lørdag den 26. september 2015

Tidligt op


Det er altså tidligt for en PENSIONIST at skulle være i Staden kl. 9 OM MORGENEN. Torsdag morgen havde jeg en aftale med barnet om at mødes på Rigshospitalet, hvor hun skulle til sin 3 måneders kontrol. Jeg sætter STOR pris på at være stoppet på arbejdsmarkedet, og det vil jeg gøre resten af mit liv.

Samtalen med Michael læge var god. De er temmelig meget på forkant med ALT, så datteren skal have skannet sine knogler, for at se om hun udvikler knogleskørhed pga medicinen, hun skal indtage.
Og blodtrykket var en anelse for højt, så nu er der indkøbt blodtryksmåler....
Alle livsvigtige organer er i fin stand.
Bagefter gik vi ud i byen for at finde en cafe, hvor vi kunne få en kop kaffe og noget at spise.
Cafe Norden var et godt bud, og sikke kaffe - den var virkelig god.
Hm, jeg har ikke spist basser i et par år, MEN der stod en spandauer, og den smagte himmelsk.
Da jeg kom hjem, viste skridtmåleren ca. 9500, så vi har da alligevel gået en del.
Walk and talk er et godt koncept.
Jeg måtte have en powernap .... på et par timer - inden jeg skulle til foredrag om aftenen i Roskilde.

mandag den 21. september 2015

Ny kompetence?

Jeg er vist ved at udvikle en ny kompetence, tror jeg.
Jeg har flere (mange) buksbom i min have, og specielt 2 af dem er blevet pænt store.
Der er ikke så meget plads til at de bare kan vokse, så nu skal de klippes i
KUGLEFACON.
Jeg har aldrig prøvet det før - at klippe buske til kugler. Jeg har klippet så meget andet: hår, stof, ledninger, papir, pap osv osv.
Altså en ny "gartner" kompetence under opsejling, hm.
Heldigvis er det med planter som med hår - de/det vokser ud igen, hvis slutresultatet bliver "argh".

lørdag den 19. september 2015

Tivoli


I søndags havde en af veninderne fødselsdag, og der stod oplevelser på ønskesedlen.
Så hun fik en oplevelsesgave af mig, og den blev indfriet i dag.
Vi mødtes i Tivoli ved frokosttide, og nød at Tivoligarden "trak op".
En runde i den smukke have, og vi fandt derefter Færgekroen.
Vi ville jo gerne have et bord med "havudsigt"!!! OK der er godt nok et stykke vej til havet, men Tivolisøen er et godt alternativ.
Færgekroen kan altså servere en kartoffelmad, og de har skønt øl.
MEN jeg synes altså at det er så ..... et eller andet grimt ord, at de skal have 35 kr. for en halv flaske vand.
Jeg spurgte pænt om veninden kunne få et almindelig glas vand til sit glas vin - sådan almindelig postevand. Nej, det måtte de ikke servere - for deres chef. På mange andre restauranter bliver det serveret til vin uden beregning.
En kop kaffe lidt senere et andet sted i haven.
Skøn dag.
Da jeg kom hjem kunne jeg lige nå en halv time ude i solen i haven - siddende helt stille og nyde livet.

fredag den 18. september 2015

Nye mennesker

Rødovre Centrum.
Der var jeg sidste gang i 1991. Det er ganske mange år siden. Husker det ret så tydeligt, for min morbror, tante og kusinerne havde foræret os et gavekort til centret i sølvbryllupsgave, og det skulle jo indløses.
Jeg var der igen i går.
Hvor er det blevet flot, efter det er bygget om.
Jeg skulle mødes med en masse nye mennesker til frokost.
Vi mødtes udenfor Magasin, og inden vi var nået op til førstesalen, hvor der var bestilt bord, havde vi præsenteret os og kendte lidt til hinanden.
Snakken gik, og det føltes som havde vi kendt hinanden i mange år.
Det er skønt, når kemien er i orden fra første sekund.
Vi var 8 - 7 hunkøn og 1 hankøn.
Pudsigt, de fleste af dem havde relationer til Køge.
Der var ikke meget på spisekortet for sådan en som mig, men servitricen kunne fremtrylle en skøn kartoffelmad og et stykke med æg og tomat. Min mad blev fotograferet.... den var også ret farverig.
Efter nogle hyggelige timer kørte jeg hjem, Black fik den opmærksomhed han har krav på, og så fik jeg en lur på en times tid.
For jeg skulle være sammen med en flok veninder i aftes - til skønt ostebord, og opbyggende snak.
I dag er opladningsdag for de "slidte" batterier.

torsdag den 17. september 2015

VÅD

Hold-da-op som det regnede i går aftes og blæste.
Jeg skulle på cykel hjem fra arbejde, og jeg bor på en bakketop.
Jeg havde "selvfølgelig" kun regntøj med til overkroppen. Og der er huller i min cykelhjelm.
Et par cowboybukser kan optage temmelig meget vand. Det er et under, at jeg i det hele taget kunne få dem af, sådan klistrede de til benene.
Og håret så ud som jeg lige have vasket det.
Skønt at komme indenfor i tørvejr.
Der kom rigtig mange spisende gæster i går i cafeen, og vi vaskede op lige så snart der blev sat service i kurven. Det gik nemt og smertefrit.
Jeg havde lavet lidt hjemmefra, så vi havde god tid til at "koge det hele sammen".
Menuen havde jeg fået lov til at bestemme: gammeldags æblekage, ratatouille, couscous og focacciabrød.
Jeg havde jo "testet" den i lørdags på mine egne gæster.
Æblerne kom fra min egen have - fra ananasæbletræet. 1,5 kilo færdig æblegrød - og der var 5-6 stykker, der ikke kunne få. Der er temmelig mange der elsker den æblekage.

onsdag den 16. september 2015

En opvaskemaskine

Jeg skal på mit frivillige arbejde i dag.
I går løb en mail ind med oplysning om at opvaskemaskinen er I STYKKER.
Altså opvask ved håndkraft.
Vi er heldigvis 3 på vagt.
Og jeg forventer MANGE til spisning, fordi der er tre møder i det grønne hus med relation til vores økologiske forening.
Maskiner skal bare virke!!

tirsdag den 15. september 2015

Lakridser

Jeg har mange pennevenner rundt om i verdenen, og det er helt almindelige gammeldags breve vi sender til hinanden.
Når de unge mennesker i familien og omgangskredsen er ude i verdenen på studieophold eller "dannelsesrejse", bliver vi pennevenner.
Anders, som er min brors kærestes søn, er på studieophold i Irland dette efterår.
Han savner - som alle danske, der er i udlandet i længere tid - rugbrød og lakridser.
Så hans mor bager rugbrød og sender over til ham.
Jeg har lige postet en stor pose piratos til ham i dag.

mandag den 14. september 2015

Stilledag og ny musik.

MAN (læs: jeg/mig) bliver en lille smule træt "dagen derpå" ovenpå dagene med festligheder.
Jeg havde selv gæster HELE lørdagen, og i går var jeg på Frederiksberg til fødselsdag HELE dagen.
Godt og skønt at have et aktivt socialt liv.
Det kræver bare en dags tid til at få alle de gode oplevelser ned i maven.
Det er i dag, der er dømt stille dag her på matriklen.
Det var skønt at tømme postkassen i dag, for der lå musik til mig, som jeg havde bestilt for en uges tid siden.
Den ene CD var bare en forkert en. Heldigvis havde jeg den ikke (jeg har den som DVD), så jeg beholder den, og genbestiller den jeg oprindelig bestilte.
Meget passende med stilledag og lytte til ny musik.

lørdag den 12. september 2015

Smukke grønsager



Butternut squash og aubergine er smukke grønsager.
Flotte former og farver.
De er blevet forvandlet til små stykker til ratatouille.
Mærkeligt nok er det første gang jeg laver rata.....
Til gæster, som også skal have lammekoteletter.
Jeg var henne hos en slagter i går for at købe koteletterne, og han tog sandelig friske engangshandsker på. Alt kødet var pakket ind i film.
Det er første gang jeg har oplevet det hos en slagter.
Forretten er blomkålssuppe.
Og kagen til eftermiddagskaffen er rabarberkrumble.

fredag den 11. september 2015

12 år

BLACK har fødselsdag i dag.
12 år.
Til lykke, gamle dreng.
Fødselsdagskagen består i kogt kylling - en livret (for hunden altså).