tirsdag den 27. oktober 2015

Stjernestunder

Stjernestunder - jeg samler på dem.
Stjernestunder kan være mange ting.
I dag skinnede solen så smukt, og det var vindstille. Jeg var ude at tage fliser op og flytte den tunge jord fra min jordhøj til hullerne fliserne har efterladt.
Når der er flisegange i min have, skal de være fri for ukrudt, og det er næsten umuligt at holde dem fri for det, så nu skal de op, og der skal sås græs. Nemmere at holde.
Jordvolden er jord fra dengang min nabo gravede ud til deres sø, og da det er min gamle jord, hjalp jeg dem af med noget af jorden. Jeg var grumt ked af at mit gode hjerte løb af med mig, for den vold er da fuldstændig umulig at holde pæn.
Benene var blevet lidt tunge og armene lidt længere, da jeg stoppede op og kiggede op i solen.
Kaffe og strikketøj blev hentet, og en stol fundet frem - og ud i solen og sidde og nyde livet.
Det blev en rigtig stjernestund, at sidde ude i det flotte vejr og blive helt stille - både ind- og udvendigt.
Det blev til lidt over 2 timer - det er altså sidst i oktober og vintertid!!
Selv Black var helt stille.

2 kommentarer:

  1. Det er så dejligt med den slags stjernestunder! Jeg har også nydt det skønne solskin, men i Frederiksberg Have.

    SvarSlet
  2. En dejlig aktiv dag i skønt vejr!

    SvarSlet