Bye-bye og god ferie

Mine naboer er lige rejst på 3 ugers ferie til det franske - med campingvogn, deres to voksne børn og en svigersøn.
De skal besøge onkel og tante i deres helt vidunderlige paradis. Onkel er dansk og tante er italiensk. De mødte hinanden på Møn i de tidlige 70ere. Tante arvede et hus i Frankrig for snart 40 år siden, og så flyttede de derned. Er selvforsynende med frugt og grønt. Han er keramiker og laver nogle meget flotte ting, som kan forsøde pensionisttilværelse for dem. Begge får pension fra deres hjemland. De bor på en kæmpematrikel - og det er lidt spændende, hvad naboerne bringer med hjem af planter o.lign. til deres hus og have i år. Marie-Claire og Ove er deres navne.
I mellemtiden skal hus, have og kat passes hjemme, og mormor er flyttet ind med rollator, fordi hun faldt ned fra en stige for en måneds tid siden.
De kørte for et par timer siden, og her føles ret tomt. (Fnis - min nabo hedder Tom).
Jeg har så svært ved at vinke farvel, for det gjorde jeg altså. En klump i halsen og tårerne presser sig lidt på. Så vender jeg mig om og går ind til mig selv, så er det overstået.
Vi har drukket vores ferieøl i søndags. Tradition.
Jeg sender gode tanker til min mor. Det skønne væsen.
Hun rejste ofte til min søster i Jylland, og da jeg arbejdede på Vesterbro i København, passede det ganske fint med min ankomst med S-toget fra Køge og hendes afgang til det jyske. Så jeg var selvfølgelig at finde på perronen for at vinke farvel med et lommetørklæde, og da kom der også en klump i halsen og tårerne pressede på.
Jeg undres, hvad det dog er jeg har med afsked?
Som barn led jeg en del af hjemve, når jeg var på ferie alene. Hjemve også lidt som voksen, selvom både mand, barn og hund var med på ferie.
Dernede i St. Raphael i Frankrig i maj oplevede jeg, at jeg ABSOLUT INGEN hjemve havde. Jeg kunne være blevet der i månedsvis. Det samme skete i Spanien.