Jammerdal

Jeg vil gerne have lov til at jamre mig - bare en lille smule. For jeg har været et kæmpefjols.
Efter blikkenslageren havde været på besøg, skulle vi ud på en herlig lang eftermiddagstur, og vandrer ned til et skønt naturområde ikke så langt herfra. Vi har været der mange, mange gange, og da vi træder ind på græsstierne, siger jeg højt - mest til mig selv, for Black er bedøvende ligeglad - at vi skal gå forsigtigt. Jeg ved lige præcis hvor hullerne i stierne er.
Det vidste jeg da også i dag, og på grund af et øjebliks uopmærksomhed med at se hvor jeg går, havner jeg lige i hullet, vrikker voldsomt om på venstre fod og ligger med snuden i græsset lige så lang jeg er (168 cm). Oj et brøl jeg kunne gi fra mig.
Der gik lidt tid inden jeg ku få mig samlet sammen til at få rejst mig.
Desværre var der andre hunde lige i nærheden, og så er det mega svært at få Blacks opmærksomhed. Det lykkes også efter et par gentagelser.
Det gjorde lidt ondt i foden, og jeg måtte gå meget langsomt hjem - humpende, og hvor havde jeg da bare ondt af mig selv. Det er bedre end at skælde mig selv ud!!!
Det normale raske trav var nedsat til ½ km i timen, og Black vendte sig mange gange undrende om imod mig. Det hjalp dog ikke på tempoet.
Nu er min fod bare blå og en lille smule hævet, og det gør bestemt ikke godt.
Så kan jeg måske snart lære det? at gå ordentligt?
Næ, det tror jeg nu ikke, for utallige gange har jeg haft forstuvede fødder.
Jeg ønsker mig lige nu og til foden er i orden igen, en bil med automatgear!!
Jeg kan godt køre bil, skal bare være lidt forsigtig med koblingen.
Det er synd for mig, er det ikke?