I formiddags skulle jeg lige skrive et brev til en penneven nede i det tyske.
Hun havde fortalt en historie om at de havde en aftale med nogle venner i Hamburg en aften, og da de stod foran deres dør, havde vennerne glemt deres aftale. Heldigvis var de da hjemme, og de fik bestilt noget mad fra en græsk restaurant i nærheden, og det blev en god aften.
Jeg kom jo til at tænke på, om jeg mon havde glemt en aftale i tidernes løb? Sikkert, og jeg kan ikke huske det!!!
Lige med et for lidt siden kom jeg i tanke om, at jeg da vist havde en aftale med min dækmand om skift fra vinter- til sommerdæk.
Høhø det var altså i går, og den sædvanlige e-mail og sms-besked var udeblevet.
Så nu har jeg booket en ny tid.
Jeg har været på planteskole i dag. I "gamle" dage kunne jeg købe hele planteskolen. I dag skulle jeg bare have et par solbærbuske, for jeg har et godt sted at plante nye solbær, hvor buskene får sol det meste af dagen - når altså solen viser sig.
Det blev nu kun til en enkelt busk, for de er sandelig steget i pris, siden jeg sidst købte solbærbuske.
Sådan cirka 400 procent.
Det er en ny slags der kom med mig hjem i cykelkurven. Den skulle være ganske god at spise frisk.
Solbær er sådan nogle bær, jeg kun har brugt til syltetøj, saft og i smoothies.
Jeg må jo nok sige, at den ene busk jeg købte har en anseelig størrelse. Og selvfølgelig håber jeg på mange bær allerede i år.
Og så brokkede min cykel sig igen-igen.
Da jeg havde parkeret den hjemme, klappet Black, var jeg på cyklen igen, og kørte hen til cykelsmeden med cyklen, så den kan blive repareret - og få service, fuldstændig som min bil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar