Jeg glæder mig så meget til i morgen, for jeg får besøg af en havemand.
Min kæmpestore have skal have professionel hjælp, og der er nok at tage fat på - når nu min egen energi er for nedadgående, og jeg skal bruge temmelig mange kræfter på at passe på min muskler.
Det går fint nok med at slå græsset og nogle andre småting - desværre er energien så brugt for den dag.
Jeg har haft hjemmebesøg af en fysse og en sygeplejerske, som ved alt om min diagnose.
Det var et yderst positivt og lattermildt besøg (jeg er jo temmelig lattermild - en god vane arvet fra min mor).
De to damer og jeg blev meget enige om, at min bolig er temmelig uegnet for en handicappet at bo i - der er en del trapper og trin og store niveauforskelle.
Vi blev også enige om en hel masse ting de vil indstille til min kommune. Bl.a. ønske om en ældre-handicapbolig, som jo i følge arbejdsmiljøloven skal opfylde visse krav.
Så de vil skrive deres rapport, sende den til mig til godkendelse og derefter til kommune, sygehus og min egen læge.
Og det er temmelig vigtigt at blive visiteret til noget kørsel.
Jeg skal da vist også have en ny dropfodsskinne - der findes mange gode slags, der kan støtte anklen meget bedre end mit dictusbånd. Jeg har stadig men af min forstuvede ankel i januar i år.
De søde unge mennesker ordner det hele for mig.
Jeg er dybt taknemmelig over al den hjælpsomhed.
Hvor er det godt, at der er professionel hjælp at få, når nu det skal være så skidt, som det er blevet. Det må også være svært at acceptere, men tiden kan nu engang ikke skrues tilbage - det kunne ellers være rart på nogle ganske få punkter.
SvarSletJeg kan godt forstå, at både hus og have er blevet for meget for dig.
Ellen, det har egentligt være ret nemt, når først det mentale arbejde er på plads.
SvarSlet