Duetræ - nix en stjernemagnolie

Gårsdagens påskefrokost bød på rigelig og skøn mad og fantastisk godt selskab hos gode venner.

Alt det papir og pap, farver og tudser, jeg havde med, skabte en hel fest inde i det værelse, der er indrettet til børnebørnene.

Det blev sorteret - noget til at tage med hjem, noget til det manglende barnebarn, som var med far og mor på rejse, og noget til at blive hos mormor og morfar.

Jeg måtte jo være en del af festen, og Cassandra, 9 år, spurgte: er der noget i guld?

Øv, det var der så ikke, men en masse lyserødt og lilla - for hun er altså i den lyserøde periode lige for tiden.

Sådan en herlig påskefrokost betyder jo også at sidde stille i mange timer - hygge, spise og grine.

Så

i dag skulle bentøjet bevæges.

Cyklen blev kørt ud fra garagen, og vi (cyklen og jeg) gik ind til Køge, for det er lørdag og torvedag. Cyklen blev pænt parkeret i et cykelstativ, og jeg vandrede rundt til alle boderne.

Ostemanden er jo altid et hit, han havde et par gode oste, som kom med hjem.

Lidt nye krydderurter til højbedet det samme - kruspersille og oregano.

Vi - stadig cyklen og jeg - gik også det meste af vejen hjem.

I en have tæt på centrum så jeg disse smukke træer.

Og vidste med det samme, at det er de såkaldte duetræer. 

TROEDE JEG. Det viser sig imidlertid, at det er en stjernemagnolie.

Utrolig smukke og meget hvide i blomsterne.

Straks faldt min tanke på Vivi, som blev stukket ned af en af sine patienter - en psykisk syg person - sidste år i påsken.

Vivi og jeg havde en aftale om, at vi skulle ud til Vallø Slotspark i maj 2016 for at se deres store smukke duetræ.

Det blev jo aldrig til noget.

På mandag skal jeg derud med den sidste tredjedel af biografklubben for at beundre træet, og vi holder en stille to minutters pause og sender gode positive energier til Vivi, der hvor hun end befinder sig nu.

Bagefter spiser vi noget af al den gode ost jeg købte på Torvet i dag.