onsdag den 31. august 2016

Arbejde - og nyt garn

Jeg har været på mit frivillige arbejde i dag. Det var heldigvis nemt, for i fredags var der en event på Køge Torv og i huset om at "bevare" det grønne hus. Politikerne i Køge kommune rasler med sablerne om at huset evt. skal spares væk. Og hvor skal vi så være???
Min cafegruppe havde lavet mad - i lange baner (hvis man altså kan det), og der var rigeligt.
Så der var mad nok til i dag. Det var jo skønt for os, der var på vagt.
Menuen var østafrikansk gryderet (ren vegansk), flutes (også overskud fra fredag). Jeg havde selv bagt flutes til ca. 50 personer. Så vi skulle bare snitte til en supplerende salat.
Vi skulle også have cafemøde og planlægge de kommende måneders vagter.
Vi holdt mødet udenfor - aldeles skønt at sidde tæt på Køge å i vindstille vejr.
Vi måtte dog tale en anelse højere end normalt, for musikken drønede i gennem luften fra den store tribune på Køge torv.
Der er nemlig Køge festuge. Puha, hvor er jeg glad for at jeg ikke bor inde i bymidten. Det er nærmest ulideligt højt.
Selvom jeg spiller musik selv hele dagen, er det på en anden styrke, og jeg kan selv bestemme lydstyrken.
Der står nogle mennesker ved alle indgange til torvet. De har grønne veste på, og på ryggen af dem står der: Køge Festuge - STAFF. Jeg måtte altså spørge en af dem, hvad det betød? og hvorfor står det på engelsk?
Hvad er der dog galt med det danske ord PERSONALE???

Efter den ulykke jeg så i går, huskede jeg på cykelhjelmen i dag.

Jeg skulle også lige omkring pakkecentralen i et supermarked for at hente en pakke fra Garnudsalg, som har haft gode tilbud. 3 kilo garn var der i pakken, og det er primært til Children of the World. Der kan blive til et par tæpper eller fem.
Min garnbeholdning ligger på omkring 115 kilo. Jeg må vist hellere få sorteret noget mere fra til nørklerne ude i Røde Kors.

Og til slut en glædelig nyhed for en bekendt: han er blevet tilkendt førtidspension i dag - efter kun 15 måneders tovtrækkeri. Så det er altså muligt at få tilkendt den slags pension i Danmark, selvom det vist hører til sjældenhederne.


tirsdag den 30. august 2016

Ulykke

Da jeg var omkring 7-8 år, så jeg en ulykke på Sallingvej i Vanløse. En mand på scooter var kørt galt, og havnet på kørebanen. Han lå helt stille - på ryggen - og der var en stor, STOR blodpøl fra hans hoved, og han lå lige der, hvor sporvognen kørte. Ja, det var dengang, der kørte sporvogne.
Jeg havde aldrig set så meget blod i mit ret unge liv.
I dag genså jeg det.
Det var som deja-vu.
I et befærdet kryds her i byen .... der var meget lang kø på hovedvejen... lå en mand lige på ryggen med en stor blodpøl fra sit hoved.
Da jeg var kommet forbi uheldsstedet, sendte jeg mange gode tanker til den forulykkede om hurtig helbredelse.
Ubehageligt var det.

mandag den 22. august 2016

What a night

Jeg havde fået besked på at ankomme ret tidligt til familiedagen i går, for vi skulle nå at spise inden GULDkampen for håndboldherrerne.
Vi nåede at spise inden....
Og familien var bænket godt foran TVet.
Lige ved siden af TVet står en behagelig skammel.
Den satte jeg mig på med mit strikketøj og betragtede forsamlingen.
Kampen startede og det gjorde familiens hujen også.
Der gik kun ganske få minutter, før jeg forlod lokalet.
Det var det skønneste sommeraftenvejr.
Mit garnnøgle under armen og strikketøjet i hænderne, og jeg gik på opdagelse i haven og området.
Der var vidunderligt stille udenfor, i yndlingsvejr: vindstille.
De fleste i min familie har spillet håndbold. Min bror har også været træner på et tidspunkt for et pigehold, så de gik jo op i det med liv og sjæl.
Skønt at opleve begejstring og entusiasme.
Også skønt at opleve freden udenfor.
Kontrastfyldt aften.
Det giver kolorit på tilværelsen.

søndag den 21. august 2016

Familiedag - og medaljekamp i håndbold

Vi har familiedag i dag. Alle - undtagen mig - er vilde med håndbold.
Vi skal spise lidt tidligere end vi plejer, så familien kan sidde bænket godt for TV skærmen kl. 19.
Jeg tror, der bliver talt - måske råbt - højt til aftenens kamp.
Jeg vil sidde i førsteparket og betragte dem alle sammen. Måske tage et par billeder af dem?
Jeg husker en fodboldfinale/kamp engang tilbage i tiden - årstallet er blegnet. Men min mand og datter var helt oppe i det røde felt og deres hujen m.v. vækkede mig. Jeg kunne lige så godt overgive mig og sætte mig ind ved siden af dem. Jeg blev lidt grebet af deres iver, og der blev strikket en halv ryg til en trøje. Hænderne, der var beskæftiget med strikketøjet, arbejdede i takt med familiens iver.
Heldigvis - for mig - er OL slut i nat. Det har været en meget lang sommer med sport.
Det eneste jeg har set af OL er lidt udspring fra 10 meters vippen - ganske kort, 10 min cirka.

Måske jeg kunne snuppe mig en lur? næ, der bliver nok for meget støj.
Jeg har nemlig været oppe mere end den halve nat, bare fordi jeg skulle se live koncert fra Miami. Den var sandelig værd at være oppe for.

fredag den 19. august 2016

Dedikeret fan - musik

Her i huset er der musik fra tidlig morgen til sen nat.
Nogle gange også om natten - alt efter matrikelejerens søvnmønster og deslige.
I dag har jeg haft det skønneste besøg af gode og mangeårige venner til en herlig frokost - og efterfølgende kortenspil.
Inden de ankom, var der POST.
En bestilt CDer fra det engelske - Tapestry Revisited - indeholdende 12 skønne numre med forskellige kunstnere der har indspillet Carole King musik.
Skønt, skønt og mere skønt.
Jeg er så absolut dedikeret fan af brødrene Gibb og deres fantastiske musik - lige siden 1967.
I DAG er der netop udgivet en single med "the last man standing" - Barry Gibb.
I oktober 2013 var min yndlingsdatter (den eneste jeg har) og jeg i O2 Arenaen i London og opleve en koncert med Barry (barnet er også Bee Gees fan), uforglemmelig oplevelse.
Singlen, der er udgivet i dag, har titlen IN THE NOW.
Lev i nuet, og hverken i går eller i morgen....
Et rigtigt god budskab...
Echarkt Tolle vil nok erklære sig enig med både Barry og mig....
Singlen er købt hjem fra Itunes og kopieret til en spilleliste, hvor den kører på repeat.

torsdag den 18. august 2016

Cashmere - og med model indeni.

Min datters hund Kenzo - 1 årig labber - som stadig gør som en damehund.
Gav vist om han nogensinde kommer til at tisse som en hanhund???
Skøn hund.

I går var jeg på camping - hos mit barn og svigersøn.
Efter frokosten syede jeg min nye sweaters sammen, og
endelig
kan jeg vise den her med mig indeni.
Det er jo lidt vanskeligt at fotografere sig selv med færdiggjort strik på.
Så det er jo bare om at benytte sig af lejligheden, når der er en der kan agere fotograf.

Den sweater kommer jeg til at bruge MEGET.
Det er 75% cashmere og 25% uld - af en eller anden slags, og den kradser ikke.
Det er den 3. cashmere sweater/trøje jeg har strikket.
De to foregående er noget mindre godt, fordi det er ren cashmere, og det har ingen hukommelse, så det pladrer ud og ligner noget, der er grimt.
Ærgerligt, for prisen ligger sandelige i den meget dyre ende.
Ingen grund til at være ærgerlig, for de er gode at have på om natten om vinteren.

Kenzo har på et tidspunkt hjulpet mig med at strikke den. Han kom slæbende med strikketøjet i munden, og så bryder jeg ud i latter. Det så så skønt ud. Han slap omgående.
Mønsteret har jeg fundet frem til ved at strikke "baglæns" på en trøje, jeg lige nåede at få af min veninde inden hun blev myrdet.
Så trøjen er døbt VIVI-blusen.

tirsdag den 9. august 2016

Travlhed

I søndags holdt jeg familiedag. Inden hele familien ankom sådan omkring spisetid, kom min bror ret tidligt søndag morgen.
Vi fik lige en kop kaffe, og så gik vi til den.
Vi hev det gamle tag ned, nedlagde udendørslyset (brugte det aldrig), og bjælkerne kom også ned.
Torsdag eftermiddag ankom trælasten med nyt tag og nye bjælker.
I løbet af fredagen, lørdag formiddag og søndag morgen blev bjælkerne malet hvide.
Det er noget nemmere at male, når de er i jordhøjde end oppe under et tag, der kræver en stige.
De er malet to gange!!!
Fredag aften var jeg ude i det sociale liv hos gode venner til grillmad.
Lørdag eftermiddag og aften var jeg hundepasser for min datters hund, Kenzo.
Han er så sød - en labber på 1 år.
Søndag morgen kl. 5 var jeg ude at male.
Jeg skulle jo også tænke på mad til 8-10 personer søndag aften, og heldigvis har det nærliggende supermarked søndagsåbent, for der er jo nogle varer, der først kan købes i sidste øjeblik.
De fik gazpasho med croutoner, spinattærte, kold kartoffelsalat, grøn salat, broccolislaw med hjemmebagte flutes. Ost til dessert.
Det er en storspisende familie, jeg har, så der var ikke meget tilbage.

Dagen derpå - en masse oprydning.
Alle 7 tagplader er skåret i mindre stykker, kommet i sække og klar til lossepladsen.
Der er pænt meget træ, der skal skæres i mindre stykker og derefter køres af sted til lossen.

Jeg har købt nye klinger til min skønne bajonetsav.


Der er gjort flot rent på min fine nye terrasse og planterne kommet på plads igen.
Chilien herunder har mange frugter. De er kun lidt stærke. Styrke 6, skrev Toftegård på sedlen. Det er rigelig til mig. De bliver flittigt brugt.

Der var et par poser skruer i overskud, og jeg havde fået lov til at aflevere dem igen.
De var jo betalt, så jeg brugte beløbet til nye havehandsker og lidt andet nødvendigt til hus og have.

I morgen holder jeg en fridag og tager i Nyhavn og spiser med en veninde.

torsdag den 4. august 2016

Londontur nr. 2

Det kan gå ret stærkt en gang imellem.
I går formiddags bestilte jeg rejse til London sammen med min datter.
I går aftes skulle jeg "lige pludselig" til London igen - 1½ måned senere.
Min bror og svigerinde har tidligere på året arrangeret rejse for og med 2 af deres børn til London. De skal over at se en teaterforestilling om Harry Potter. Det er en del af deres julegave. De har 2 andre børn, og de er ikke interesseret i Harry Potter, så de bliver hjemme.
I mellemtiden har min niece fået ny kæreste, og de er lige kommet hjem fra en skøn ferie sammen til Korsika.
Kæresten vil også gerne med til London, og det er jo også først kommet bror og svigerinde for øre, at jeg også gerne vil besøge byen "noget mere".
Så det blev hurtigt arrangeret, at vi også kom med.
Alt bestilt og betalt.
Rasmus og jeg skal ikke med i teatret, for det er helt umuligt at få billetter til forestillingen (jeg er heller ikke interesseret i Harry Potter), så vi er blevet enige om, at vi tager på en lille pubcrawl!!! mens de andre lyster sig i teatret.
IH ALTSÅ hvor er der meget at glæde sig til - udover hverdagens mange glæder.

En af denne hverdags glæder er levering fra min trælast, der kommer med nyt tag til min terrasse. Det er en stor fordel, at bjælkerne er i jordhøjde, for så kan jeg nå at male de, inden de skal sættes op.
På søndag kommer hele familien og holder familiedag her og lægger samtidig nyt tag på. Tøhø, det er "annonceret", at det er kødfri dag. Jeg har vist mistet grebet lidt om det at tilberede kød.

onsdag den 3. august 2016

Indlæg # 3.000 og en tur til London

For ca. 8½ år siden oprettede jeg min blog og der er rendt 2999 indlæg over skærmen.
Dette er indlæg nr. 3.000.
Altså det er da en nydelig sjat. Og mange ord.
Oprindelig var min blog tænkt som en strikkeblog.
Det har jo ændret sig, og er blevet til indlæg om dette og hint, og hverdagens liv.

Og jeg glæder mig særdeles meget i denne tid.
Jeg har lige booket en rejse til LONDON sammen med min datter.
Vi skal af sted i oktober - ligesom i 2013.
Denne gang skal vi bo ca. 1 km fra Big Ben og ikke så langt væk fra alting som sidst.
Det var nu også udemærket - vi havde jo en koncert ude i O2 arenaen vi skulle til, og så var det godt at bo lidt tæt på.
Vi skal bo i lejlighed, fordi vi er jo afhængige af at kunne lave mad selv, så der skal være køkken.
Det eneste vi er enige om at indtage ude i byen er en kop kaffe, og gerne hos Starbucks.
Der er jo restriktioner, når immunforsvaret holdes nede på NUL.
That's life og det er helt OK.
VI SKAL TIL LONDON, YES.

tirsdag den 2. august 2016

udflugt, garn og children of the world

I går var veninden og jeg på den årligt udflugt til Klint.
Vi kører ret tidligt hjemmefra og lander på bestemmelsesstedet lige i tide til at få en kop kaffe og en bolle, inden dagens foredrag.
Efter foredraget skal vi ned til stranden og vandre en tur, hen til en bestemt bænk og nyde udsigten og alle duftene.
Frokost og besøg i Ruths bogcafe, hvor der altid kommer spændende mennesker.
Vi kom også forbi en lille "biks", der sælger hjemmehæklede tæpper af dynebetræk og tasker. Veninden faldt for en sød taske.

Vi kunne også lige nå et besøg i Nykøbing S., hvor BGA garn har til huse.
Selvfølgelig kom der garn med hjem.
700 g hvid Big Secondo til mig - fra Lana Grossa.
Han tilbød os resterne i kurven til 15 kr. pr. nøgle, og NU ærgrer jeg mig over, at jeg/vi ikke sagde ja.
Veninden købte nemlig 7 nøgler af samme type, og lidt andet.
Vi kom af med 25 kr. pr. nøgle - også ganske billigt.
Han vil ikke forhandle Lana Grossa mere, for de kræver, at han har hele sortimentet, og danskerne er IKKE til alle de fluffy garner, som de åbenbart elsker længere nede sydpå i Europa.
Mit garnlager har sneget sig op på 115 kilo. Der kommer ret jævnligt SÆKKE fra min garnmilde datter.

I dag er afleveringsdag i Røde Kors til children of the world.
Jeg afleverede sidste levering først i maj.
Så der er produceret ganske meget på de 3 måneder:

3 patchwork tæpper
4 strik/hæklet tæpper
20 poser
7 nederdele
7 huer og
4 bluser med tilhørende huer
Jeg har også fundet et par kilo garn frem til damerne derude og en masse rundpinde.
Godt jeg har gode armkræfter, for der er adskillige kilo i Ikeaposen.
Efter jeg har afleveret hos Røde Kors og fået en kop kaffe og en snak,
skal jeg hen til mekanikeren, der skal måle på min bil og servostyringen.
Jeg er lidt spændt på om de kan lave den eller jeg skal have ny servostyring i.