Min fars lommeur

Jeg husker meget tydeligt fra min barndom, at min far brugte lommeur.
Det var sat fast med en ring i et af knaphullerne i vesten og selve uret lå i vestelommen.
Det var i guld, og selve kæden var en tyk og fed kæde.
Han havde jakkesæt på hver dag på sit arbejde - det var dresscoden dengang i hans butik.
Min far døde i 1969, og jeg fik hans lommeur.
I alle årene siden har det hængt på væggen og pyntet.
Den ene viser var faldet af, men værket var stadig godt.
For nogle år siden, da min bror var blevet loge broder, skulle han ret ofte have kjolesæt på, og jeg synes det kunne være flot med lommeuret til sådan et kjolesæt.
Lillebror blev meget glad og lykkelig for uret. Han sendte det til en dygtig urmager og fik det sat fuldstændig i stand og pudset op.
I sidste uge havde han og kæresten indbrud - og uret blev stjålet.
Mange af kærestens smykker fra hendes mor blev også stjålet.
Vi ved godt alle sammen, at det bare er ting, MEN vi blev alle ret kede af det. For både smykker og ur har stor affektionsværdi for os.
Hvorfor er det dog så svært at lade andre ting være i fred?
Jeg har været forskånet for indbrud hele mit lange liv - i hjemmet.
Det eneste vi har fået stjålet er en bilradio (i 1966), en cykel (1968) og en kasse tomme flasker, der stod på vores terrasse. Dagen efter det tyveri kom den unge mand på besøg igen. Men da var jeg hjemme og sad i køkkenet - og det kan nok være, at jeg kom efter ham. Han var dog et nummer for hurtig, så jeg smuttede ud på vejen og der stod hans cykel. Den tog jeg med indenfor og ringede til politiet, der kom og hentede den. Hvad der videre skete, ved jeg ikke noget om.
Det må være ganske rædselsfuldt at komme hjem og opdage hele ens hjem gennemrodet.