Tak for denne gang:
Når det første tal ændrer sig i min alder, har jeg erfaring for, at der sker "noget".
Ændring af vaner, hobbies, oprydning her og der osv osv.
I den måned jeg blev pensioneret fra mit gode arbejde, meldte jeg mig ind i LOOP - et fitnesscenter.
Og har været ganske flittig bruger. af centeret.
I dag har jeg meldt mig ud.
Og takket stort for et godt program.
Nye toner på klaveret eller kontrabassen. Jeg spiller ingen af delene - jeg lytter kun til skøn musik.
Nye motionsformer bliver yogaen og vandring.
Min kære ven, Black, sagde farvel til dette liv for et års tid siden, og jeg tror nok, jeg faldt hen i en smule melankoli og hans exit, for jeg blev jo helt alene på matriklen. Og motivationen til at gå de daglige 3 ture svævede op i det blå.
Med det resultat, at min kedelige åreforkalkning blomstrede.
Og der er jo kun et at gøre mod åreforkalkning - og det er helt min egen skyld og mine gener, for jeg har jo været ryger, og det kan give den slags kedelige indsnævring af blodårerne, og så arv fra min mor - og det er at gå og gå.
Så det gør jeg.
Inspiration.
På min yogaferie blev jeg ganske inspireret af kokken, som er gift med en økologisk landmand, der leverer til min økologiske forening i det grønne hus.
Jeg er lidt modstander af præfabrikerede madvarer, jeg vil helst have de friske varer - og gerne lokale.
Vi fik de skønneste linsedeller på ferien. Så jeg har været ude for at købe vegansk "fars-mix" i dag (det er fremstillet af forskellige bønner). Der skal æg i, og under en samtale med mit barn, som primært er veganer, faldt snakken på æg. Da jeg alligevel skulle ind til byen for at købe "fars-mixen", forhørte jeg mig om de havde noget æg-erstatning. Jep, det havde de, så jeg fik en pakke med hjem, og til den slags mad som min datter og jeg spiser, er æg-erstatningen så meget bedre end rigtige æg.
Jeg var lidt vågen i nat, og når jeg er det, sker det at jeg tænder for TVet.
Der kørte et program med Annemad. Hun lavede en eller anden salat, der blev toppet med en masse basilikum. Hun nævnte, at egentlig behøver man ikke bruge salatblade i en salat, men kan da bare bruge den grønne top fra krydderurterne - specielt her i foråret. Så salaten til aftenens mad består af couscous, en masse friskplukkede, finthakkede krydderurter overhældt med en skøn olie - og toppet med sesamfrø og grønne asparges.
Desserten bliver kirsebær og kiwi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar