lørdag den 29. juni 2019

På besøg hos notaren

I går var på besøg hos notaren i Roskilde.
Jeg har skrevet nyt testamente efter min bror døde tidligere på året.
Notaren ville gerne se noget offentlig billedlegitimation, og jeg gav hende mit kørekort.
Jeg bemærkede dog, at jeg synes jeg så lidt anderledes ud på billedet end jeg plejer.
Jeg fik det hurtigt tilbage med bemærkning, du hedder da vist ikke Poul Erik.
Stor var min forvirring???
Så kom jeg i tanke om en episode i et supermarked for nogle uger siden. Jeg skulle have mit dankort ud af pungen for at betale, og der falder noget på gulvet. Der lå mit kørekort - nede på gulvet. Jeg samlede det op og puttede det i pungen.
Mærkeligt tænkte jeg - de kort sidder ellers godt fast, og dankort og kørekort har hver sin lomme.
Jeg måtte straks kigge i pungen efter mit eget kørekort og det lå fint i sin lomme.
Jeg tænker og gætter på, at Poul Eriks kørekort har hængt fast i et eller andet ved kassen, og jeg har nok lænet mig ind imod det, og så er det røget på gulvet.
Men episoden udløste latter - selv hos den alvorlige notar....
Så skulle jeg betale retsafgift, og fik tastet forkert nummer - det var til en forretning i Tappernøje.
Jeg fik betalt til det rigtigt nummer, og på vej hjem ringede jeg til forretningen, som straks tilbagebetalte pengene. Og det var ikke første gang hun havde modtaget penge til retten i Roskilde.
Jeg havde også en fuldmagt med til mit barn, men den måtte notaren ikke skrive under på. Mit barn skal have fuldmagt til at handle på mine vegne i alle forhold. Hun har det meste i forvejen, men det ku jo ske at mit hus skal sælges uden at jeg selv er i stand til at varetage det hele, så er det rart med en stedfortræder, som også er enearving.
En skøn veninde var chauffør for mig, og vi var også på shopping i Køge - sluttede shoppingen af med en skøn smoothie på yndlingsrestauranten.
Hun kom med hjem og vi hyggesnakkede i et par timer.
Ved "arbejdsdagens" ophør ringede min læge til mig. Han ville bare fortælle mig, at han gik 3 uger på ferie. Han havde været ved at få tyggegummiet galt i halsen, da han havde fået rapport om min diagnose. Vi fik en god og skøn snak. Skulle jeg få brug for en praktiserende læge, er der andre læger i lægehuset, som står klar til at hjælpe. Min læge hører til den gode slags - meget empatisk og holistisk.

onsdag den 19. juni 2019

Muskelmassen

En gang om måneden kan jeg få et loop tjek. Det er vejning på en vægt, der fortæller en hel masse interessante ting.
Vægten måler bla muskelmasse og fedtprocent.
Jeg jublede i morges da jeg blev vejet.
Min muskelmasse er steget med 1,3 kilo og min fedtprocent er reduceret med 3,4.
Jeg er imponeret. Specielt fordi min diagnose siger at jeg vil tabe muskelmasse....
Heldigvis er der ikke to forløb der er ens. Og jeg hører vist til i den kategori der hedder atypisk.

søndag den 16. juni 2019

Store oprydning

Jeg er i gang med den helt store oprydning i hus og have.
I går var jeg på besøg hos en veninde og hendes mand, og jeg havde bl.a. en Kluk-Maren fra Holmegård med til manden, som er medlem af et "snapselaug". Jeg har sjældent oplevet mage til glæde. Og masser af kort - de fleste produceret af en penneveninde i Holland for flere år siden - til veninden, og lidt andet guf, som jeg vidste at de godt kunne bruge.
Hvor er det dog dejligt at kunne glæde andre mennesker med ting, de virkelig sætter pris på.
Mit barn har udtalt afskillige gange, at når jeg en gang er død, vil hun sende et eller andet "firma" ind og rydde tingene væk. Hun har dog peget på flere ting hun gerne vil have, og når jeg giver hende dem mens jeg stadig er i live, er det noget andet - det skal dog stadig blive stående hos mig.
MEN, der er jo altid et men, ikke? Jeg har bl.a. to lamper, som hun er meget glad for, og da de var på besøg i dag, fik hun den ene lampe med hjem. Stor var hendes glæde.
I går kom jeg i tanker om en karaffel i fint krystal, jeg har arvet fra min mor. Jeg bruger den aldrig, og var ret sikker på at jeg havde givet den til min niece. Har tjekket efter i dag, og jeg har den endnu. Den skal ud til veninden og hendes mand - de samler på den slags.
Gud fader bevares - en masse "ragelse" man har samlet sammen igennem et langt liv. Jeg har stadig en lille smule tilbage fra min mands tid - primært ting i udhus.

fredag den 14. juni 2019

Nyslået græsplæne - alle vegne

Min nyfundne havemand kom på besøg i dag, og han var sandelig en snaksalig gut.
Efter en snak på 10 min sagde han, skal jeg lige slå græsset?
Ja tak, halvanden time på fuld knald, og jeg er mere end dybt taknemlig for hans gode arbejde.
Han fik betaling - yderst rimelig pris.
Vi aftalte, at jeg bare skal sende en SMS til ham, når han skal komme igen og slå det.
Ole kom og slå mit græs!!! Han ved, hvor slåmaskinen står og benzinen ligeså. Han var ret betaget af min slåmaskine - det er jeg også selv, og jeg passer også godt på den.
Nu er det i hvert fald til at holde for mig selv et lille stykke tid.
Desværre er han i et vadested lige nu, for han er tidligere tømmermester og efterfølgende en læreruddannelse. Han kan ikke holde arbejdsforholdene ud på skolen (mangel på kvalificerede lærere osv osv), så det har han sagt op.
Han elsker haveservice, men det giver ham jo ikke mad på bordet om vinteren, så han er også i gang med at retablere sin tømmervirksomhed.
Guderne skal vide, at der er mangel på tømrere. Jeg har bestilt nyt tag til mit udhus for 1,5 måned siden, accepteret tilbuddet, og er sat i venteposition.... Nå pyt bare det bliver lavet inden vinter, og inden jeg skal sætte matriklen til salg.

torsdag den 13. juni 2019

Hjælp til dit og dat

Jeg glæder mig så meget til i morgen, for jeg får besøg af en havemand.
Min kæmpestore have skal have professionel hjælp, og der er nok at tage fat på - når nu min egen energi er for nedadgående, og jeg skal bruge temmelig mange kræfter på at passe på min muskler.
Det går fint nok med at slå græsset og nogle andre småting - desværre er energien så brugt for den dag.
Jeg har haft hjemmebesøg af en fysse og en sygeplejerske, som ved alt om min diagnose.
Det var et yderst positivt og lattermildt besøg (jeg er jo temmelig lattermild - en god vane arvet fra min mor).
De to damer og jeg blev meget enige om, at min bolig er temmelig uegnet for en handicappet at bo i - der er en del trapper og trin og store niveauforskelle.
Vi blev også enige om en hel masse ting de vil indstille til min kommune. Bl.a. ønske om en ældre-handicapbolig, som jo i følge arbejdsmiljøloven skal opfylde visse krav.
Så de vil skrive deres rapport, sende den til mig til godkendelse og derefter til kommune, sygehus og min egen læge.
Og det er temmelig vigtigt at blive visiteret til noget kørsel.
Jeg skal da vist også have en ny dropfodsskinne - der findes mange gode slags, der kan støtte anklen meget bedre end mit dictusbånd. Jeg har stadig men af min forstuvede ankel i januar i år.
De søde unge mennesker ordner det hele for mig.
Jeg er dybt taknemmelig over al den hjælpsomhed.

fredag den 7. juni 2019

Tandlægebesøg

Jeg havde en aftale med min søde og skønne tandlæge i dag. Hendes klinik ligger på førstesal i en af Køges gamle ejendomme - og trappen er lige så gammel.
Det lykkedes at komme op af alle trapperne og også ned igen.
Hendes nabo har en stolelift - den kiggede jeg langt efter, og gad godt at jeg kunne bruge den. Det kan jeg så ikke.
En time på langs - det var en større behandling i dag.
Bagefter følte jeg for at lige sidde lidt i venteværelset, og tandlæge-Britt kom med en lunken kop kaffe. Det var helt OK.
Besøget indebar også en snak om hvad der er galt med mit ben, og selvfølgelig adskillige gode grin.
Uden grin er det et dårligt besøg.
Heldigvis kunne tandlægen henvise mig til en anden klinik med gode tandlæger - hun har selv arbejdet der - som har handicapindgang. Når det altså kommer dertil, hvor trapper er uoverstigelige.
Det var skønt at gå rundt i Køge by igen - det er ret længe siden, jeg har været der.
Jeg havde bl.a. et tilgodebevis til en af skobutikkerne, og fik indkøbt 2 par nye handicapvenlige sko.
Et besøg i banken for at hæve kontanter til fødselarerne i morgen.
2 x 70 års fødselsdag hos gode gamle venner.
Jeg bliver hentet og bragt fra den ene dør til den anden - af Flextur fra Movia. Det er den rene fornøjelse. Eneste minus er at sidste tur med Movia er kl. 23, men så er min energi for den dag - og den næste også brugt.