Kollektivet

Mandag aften havde jeg bestilt billetter til Thomas Winterbergs film
KOLLEKTIVET.

Inden jeg så filmen, sendte jeg mange tanker tilbage til de tidlige 70er, hvor jeg havde min gang i et ægte 70er kollektiv. Pædagogerne og pædagog medhjælperne i min datters børnehave var befolket med "de berømte lilla bleer". Mit afkom elskede sin børnehave, og hun plagede ofte om hun måtte komme med dem hjem, og det fik hun lov til - ret tit. Vi hentede hende senere.
Der var stor fællesskabsfølelse i kollektivet, og de brugte al deres tid på at planlægge. Der blev sjældent bragt noget ud i livet. Selv økonomien var fælles. Jeg husker ganske tydeligt, at de fortalte, at hele deres løn blev lagt i en fælles pulje, og de fik 30 kr. i lommepenge pr. uge. De boede i et gammelt - som i meget gammelt - nedlagt landbrug et stykke godt syd for Køge.
Det holdt i et par år, så gik det ganske langsomt i opløsning.

Der var ikke mange lighedspunkter med mine oplevelser og filmen.
I filmen bebos kollektivet godt nok af en masse mennesker, der har husholdningen til fælles. De tager også på ferie sammen.
Som jeg har opfattet filmen, handler den mere om et ægteskabs problemer , når "den nye" også flytter ind i kollektivet.
Kort fortalt: en mand arver et stort hus. Han og hans kone har ikke råd til at betale huslejen, eller kan ikke bruge al den plads, så tanken om et kollektiv ser dagens lys. Han er arkitekt, og han forelsker sig i en af sine studerende, og hun flytter ind i kollektivet, hvor konen og datteren også bor.
Egentlig synes jeg det var en lidt underlig film. Jeg tænker stadig over den og hvad budskabet egentlig var.