Bogbidder

Mit bibliotek har noget de kalder bogbidder, som man kan tilmelde sig via nettet.
Der kommer en "bid" hver dag. I denne uge fra Ragnhilds saga.
En god ide til at blive inspireret til at læse hele bogen - hvis den fanger interessen.

"Lone Mikkelsen: Ragnhilds saga

2. afsnit af 5


Det er ved at være aften. Solnedgangen laver havet til guld. Jeg har været med min mor til marked. Vi har trasket op og ned imellem boderne, og mine ben er tunge og langsomme.
Jeg står i udkanten af pladsen og ser ned mod stranden og havnen. To mænd i strandkanten. Den ene løfter armen og peger mod horisonten. Han ligner min far lidt, men min far er på Island. Den anden har drejet hovedet og forsøger at se, hvor fingeren rammer. Vinden river i deres kapper, håret flagrer, og et skib med dragestævn er trukket op på stranden. Skibet ligger næsten på siden. En træt svane.
Jeg løber derhen. Jeg vil høre, hvad de siger. Hvad de ser efter. Min mor kalder. Hun lyder vred. Så gælder det om at gå forsigtigt i de lange skygger. Hun må ikke opdage mig. Måske kan jeg snige mig over til mændene.
Mændene ser mig ikke. Jeg kan kravle om bord. Bare sætte den ene fod op på den bjælke, hive mig op i armene, det er lige så nemt som at hale vand op fra brønden. Hvis jeg stikker hovedet frem, ser jeg min mor stå i sin blå kappe længere henne ad stranden.
Mændenes stemmer er mørke og gode. Træet er slebet fint, og det føles glat at lægge kinden på det. Vinden er kold, vifter dagens lummervarme væk. Skibet gynger let og bærer mig mod den kyst, min far har fortalt om så mange gange, men som jeg endnu er for lille til at se. Hvis jeg ligger helt stille nu, kan jeg måske få lov til at tage med. Mændene skal sikkert også derhen, hvor hestene kan løbe frit langs med kysten, og hvor intet kan standse vinden.
Rejsen varer kun lige, til de første stjerner tændes. Mændene bøjer sig over mig og kalder mig pusling og lille skibsrotte, mens de ler højt. Min mor står med fødderne i det lave vand og skælder ud. Da jeg bliver løftet ned, ser jeg, at hendes øjne er bange, men hendes stemme er rasende, da hun siger, at drømme og udlængsel ikke er for piger.
Det var for kongen, at min husbond rejste. Kongen hed Svend Tveskæg. Han var blevet ydmyget, og nu skulle den retfærdige hævn ramme fjenden. Med jernhånd skulle danerne slå det oprør ned, som ulmede på den anden side af havet. Derfor indkaldte han alle våbenføre mænd. Også min mand, som hellere skulle være blevet hjemme.
Men Frejlif ville aldrig have tilgivet mig, hvis det var kommet ham for øre, hvordan jeg forsøgte at bestikke skæbnen, og ja, jeg forsøgte at tale ham fra at rejse. Men nu er det jo ligegyldigt ordspind.
Ja, jeg ved det, du grådfagre. Du, som stadig græder gyldne tårer over din forsvundne husbond, ved det også: Krigere kan ikke lide den slags. Mænd ynder ikke at høre kvindejammer ved afrejsen.
»Kun harefødder ser ikke deres død i øjnene. Hvis det er Draugen, jeg skal møde på rejsen, så bliver det sådan.« Sådan talte min husbond, mens han snørede læderstrimlerne om skoene. Vores to sønner så beundrende op på deres far. Jeg nikkede så svagt, jeg kunne, og bad ham om at drikke af mjøden, der skulle formilde havets gud.
To fladpandede og hjulbenede trælle skulle ro de fem våbenføre mænd, som bygden havde skrabet sammen, ud til skibet. Det ventede på dem i bugten ved havet. Her skulle de mødes med mænd fra andre bygder. Stierne var skyllet væk i forårets regnskyl, så det var nemmest at sende mænd og udstyr ad åvejen. Selv om jeg vidste, at langskibene, der ventede ude på havet, snart skulle fyldes af mange flere mænd, og at de havde både storsejl og dragestævn, kunne jeg ikke udholde det mismod, som lå i den tunge, grå tåge og åens mudrede brinker. Mændene skred og ramlede ned i prammen.
Havde du ikke vendt dig bort, havde du set, hvor jammerlig en forsamling, der stod tilbage. Hvis du ellers havde turdet se, havde kvinderne med deres snotnæsede unger og de gamle mænd, der var for svage til at rejse med, måske endda fået dig til at le. Bygdens livskraft var sivet bort. Selv goden Helge snublede, da han hældte mjød ud over åens grunde vand for at formilde havets Gud.
»Mænd, som får ondt i knoglerne af tåge og havgus, dur ikke til leding,« sagde min far altid, da det i sin tid blev hans tur til at sidde på bænken ved ilden. I sin alderdom begræd han alle de erobringstogter, han aldrig var taget med på. Sagaer og gudehymner havde fyldt hans hoved mere end krigsråb og heltekvad.
Jeg ville så gerne, at han havde taget mig med på en af sine rejser."


Dette afsnit bringes med tilladelse fra forlaget. Du er velkommen til at videresende mailen til en ven, kollega eller andre interesserede. Denne mail kan ikke besvares; kontakt istedet dit bibliotek eller bibdl_bogbidder@kff.kk.dk