Tiden går alt for stærkt, kom det fra en pensionist der har helt døgnet til sin egen rådighed.
Og der skal prioriteres - renovere eller ud i det sociale liv, for det hele til trods, har energien også sin begrænsning.
Børn er skønne, og ham her den lille charmetrold på 3 år er jo jokket gevaldigt ind i mit hjerte med kæmpestore træsko.
Han var på besøg hos farmor (en af veninderne), og han skulle da med farfar i bad.
Man bliver jo temmelig svedt gennem en lang dag af at være i konstant bevægelse.
Sidste week-end kom min svigersøn på besøg med sin trailer bagpå bilen.
Vi flyttede sten fra min forhave, og det blev til 2 tons sten, der blev kørt til lossepladsen.
Og svigersønnen fik min gode gamle grenhakker med hjem og en hel masse træ fra mine fældede træer. Godt gratis brænde.
Uheldigvis holdt hans store bil lidt tæt på brændet, og på et tidspunkt skulle jeg forbi - jeg lavede yndlingsmad til ham, stegt flæsk og persillesovs - og en spids gren ramte mit venstre ben og lavede en pæn flænge. Den kan jeg sikkert have glæde af et godt stykke tid endnu, mens immunforsvar arbejder på højtryk.
Efter syv timers godt stenarbejde kørte svigerbarnet hjem, og jeg gjorde mig klar til familiedag hos min broder i det nordsjællandske.
Der er pokkers langt, men efter sådan en arbejdsindsats er det godt at sidde helt stille bag et rat og bare køre.
Mandag aften var jeg igen social hos gode venner også lidt nordpå.
Og onsdag var der cafearbejde i det grønne hus.
Heldigvis skulle jeg kun bage en kage.
Resten sørgede det øvrige team for.
I går var jeg en tur på Bakken med min hyggegruppe.
Det er rimelig besværligt at komme med de offentlige transportmidler til og fra Køge, fordi der er sporarbejde, og vi skal køre i togbusser. Det indebærer selvfølgelig en del skift og forsinkelse i forhold til hvis det "bare" var at køre med toget.
Så er det jo bare at tage hjemmefra i god tid.
Vi var 34 hyggere, der mødtes til frokost i Bondestuen på Bakken
Og jeg nød gåturen fra og til stationen.
Dyrehaven er skøn
og jeg var en tur ned ad memory lane
for jeg har ikke kørt med S-tog til Klampenborg station
siden jeg var barn.
En gang om året var min søster, jeg, far og mor på Bakken, og det var altid solskin, når vi var der, og vi altid den sidste is på stationen, inden det gik hjemad -godt trætte og mætte af gode oplevelser.
Klampenborg station |
Tid er jo noget jeg har masser af.
Da jeg nåede hovedbanegården med toget, skulle jeg skifte tog mod Køge.
Det er en måned siden jeg har været i Tivoli, så jeg måtte lige derover.
Et enkelt pitstop inden jeg drog hjem.
Malerarbejdet på min terrasse er tilendebragt. Så skønt at kunne nyde frugterne af mit gode arbejde.
Har været i trælasten for at bestille nyt træværk og tagplader, som min bror m.fl. kommer i næste weekend og lægger på.
Mere affald til lossepladsen!!!
Altså familiedagen foregår hos mig.
Tøhø, min bror bekendtgjorde sidste søndag, at det er kødfri dag næste søndag.
Altså vegetar/veganer-mad, som jeg snart er ekspert udi, hvorimod det at tilberede kød er ved at være glemte kompetencer.
Jo jo, kompetencer skal vedligeholdes for at virke optimalt, ellers degenererer de.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar