Nedrivning - farvel og tak

I en hel del år har jeg haft stor LYST  til at nedlægge et par sider af min overdækkede terrasse.

NOGET har afholdt mig fra at gøre det.

Og det noget tror jeg er at det vil være en del køligere forår og efterår at opholde sig derude.

I år skulle der et par bøtter maling til og det GIDER jeg bare ikke, når træet har det mindre godt.

Eller sagt på en anden måde: det er ved at blive opløst - af ælde.

Udsigten ud mod haven består af nogle små rækker vinduer.

Til juni er det 41 år siden vi flyttede ind på matriklen, og da stod der et drivhus.

Vinduer og sprosser kommer fra dette drivhus.

Jeg kan vist roligt sige, at de har holdt godt.

Der er ikke noget i vejen med sprosserne eller vinduerne, men NEDENUNDER sidder nogle profilbrædder, og de er i en elendig forfatning.

Nu er det besluttet, at jeg vil have et hvidt lavt hegn og højbede kasser lige udenfor, så der er

gang i koben og muggert (for øvrigt mine yndlingsværktøjer).

Nedrivningen tager TID, fordi min Finn kunne sit kram indenfor samtlige håndværksgrene, så min tålmodighed bliver sat på en alvorlig prøve.

Med Black hund på matriklen er det ikke ret smart bare at smadre ruderne, som ville gøre det ret meget hurtigere at nedrive, så jeg tager en rude ad gangen.

Samtidig med nedrivningen er jeg også i gang med at beskære træer.

Der skal lys, luft og sol ind til terrassen.

Jeg har brugt en håndsav, fordi jeg ikke rigtig turde bruge en motorsav.

MEN

det tager tid, så jeg gjorde et forsigtigt forsøg med motorsaven.

4 tykke og fede grene kunne forlade træet (en imponerende troldhassel) den første gang jeg gjorde forsøget. Jeg har lyttet godt efter hvad svigersønnen har fortalt mig om motorsave.

Der er stadig en del grene tilbage.... stille og roligt forlader de træet.

Der er jo også noget der hedder oprydning....

En dag for mange, mange år siden kom jeg hjem fra arbejde, og da havde mit hjertes udkårne sat en terrassevæg op.

Jeg husker så ganske tydeligt, at jeg blev ret gnaven, for den væg skulle ikke være lige der - lige ud for det lille køkkenvindue.

Vi har snakket sammen - så godt man nu kan, når den ene af os er død - og jeg fryder mig for hvert et bræt jeg får lagt ned.

Og nu fryder jeg mig, for jeg kan se ud i hele haven, når jeg går ned i køkkenet.