 1962 og den sidste var i 2006, så jeg har vist udlevet det at være campist.

Strik og sølvbede

5 nøgler hør/bomuld har jeg brugt til denne sommetop.

Den er til min datter.

Hun strikker også selv, men dette garn ville hendes hænder helst ikke have med at gøre, så hun spurgte om jeg ville strikke den.

Selvfølgelig.

Det er en model fra Drops, og den voldte nogle problemer i starten.

Indtil jeg begyndte at tælle...

Det viste sig, der var fejl i mønsteret, og havde jeg læst nede i kommentarerne til opskriften, kunne jeg se rettelserne.

Det gjorde jeg bare ikke, så jeg trevlede op et par gange.

Og lige et billede af mine sølvbeder - de er helt enorm store.

Jeg kan blive mæt af et enkelt blad.

Jeg skærer det grønne fri af stænglen, og bruger det lige som spinat.

Stænglen skærer jeg i små stykker og steger på panden i olie - sammen med nogle andre grøntsager.

De står i plantekasserne sammen med krydderurter, og bliver vandet godt.

En sejr

Min fysse har foreslået, at jeg svømmer.
Det er mindst 15 år siden jeg har været i en svømmehal, måske nærmere 20år.
Utallige er de gange jeg har gennemført svømmekurser. Også for vandskrækkere - et par gange.
Det er aldrig - som i aldrig nogensinde - lykkedes for mig at blive fortrolig med vandet.
I det mindste er jeg ikke bange for vandet mere, nu har jeg bare STOR respekt for det.
I sidste uge var jeg i svømmelands reception her i Køge og købe et ti turskort for pensionister til både deres motionscenter og svømmelandet.
I DAG tog jeg mig ret voldsomt sammen og kørte derop.
Først en tur i motionscentret, jeg havde spurgt om de havde en “benpresser”, det har de.
Det er ligesom jeg ingen kraft har i højre ben. Jeg kan nu godt skubbe lægerne og fyssen væk, når de beder mig om det.
En dropfod og deraf lammede muskler til foden giver en sjov gang... jeg bruger jo hele benet for at kunne løfte foden, og al gang som tidligere foregik i løb foregår nu i et meget adstadigt tempo med indlagte pauser.
Så der var godt med vægt på benpressen og de øvrige maskiner  til benene.
40 minutters fod træning incl 10 min opvarmning på motionscyklen.
Jeg måtte lige have lidt hjælp af en anden motionist til at indstille en af maskinerne, for de er anderledes end dem i LOOP.
Lidt senere kom en ældre “venlig” herre hen for at fortælle mig, at jeg havde for meget vægt på.
Jeg opgav at fortælle ham hvad min fys har sagt jeg skal gøre, for Herren vidste bedre.
Mr. Emsig er hans navn.
Det var med lettere brugte ben jeg gik ned ad trappen til svømmehallen.
Der var gang i vandgymnastikken for damer med tykke babymaver - altså gravide.
Lige så stille og roligt begav jeg min hen til det lune modskabsbassin og tilbragte den kommende halve time i vandet. Nej, jeg svømmede ikke, men holdt fast i barren mens jeg brugte benene.
Og hen at sidde i boblerne... det er sjovt. Det er vel et morskabsbassin.
En stor sejr til mig, der er kommet over en vanskelig grænse. Vandgrænsen.
Hvem ved, måske jeg en dag også tør svømme?

Gode oplevelser

Jeg samler på gode oplevelser - specielt sammen med min bror og hans kæreste.

Lillebror havde inviteret på middag og teatertur.

Vi spiste hos restaurant Alsace i Ny Østergade.

Whau sikke en mad de kunne servere.

Jeg spiser gedeost - det havde jeg ikke troet muligt for et par år siden.

Grillet eller steget på pande - lagt på en skøn blanding af salat og oliven og græskarkerner.

De revne gulerødder i midten var marineret i noget sødt - det var perfekt afstemt til resten.

Og jeg fik en fadøl til - noget der hører til de store sjældenheder, bare fordi jeg passer ganske godt på hvor jeg skal gå - jeg gider bare ikke falde.... og med den fod er der rige muligheder.

Svigerinden holder godt øje med mig.... og giver gerne en arm jeg kan holde i.

Vi vandrede hen til det smukke gamle teater på Kongens Nytorv, hvor vi skulle se

musicalen SEEBACH.

Den fortæller Tommy Seebachs historie, samt hans kone og børns.

Fantastisk oplevelse.

Og en utrolig trist historie med Tommy Seebach - den forbandede alkohol, der tager over!! og ødelægger så mange liv.

Der er en vis sammenlignelighed mellem 

Det kongelige Teater, gamle scene og

Royal Albert Hall.

Sidstnævnte er blot en del større.

Operettebåden

I går havde en veninde og jeg sat hinanden stævne ved Københavns Kanaler.

Vi skulle nemlig en tur ud at sejle med

OPERETTEBÅDEN.

Turen tager ca 1½ time, og det var underholdning på højt plan.

Operasangerne Fredrik Bjellsäter og Julie MeeRa Albertsen.

Han er svensker og hun er fra Espergærde.

De kunne de få mange gode vittigheder ud af.

De kunne både synge, optræde og underholde på højt plan.

Konferencier og pianist Jacob Beck var også en spasmager. Han havde også en god fortælleevne.

Jeg tænkte på, at han ville gøre sig godt i Jeppe på Bjerget.

Operabygningen.

Jeg er ret fascineret af arkitekturen.

Her musik og sang fra Spillemand på en tagryg.

Her fra Elverhøj og Der var engang.

Båden lagde til forskellige steder, og Julie "flirtede" med manden på billedet.

Damen kiggede demonstrativt den anden vej - hele tiden, og på intet tidspunkt var der smil over hende. Trist at se på.

Båden "gjorde holdt" under en bro, og det var en særlig effekt for akustikken.

Det lød vidunderligt.

De soldyrkende på kajkanten blev også godt underholdt, og der var store klapsalver fra alle, da sangen sluttede.

Lidt dramatik. Den unge dame i midten sad på molen og talte i mobiltelefon.

Hun kunne sandelig både spillet fornærmet og forurettet. Vildt godt.

Hun var jo også med i forestillingen.

Det hele var en vidunderlig oplevelse, og veninden og jeg er meget enige om, at det skal være en tradition.

Da vi gik i land, vandrede vi hen til Nikolaj kirken, der har en restaurant, der hedder Maven.

Her spiste vi et enkelt stykke smørrebrød, som var et helt måltid, sparkling vater til og til slut en kop kaffe.

Jeg kan bare ikke lide Nikolaj kirken. Den er så dyster. 

Jeg gætter på, at det bunder i en ungdomsoplevelse. Mine forældre havde nogle venner, der var blevet anvist en uhyggelig saneringsmoden lejlighed på 4. sal med store huller i gulvet og rotter - de skulle ud af deres lejlighed i Griffenfeldsgade, som skulle moderniseres. Min Finn og mig var med på besøg, jeg ville ikke være der, der var så uhyggeligt og ubehageligt. Dystert - kun få meter fra kirken.

Restaurant Maven er til gengæld ganske hyggelig. Vi sad dog udenfor i det skønne vejr.  

Strik

Selvom tropevarmen er her

bliver mine strikkepinde motioneret.

Det bliver jo også vinter en gang, så er det rart at ha lidt nyt i garderobeskabet.

Trøjen hedder paneldebat og er et Geilsk design.

Garnet er en blanding af bomuld og uld.

Den har været sjov at strikke - i paneler.

Den vejer ca. 350 gram og er strikket på pinde 3.

Og en masse knapper skulle der sys i....

Jeg er ikke begejstret for knapper, de er dog nødvendige, hvis jeg vil have en trøje.

Købt som kit på Rødovremessen i februar.

En bluse i Conrad design - model Margit.

Også købt på messen i februar.

Den på billedet er dog strikke i Cottonwool, som er en anelse tykkere end Coast, som var i kittet jeg købte. 

Jeg må nok sige, at jeg er blevet en ren mester i at samle masker op.

Der er 78 dominofirkanter, og der skal samles masker op ved hver eneste en af dem.

Den har også været sjov at strikke.

Også på pind nr. 3.

Jeg er ved at strikke nr. 2 - i Coast. Det er noget tyndere end Cottowool.

Jeg laver også ryggen anderledes en med dominofirkanter. Det bliver i striber som på ærmerne.

Jeg har strikkehæftet, og det er altså skønt, når der skal monteres, så er det bare at klippe enderne af.

Rungstedlund

I lørdags besøgte jeg sammen med oplevelsesgruppen, bl.a. Madame og en hel del flere

Rungstedlund.

Karen Blixens Museum.

Jeg har aldrig været der før, og det har været et længe næret ønske, som blev opfyldt.

Det var ret interessant at besøge museet, og se det hele.

Vi var inde for at se hendes stuer og køkkenet.

Alt står som på hendes egen tid.

Der er altid friske blomster i alle rum, nøjagtig som hun selv havde, da hun levede.

Man kunne også se en film om og med hende - ca. 12 minutter.

Ganske interessant.

Min klasselærer i de store klasser var ret fascineret af K.B.s forfatterskab, så selvfølgelig læste og analyserede vi en del af hendes værker.

K.B. elskede at hendes glas og porcelæn blev brugt, for det fortalte hende, at det havde været i berøring med mennesker, hun kendte.

Hun blev født i 1885 og døde i 1962. Jeg husker hende stadig fra TV i min ungdom. (Jeg var 15 år i 1962). 

Hun boede på Rungstedlund til hun var 27, så var hun 18 år i Afrika, og da hun kom hjem til Danmark flyttede hun ind på Rungstedlund igen og boede sammen med moderen til dennes død.

Hendes far havde begået selvmord, da han var 49 år.

I spisestuen var der dækket flot op til

Babettes gæstebud.

Efter besøget på museet gik vi ned til Rungsted havn og fandt et sted, der kunne huse os alle 11 - i skyggen. Vi var sultne.

Wok-shop hed stedet, og det bar præg af asiatisk mad.

Jeg valgte en ret der hed Pomelo-salat. Det smagte skønt.

Næste udflugt går til Vikingeskibsmuseet.

Afvist

For nogen tid siden besøgte jeg neurologen på Selandia klinikken for at få svar på, hvilket resultat  skanning af min hjerne, nakke og ryg viste.
Jeg har en frisk og fin hjerne, nakke og rygrad ligeledes. Intet i klemme nogen steder. God passage hele vejen igennem.
Så neurologen ville afslutte sin del af behandlingen og sende anmodning til Roskilde sygehus om en neuro-fysiurgisk undersøgelse af mit højre ben. For noget er der i vejen.
Ægte dropfod og en irriteret nerve, der ikke vil signalere bevægelse til de muskler der styrer foden, så de virker som lammede.
Sygehuset har AFVIST hendes henvisning og begrundelsen er:
citat: den dropfod jeg har skønnes betinget af irritation af nerven i benet, som styrer fodens bevægelse, og at der derfor ikke findes baggrund for yderligere neurofysiologisk undersøgelse.
Javel!
Så jeg genoptager behandling hos fyssen.
Sker der ingen bedring, er jeg velkommen til at kontakte egen læge for ny henvisning....
Jeg forstår ingenting. Det skal jeg nok heller ikke???

50 år

Jeg skal til fødselsdag i dag.
Mit barn bliver 50 år i dag.
Jeg kan ikke rigtig fatte, at hun bliver SÅ gammel i dag.
En vittighed i min svigerfamilie lød for nogle år siden på, at vi ældre i familien måtte kalde os gamle, når børnene fyldte 50 år.
Min svoger ændrede på den, da hans datter fyldte 50. Nu skal børnene være fyldt 60.
Han selv bliver 80 om 2 dage.
TIL LYKKE min søde og kære datter.

Fys - MR - Sjælland Rundt

Jeg har besøg fyssen et par gange. Første gang fik jeg "øvelser med hjem".

Det kneb i den forgangne uge med at få gjort øvelserne som jeg gerne ville - helst 6 gange om dagen. Det blev kun til 3 gange.

Min datter blev udskrevet, og 1½ døgn efter blev hun indlagt igen, med en lungefunktion helt i bund og et peak-flow på 1/3 af det normale.

De fik "fikset hende", så hun blev udskrevet igen i fredags, med meget stærk antibiotika, der IKKE giver hende kvalme.

Afdelingen på Herlev var i kontakt med hendes afdeling på Riget, og meldingen lød: det er IKKE en afstødning.

Puha, vi var nogle stykker, der tørrede sveden af panden.

Anden gang jeg besøgte fyssen, fik jeg strøm sat til musklerne i ben og fod. Det kildede.

Fyssen og jeg blev enige om at sætte behandlingen i bero, indtil jeg har fået en diagnose.

Midt i ugen skulle jeg hen på Køge Sygehus for at få taget blodprøver til neurologen.

Sygehuset er blevet udstyret med en sød førerløs bus - der er en meget lang gang, og det kan jo være svært for gangbesværede at komme helt ned i enden.

Den er så sød den lille bus, som stopper, hvis der går nogen foran den

Meget smuk venteområde i Selandiaklinikken

Lørdag eftermiddag var jeg indkaldt til MR skanning hos Selandia klinikken i Ringsted.

Radiografen spurgte om jeg led af klaustrofobi. Ja en lille smule.

Det var muligt, at jeg kunne have fået noget beroligende, men så måtte jeg ikke køre bil resten af dagen. Så nej tak til beroligende.

Og efter jeg blev trukket ud af skanneren, kan jeg konstatere, at min klaustrofobi er ikke eksisterende mere.

Det var sjovt at være i skanner (jeg har kun været i CT-skanner tidligere), også selvom hovedet er lagt "i en fast ramme" og gitter hen over. Det er smart med spejl i gitteret, så jeg kunne se ud i hele lokalet.

Den larmer pænt meget, jeg havde musik i ørerne, og lå bare helt stille og fulgte med i de lyde, skanneren nu gav fra sig, og var opmærksom på mine tanker.

Jeg tænkte bl.a. på Niel Armstrong - månemanden. De astronauter skal slet ikke lide af klaustrofobi.

Nå, jeg skal til neurologen på fredag og høre resultatet af skanning af hoved, nakke og ryg.

Fredag aften ankom min lillebror og kæreste. Lillebror skulle overnatte hos mig, for kl. 6.03 gik starten for ham på Sjælland Rundt.

Jeg hørte han stod op, og tænkte han skal lige have lov til at få tøj på, så kunne vi spise morgenmad sammen. Jeg hørte døren blive lukket kl. 5.30, og jeg for ud af sengen for at ønske en fantastisk tur... Øv, hvor var jeg ærgerlig over mit gode sovehjerte.

305 km - HAN GENNEMFØRTE på ca. 14 timer.

Jeg synes, det vildt sejt - med den diagnose han bærer rundt på.

Han var træt, da vi hentede ham på havnen i Køge.