lørdag den 29. april 2017

Logerende, Idomeneo, gospel og Nebraska

Hele sidste uge boede mit barn og Kenzo hund hos mig, mens de fik renoveret deres køkken-al-rum.
Torsdag bar jeg Kenzos kørebur ud i min bil - det kan lige være på bagsædet i min lille Panda - og vi kørte ud til Køge lystbådehavn, som har fået en stor og flot gennemgående renovering.
Der er bl.a. lavet en stor indsø til badegæster.
Imponerende.


Kenzo under træning. Han lærer at fokusere.
Han er stadig teen-ager og har selvfølgelig teen-age hjerne endnu. (Udtrykket hørt i filmen Du Forsvinder).
Han og jeg havde det ganske morsom med at fare rundt - efter hinanden - om spisebord, sofabord og kogeø. Fuldstændig som mine egne hunde, når de blev en anelse frække.
Sender lige en hilsen tilbage til min Black hund, som forlod dette liv i dag for et år siden.
Han er stadig lidt savnet, dog ikke så meget at jeg ønsker at få en ny hund. Det vil jo ikke være Black. Og med besøg af Kenzo i en uge, har jeg fået styret min lyst til hund.
Det er fint med at være Bedster til en hund.

I dag havde jeg en aftale med Simone om at vi skulle i operabio. Vi skulle se og høre Mozarts Idomeneo.
Skøn, skøn musik. Der var adskillige, der forlod forestillingen under andet akt (der var 3).
Der var meget solosang. Jeg savnede mere korsang, for det var et stærkt kor, der var på scenen.
Vi holdt ud til sidste tone.
Vi plejer at gå ud at spise bagefter, men Simone var syg og dårlig, så hun tog hjem i seng og jeg gik i Tivoli, og fik en Heineken fadøl.
Senere en stor IS, som jeg stornød, mens jeg lyttede til Gospelsang fra Plænen.
Der er gospelfestival i den skønne gamle have i denne week-end.

Lidt senere ville jeg have en kop kaffe, og mens jeg stod i kø sammen med en del andre, kom der en uhøflig dansker og brød ind i køen. Han ville "bare" have en pose peanuts.
Jeg måtte trække på smilebåndet, for han fik det der svarer til et likørglas fuldt - pris: 25 kr.
Jeg faldt i snak med dem, der stod bag ved mig i køen. Det viste sig, de var udlændinge. Engelsktalende. Jeg spurgte om de var fra London.
Nej, fra USA - lige midt i landet, Nebraska.
Hvad der dog havde fået dem til Danmark?
De var på et 2 måneders cruise - Spanien, Portugal, Holland, Danmark, Sverige (hvor manden havde rødder), Estonia og Finland.
Skønt at snakke et andet sprog end dansk.
Farum Gospelkor, og det er min gamle skolekammerat lige midt i billedet.
Vi læste meget intenst til realeksamen sammen i 1964, og imens vi læste, kørte Beatles i baggrunden, med bl.a. All my loving.
Gospel er glad musik.
Og det er først i "mit støvets år" at jeg lytter intenst til Beatles. Dengang i de glade 60ere var det ikke lige min stil. Elvis var.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar