Træt lørdag

I går eftermiddags var jeg sammen med kolleger ude at spise afskedsfrokost - ikke for mig, men for den gamle afdeling.
Uh, som det var hyggeligt - at gense "drengene". Det må jeg godt kalde dem, for de er ikke fyldt 60 endnu :-)
Fredelig og rolig kørte jeg hjem til en aften, der var det samme, og blev mødt "i døren" af Black, der er GLAD HUND.
"Noget" fik mig til at tilbringe natten i stuen.
Det "noget" vækkede mig kl. 4 i morges.
Black havde forladt sin puf og havde en anderledes bevægende lyd end han plejer.
Så jeg for hen til ham og han var godt nok underlig.
Han kunne næsten ikke gå.
Jeg fik ham dog "beordret" op i puffen, og det gik laaannngsomt.
Han faldt om på siden og lå og kiggede på mig - uden at røre sig.
Det var dog besynderligt, når hunden ellers drøner frem med 100 km i timen.
OK, vi faldt i søvn et par timer.... og han lå i samme stilling, da jeg vågnede.
Godmorgen, og tid til den første tur i haven.
Black for slæbt sig ned fra puffen, gik få skridt og satte sig.
Lokke, lokke.... med en gåtur, som normalt giver stor glæde.
Ingen glæde.
Kun et par skridt mere, og så sitte igen.
Der er altså noget rivende galt med den stakkels hund.
Finde vagtdyrlæge, kontakte og aftale besøg.
Skal du med til dyrlæge? Ja tak, synes hunden at sige, og det var en kamp at få bilselen på. Det gik, og vi kørte.
Da vi kom ud til KARLSLUNDE DYREHOSPITAL, var der absolut intet galt.
Der blev niflet og halen gik. Det samme gjorde hunden....vi - dyrlægen og jeg observerede dog - at han haltede lidt på højre bagben.
Black blev undersøgt fra a-å - og ikke a-z, for dyrlægen var alle vegne og tjekke.
Jo, jeg blev taget alvorligt. For underligt er det, at hunden næsten ikke kunne gå og havde en mave der var spændt som en spærreballon, og der absolut intet abnormt er at finde.
Forestilling om mavevending og hjerneblødning havde ramt min hjerne. Det er da heldigvis ikke tilfældet.
Han har fået en smertestillende indsprøjtning, som varer et døgns tid.
Og jeg skal ringe til dyrlægen i eftermiddag og fortælle hvordan han har det.
På vej hjem gjorde vi holdt i en af skovene i Karlslunde, og gåturen her var fuldstændig som normalt - dog blev der niflet meget mere end han plejer.
Vel hjemme igen - Black har sovet de søde hundes søvn lige siden.
Mit barn huskede mig på, at han har haft det sådan et par gange før, og jeg har "klappet hunden" og set tiden an. Han har bare været træt.
Og det er han sikkert også i dag. Håber jeg.
Fordi... lige om en måneds tid skal jeg være pensionist, og gider godt have et par gode år sammen med Black. Lange gåture og sådan.
Det vil knuse mit hjerte ubærligt, hvis han vælger at forlade livet nu.